Drabet uden lig

Journalisten bag 'Drabet uden lig' i livechat: Jeg har besøgt Claus og Bo i fængslet efterfølgende

I november 2010 forsvandt storsvindleren Henrik Haugberg Madsen sporløst fra en feriehytte i Karrebæksminde på Sydsjælland.

Det blev starten på en af danmarkshistoriens mest spektakulære retssager.

I mere end to år har journalist Jacob Kragelund fra TV 2 dokumentar i samarbejde med blandt andre de to tidligere Ekstra-Bladet-journalister Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen kulegravet sagen, hvor to mænd blev dømt for drab, selv om der aldrig blev fundet et lig, dna-spor eller et gerningssted.

De seneste seks uger har man kunne følge deres søgen efter beviser og svar i serien ’Drabet uden lig’ på TV 2 og TV 2 Play.

I sidste uge kom det frem, at journalisterne har fundet en varevogn med blod fra den forsvundne forretningsmand Henrik Haugberg Madsen. 

En varevogn, som det aldrig lykkedes politiet at finde, da sagen blev efterforsket tilbage i 2012.

Efter sidste udsendelse i serien havde seerne mulighed for at stille spørgsmål til Jacob Kragelund. 

Her fortalte han blandt andet, at Bo og Claus har mulighed for at følge med i serien fra fængslet, hvor han også har besøgt dem begge efter optagelserne var afsluttet, og udsendelserne var gået i gang. 

Læs Jacob Kragelunds svar på seernes spørgsmål her.  

Kære alle

Tusind tak fordi I fulgte med og for alle jeres spørgsmål. Vi lukker chatten ned nu.

Vi har desværre ikke haft mulighed for at nå at besvare dem alle, men tak for jeres store interesse for 'Drabet uden lig'.

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Michael:

Hej Jacob. Det virker helt vanvittigt at man kan dømme to mænd for mord på en baggrund hvor de eneste beviser faktisk er et vidne som ikke bare er notorisk løgner, men har en lang række af mere eller mindre vanvittige sager i rygsækken?

Svar:

Hej Michael

Fagfolk har vurderet, at manglerne i efterforskningen har betydet, at udfaldet af dommen kunne have været anderledes. Der var en risiko for, at de tiltalte kunne blive frikendt. Så vurderingen var, at sagen stod og faldt med vidneforklaringerne. Vidneforklaringer som politiet havde meget svært ved at underbygge med faktuelle fund. Havde politiet fundet varevognen, havde domfældelsen været helt anderledes sikker. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Kirsten :

Hej har du aldrig tænkt på at besøge dem på samme tid og stille dem spørgsmål når de sad sammen

Svar:

Hej Kirsten

Vi har nogle ganske få optagelser, hvor de sidder sammen, men vi vurderer, at vi ville komme længst ved at interviewe dem hver for sig. På den måde kunne vi bedre afsløre eventuelle sprækker i deres forklaringer. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Isabella Juul :

Hej Jacob. Nu sidder vi her hjemme i stuen med den undren over hvordan ekskonen til Claus vidste så meget om drabet.. Har man tænkt hun har noget med det at gøre?

Svar:

Hej Isabella

Jeg forestiller mig ikke, ekskonen har noget med drabet at gøre. Påstanden er, at Claus i detaljer har fortalt hende, hvordan han har slået Henrik ihjel. Fundet af varevognen underbygger netop ekskonens forklaring. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Keyvan Bamdej:

Hej igen, Jacob Hvad har overrasket dig mest ved hele processen? Og hvad ville du ønske, at du havde haft mere tid til at grave i og undersøge nærmere? Dbh. Keyvan

Svar:

Hej, 

Jeg ville gerne have fundet de jordiske rester af Henrik.

Politiet har lavet en lang efterforskning, men jeg er blevet overrasket over de faktuelle fejl, vi har opdaget i den.

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Brigitte:

Jeg forstår ikke helt de domme som de fik. Claus har parteret liget... men bo fik længere straf... eller har jeg misforstået noget?

Svar:

Hej Brigitte

Bo fik 13 år for drabet. Claus fik 15 år for drabet. Grunden til, at Bo først kan blive prøveløsladt senere end Claus, er, at han samtidig afsoner to domme for bedrageri. Så Bo har en samlet fængselsstraf på 17,5 år.

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Bent:

Hej Jacob. De holder nok fast i deres påstand på grund af familie og børn. Men var der ingen oplysninger fra motorregister på VW Transporter omkring ejerforhold.

Svar:

Hej Bent

Nej, det var der ikke. Det ville være dumt at indregistrere en varevogn, hvis den er tænkt til brug i forbindelse med et drab. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Kenneth kjær:

Sidder her og tænker hvad med løgnedetektor , var det ikke en mulighed ?

Svar:

Hej Kenneth

Det er måske en udmærket ide, men jeg kender ikke validiteten af den mulighed. Claus foreslog det faktisk selv. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Keyvan Bamdej:

Hej Jacob Først og fremmest stor ros for en utrolig flot og skarp dokumentar med nye, vigtige fund i forhold til bevisbyrden. Elegant formidlet også. Var der nogle kilder, som I ønskede at få fat på, men som I enten ikke kunne få fat på eller de af en eller anden årsag ikke ønskede at medvirke? Dbh. Keyvan

Svar:

Hej Keyvan

Vi ville gerne have talt med Bos nye kæreste Tina, men hun ønskede ikke at medvirke. Ligeledes havde vi håbet, politiet ville stille op. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Helle:

Hej Jacob fantastisk flot arbejde I har udført, det har været spændende at følge serien. Er noget forundret over Sydsjællands politis reaktion på jeres arbejde. Er det ikke frustrerede at møde denne afvisning efter så mange timers intens efterforskning, hvor I har fået hjælp af dygtige efterforskere.

Svar:

Hej Helle

Jeg konstaterer, at politiet er i gang med deres undersøgelser og håber, de vil fortælle om resultatet. Vi prøvede gentagne gange at få politiet til at medvirke i serien, men det blev desværre afvist. Vi ville ellers gerne have foreholdt dem de kritikpunkter, der fremkommer i serien. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Jesper:

Hejsa Hvorfor hentede I udenlandske eksperter til dna-bestemmelse + undersøgelse af bilen. Er der ingen der kan/vil gøre sådan noget i Danmark?

Svar:

Hej

Vi ønskede at lave disse undersøgelse uden at inddrage dansk politi. Derfor opsøgte vi ekspertbistand i udlandet. Da vi fandt varevognen, vidste vi jo ikke, om den var relevant for sagen. Det vidste vi først, da vi stod med dna-anlysen. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Per:

Har du talt med Henrik og Bo mens udsendelserne har været vist? Ved du om de 2 har kontakt?

Svar:

Hej 

Ja, jeg har besøgt både Claus og Bo i fængslet, mens udsendelserne har været sendt, og jeg ved, de har kommunikeret sammen. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Hans :

Hej Jacob En stor del af Bo og Henriks liv blev brugt på at svindle for store summer. Bo nævnte på et tidspunkt at de havde et størrer to-cifferet millionbeløb. Er det værdier i de ejendomme som Claus fik overdraget eller formoder man at de har penge skjult i udlandet? Er der blevet beslaglagt nogle værdier, huse, biler, kontanter eller andet eller skal man forvente at Bo og Claus stikker udenlands i år 2023 og lever som konger? Mvh Hans

Svar:

Hej Hans

Det er umuligt at svare på. Det har ikke været muligt for os at få et overblik over Bo og Claus' eventuelle aktiver. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Alexander:

Hej Jacob Da i optog programmet og snakkede med det vidne der havde vidersolgt Claus’s vw, sagde han at Claus havde Brandt noget af, i sorte sække omme bag ved, hvorfor kiggede i ikke nærmere på den bålplads?

Svar:

Hej Alexander

Det er noget, der er sket for mere end syv år siden, og der bor nogle andre mennesker det pågældende sted, så det var ikke umiddelbart muligt. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Signe:

Var Claus og Bo svære at overtale til at medvirke i programmet?

Svar:

Hej Signe

Det var vigtigt for os, at både Bo og Claus forstod, at vi forholdt os kritisk til deres påstand om, at de var uskyldige. Så det brugte vi lidt tid på, men de indvilligede og gav og adgang til alt. For eksempel Claus' videoovervågning og hans computer. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Karin:

Hvad med Claus´ekskone, er der sørget for hendes sikkerhed? Bo blev noget ophidset og også noget ubehagelig, da du konfronterede ham med de nye beviser, var det også noget du lod mærke til?

Svar:

Hej Karin

Claus ekshustru har fået ny identitiet og lever i dag på en ny hemmelig adresse. 

Jeg konstaterede også, at Bo ændrede adfærd i forbindelse med de nye oplysninger. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Susi:

Har det været muligt for Claus og bo, at følge med dokumentaren når det har været vist?

Svar:

Hej Susi

Ja, de har tv i cellen, hvor de kan se TV 2. Desuden har vi vist afsnittene til både Bo og Claus før offentliggørelse med henblik på at identificere eventuelle faktuelle fejl.

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Daniel:

Hej.. har I gjort noget for at prøve og finde ligdele ud fra eks-konens beskrivelser?

Svar:

Hej Daniel

Nej, det har vi ikke. Politiet har gravet i den pågældende skov. De har ikke kunnet finde noget. Det betyder ikke, at der ikke kan være noget i den skov, men vi har vurderet, at det var en meget stor opgave at gennemsøge den.

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Jesper:

Hej Jacob udsendelsen starter med at Henrik er set flere steder ? Hvem er det der påstår det ? Det ligner ikke Henrik der er på den video som bliver vist.

Svar:

Hej

Der er en kilde i første afsnit, der påstår at hans daværende kone har set Henrik en måneds tid efter, Henrik forsvandt.

Det er Henrik, der er på videoen, men den stammer fra før, han forsvandt. 

Venlig hilsen

Jacob

Spørgsmål

Joachim Jørgensen:

I de første afsnit sidder Bo og Claus i samme fængsel. Nu står der, at Claus sidder i et fængsel på Fyn. Har det noget med jeres arbejde at gøre, at han og Bo er blevet adskilt?

Svar:

Hej

Det er en beslutning kriminalforsorgen har taget. Hvorfor Claus er blevet flyttet, har vi ingen oplysninger om. 

Venlig hilsen

Jacob