Krimi

Bandeleder smides ud af Danmark

Topfigur i banden Brothas bliver udvist for bestandig efter 18 års kriminel løbebane.

To års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig. Mohammed El Adoutti, der i en årrække har været kendt som en ledende skikkelse i banden Brothas, skal udvises til sit hjemland Marokko.

Det besluttede Østre Landsret torsdag, efter at Mohammed El Adoutti blev dømt for våbenbesiddelse.

Dermed slutter en kriminel løbebane, der startede, da Mohammed El Adoutti som 15-årig modtog sin første dom for røveri, og som siden har bragt ham til tops i hierarkiet i den københavnske bande Brothas, som Mohammed El Adoutti flere gange har optrådt som talsmand for.

Stærkt signal

- Det er et stærkt signal, retten i dag sender, siger statsadvokat Andreas Kjærulff.

- Vi taler om et toneangivende medlem i Brothas og en af de vigtigste deltagere i sidste års bandekrig, så alene af den grund er der grund til at være tilfreds med dommen, siger Andreas Kjærulff.

Mohammed El Adoutti var flere gange ved at miste livet i løbet af den bandekrig, som rasede i København i fjor. Blandt andet blev han ramt af en kugle i forbindelse med et af de mest spektakulære skyderier under bandekrigen, der kostede et andet ledende Brothas-medlem livet den 31. oktober sidste år.

Frikendt i byretten

Mohammed El Adoutti blev frikendt i byretten, men i landsretten så nævningene anderledes på sagen og besluttede at sende Mohammed El Adoutti ud af landet, inden otte bevæbnede betjente førte ham tilbage til cellen.

- Vi er uenige i, at betingelserne for en ubetinget udvisning er opfyldt, siger forsvarsadvokat Anders Schønnemann Olesen, som nu vil forsøge at indbringe sagen for Højesteret.

- Den praksisændring, denne dom er udtryk for, fortjener at blive set på af Højesteret, siger han.

Siden Mohammed El Adoutti modtog sin første dom, har han tilbragt mere end otte år i fængsel for en lang række forskellige kriminelle forhold. Dommen torsdag var hans tredje for ulovlig våbenbesiddelse, men tidligere domme har blandt andet været for røveri, vold, hæleri og narkotikabesiddelse.