Station 2

'Transportchef' i et kriminelt netværk har smuglet hash til Danmark i 40 år

Størstedelen af den hash, der bliver smuglet til Danmark, bliver lavet i Marokko, sejlet til den spanske solkyst og kørt op gennem Europa i lastbiler.

Anonyme kilder

I denne artikel optræder en eller flere anonyme kilder. De udtaler sig alle om egen kriminalitet. Det har været nødvendigt for at kunne fortælle om det store, kriminelle netværk, der hvert år smugler tonsvis af hash ind i Danmark.

Deres identitet er redaktionen bekendt. 

I flyttekasser. Inde i maskiner. Forklædt som oliven eller under et lag af planter. Kun fantasien sætter grænser for, hvordan man kan fragte hash op gennem Europa.

De nævnte eksempler er blot nogle få af de metoder, en erfaren hashsmugler har benyttet sig af gennem årene.

I Station 2-programmet ’Hashens vej til Danmark’ fortæller han anonymt om, hvordan han i 40 år har smuglet hash ind i landet. I mange af årene har hans rolle været at have det store overblik. 

- Jeg er transportchefen. Det er mig, der organiserer transporterne og sørger for, at der er biler til det. Og jeg sørger for hele tiden at arbejde med nye strategier og nye måder at gøre det på, siger han.

Nytænkning, nytænkning, nytænkning

Hans lange kriminelle karriere begyndte allerede i folkeskolen, hvor han tjente sine lommepenge på at sælge hash. Da han var færdig med skolen, begyndte han at hente lidt cigaretter i udlandet og smugle dem hjem til Danmark.

Senere blev det til hele læs, så fulgte fyrværkeri og spiritus - og sidenhen kørte han også hash over grænsen. Men mest af alt har han sørget for planlægningen af, hvordan hashen blev skjult, hvilken rute det blev kørt, og til hvem det skulle leveres.

- Udfordringen er jo, at det skal køres frem, uden at man bliver taget. For med så dyrt et produkt skal det helst komme frem til de rigtige. 

- Jeg har altid haft fingeren på pulsen med, hvordan man kan gøre det. Nytænkning, nytænkning, nytænkning. Når du har kørt det herop på én måde tre gange, er du nødt til at skifte til en ny metode, siger han.

Størstedelen af den hash, der bliver smuglet ind over den danske grænse, kommer fra Marokko. Det bliver typisk sejlet til den spanske solkyst, og herfra er det ifølge transportchefen næsten udelukkende i lastbiler, at hashen bliver fragtet gennem Europa og til Danmark.

- Trækprocenten er til at overkomme

En lastbil blev som regel læsset med mellem 300 kilo og op til næsten et ton hash. Enkelte gange et par ton - men det kræver god planlægning. Præcis hvor meget han har været med til at smugle, har han ikke overblik over. Men det er meget. Rigtig meget.

- Jeg vil tro, det måske er mig, der står bag den største mængde hash, der gennem tiden er smuglet til Danmark. Jeg har slet ikke ført regnskab med det, men det kan godt være mellem 50 og 100 ton på 40 år, siger transportchefen. 

Han tjente omkring et par kroner per gram og med læs på omkring 500.000 gram, løb det hurtigt op i millionbeløb. 

- Når du så kører sådan et par stykker på en uge, så begynder det at ligne noget.

- Og det bedste af det er, at skattevæsenet jo ikke engang kommer og skal have skat af dem. Det er lige til at overkomme trækprocenten.

Kun dømt for en brøkdel

Præcis hvordan og med hvem og hvor mange der var inde over sådan en smugling, vil han ikke sige noget om.

- Det er jeg sikker på, at både det ene, det andet og det tredje rygmærke ville blive meget ked af, at jeg siger her.

- Men jeg kan fortælle så meget, at det var tit, at de folk, der kørte derop, ikke vidste det. De bedste chauffører var dem, der ikke vidste, de kørte med det, siger han. 

Det handler om hele tiden at tænke strategisk, så de store læs ikke bliver opdaget, siger han. Og selvom transportchefen har haft fingeren på pulsen og fornyet sine metoder hele tiden, har han siddet i fængsel for hashsmugling. Men kun for en brøkdel af den mængde hash, han har smuglet.

- Selvom politiet ikke er de skarpeste knive i skuffen, skal man ikke gøre dem dummere, end de er. Det er da lykkedes dem at tage mig et par gange, siger han.

Slut med smugling - i hvert fald for nu

I dag hævder transportchefen, at han har trukket sig tilbage og er færdig med at smugle hash. Og pensionen er der styr på. 

- Jeg kommer ikke til at mangle noget, siger han. 

Det var efter en fængselsdom, han lovede sin familie, at det skulle være slut med den slags. Og det har indtil videre holdt - men det er ikke til at vide, hvad der sker, hvis det rigtige jobtilbud byder sig. 

- Jeg har sagt pænt nej tak til fine og store tilbud. Men selvfølgelig kan jeg godt blive så fristet, hvis de kommer med et ordentligt kraftigt tilbud, at jeg måske vil sige ja.

'Hashens vej til Danmark' bliver sendt på TV 2 torsdag klokken 20.55. Du kan se det allerede nu på TV 2 PLAY.