Nyheder

Kolleger fra Frømandskorpset overrasker Frederik i tv-show

Kronprins Frederik er søndag aften blevet fejret med musik og personlige hilsner i Royal Arena.

Omgivet af 12.000 publikummer var kronprins Frederik søndag aften i centrum i Royal Arena i København i DR's show "Hele Danmark fejrer kronprinsen" i anledningen af sin 50-års-fødselsdag.

Kunstnere og komikere har bidraget til underholdningen - heriblandt sangerne Tina Dickow, Mø, Tim Christensen og Kesi, komiker Anders Matthesen og grupperne Lukas Graham, Dizzy Mizz Lizzy og Sort Sol.

Men der har også været mere særegne indslag.

Overrasket af frømænd

Som da fem frømænd i fuld uniform firede sig ned fra loftet, løb gennem arenaen, kaldte Frederik for verdens sejeste kronprins og fik publikum til at råbe: "Pingo!" - kronprinsens kælenavn i korpset.

Gruppen er kronprins Frederiks kolleger fra Frømandskorpset.

Og så har showet budt på forholdsvist sjældne interviews med kronprinsparrets børn, Christian, Isabella, Josephine og Vincent.

De unge prinsesser og prinser er enige om, at deres far er en god støtte.

- Han siger altid: "Tænk dig om, og mærk efter i kroppen", siger prinsesse Josephine i et indslag i DR's show.

Og storesøsteren, prinsesse Isabella, supplerer:

- Hvis man ikke tror på sig selv, siger han: "Kom nu, du kan godt".

En uge i det royale hjørne

Showet "Hele Danmark fejrer kronprinsen" afslutter en hel uge med fejring af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Kronprinsen indledte sin fødselsdagsuge med at løbe Royal Run mandag i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København.

Siden har der været en række andre begivenheder.

Lørdag middag blev kronprins Frederik fejret med flag og hurraråb fra hundredvis af fremmødte på Amalienborg Slotsplads og ved et gallataffel med 360 gæster på Christiansborg Slot om aftenen.

Her holdt blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tale for fødselaren. Også i et indslag under søndagens tv-show i Royal Arena har han ord at sige til Frederik.

- Kære Kronprins Frederik. De er en mand med mange evner. En af dem er at møde mennesker i øjenhøjde.

- De taler ikke til andre mennesker, de taler med dem. De er en mand af tiden, helstøbt, nærværende. Derfor har de min respekt, derfor har de danskernes respekt, sagde Lars Løkke Rasmussen.