Prins Charles skal følge Meghan Markle op ad kirkegulvet

Der er kun få fortilfælde i det britiske kongehus, hvor brudens far ikke har fulgt hende til alteret.

Prins Harry og Meghan Markles bryllup bliver på mange måder utraditionelt.

Meghan Markles far, den 73-årige Thomas Markle, skal have ro til at pleje sit helbred og deltager derfor ikke i brylluppet, lød det i en officiel besked fra hoffet torsdag eftermiddag.  

Dermed opstod der usikkerhed om, hvem der skulle overtage hans plads ved datterens side.

Men nu har Kensington Palace meddelt på Twitter, at det bliver prins Harrys egen far, prins Charles, der skal give Meghan Markle væk til ham.

Og det glæder den kommende svigerfar. 

- Prinsen af Wales er glad for at kunne byde frøken Meghan Markle velkommen til den royale familie på denne måde, lyder det fra det britiske kongehus. 

Bryder traditionen

Det er ifølge meddelelsen Meghan Markle selv, der har valgt sin kommende svigerfar til at gå ved hendes side. 

- Frøken Meghan Markle har bedt Hans Kongelige Højhed Prinsen af Wales om at følge hende op ad kirkegulvet i St. Georges Chapel på hendes bryllupsdag.

I det britiske kongehus er der kun få fortilfælde, hvor det ikke har været faderen, der har fulgt bruden op ad kirkegulvet.

For mere end 100 år siden fulgte dronning Victoria to af sine døtre op ad kirkegulvet efter deres fars, prins Alberts, død. 

- Det konventionelle er faderen, ja, men det her par har fra starten været usædvanligt, siger Ulla Terkelsen med henvisning til, at Meghan Markle er både ældre end prins Harry, har været gift før og har en afroamerikansk mor.

Troede, det var moderen

Et utal af medier og eksperter nåede efter Meghan Markles fars afbud at spekulere i, hvem vi ville se ved hendes side i kirken. Her pegede flere på hendes mor, som allerede er i England med datteren, som det oplagte valg.

Den 36-årige kommende brud har flere gange udtalt, at de to kvinder har et meget tæt forhold, og netop derfor var moderen klart det bedste bud, lød det fra TV 2s korrespondent under det royale bryllup, Ulla Terkelsen.

- Hvem skulle det ellers være end moderen? Hun har truffet Harry flere gange, og det vil også være i overensstemmelse med tidsånden, at det er moderen og ikke nødvendigvis faren, der påtager sig den rolle, siger Ulla Terkelsen.

Der har dog været andre bud

Men det britiske kongehus er en meget traditionsbunden institution, og netop derfor har det hele tiden været sandsynligt, at rollen skulle overgå til en anden mand, vurderer Billed-Bladets hofreporter Marianne Ringer.

- Der har været tale om, at det skulle være Harrys far, prins Charles, eller bror, prins William, der skulle følge Meghan Markle op ad kirkegulvet, siger hun.

Blandt buddene fra bettingfirmaerne har også Prins Philip, dronning Elizabeths mand, Lindsay Roth, Meghan Markles veninde, og hendes halvbror, Thomas Markle Junior, som åbenlyst har misbilliget brylluppet, været i spil til rollen.