Station 2

Politiet beslaglægger rekordstore mængder hash, men det gør ikke indtryk på de kriminelle

Station 2 har undersøgt et af de største kriminelle markeder - handel med hash - som fortsætter, selvom politiet konfiskerer enorme mængder.

Anonyme kilder

I denne artikel optræder en eller flere anonyme kilder. De udtaler sig alle om egen kriminalitet. Det har været nødvendigt for at kunne fortælle om det store, kriminelle netværk, der hvert år smugler tonsvis af hash ind i Danmark.

Deres identitet er redaktionen bekendt. 

Dansk politi beslaglagde sidste år 6636 kilo hash. Det er dobbelt så meget som året før - og den største mængde i 18 år.

Alligevel ser det ikke ud til, at det påvirker de mange led i kæden, der sørger for, at tonsvis af hash bliver smuglet ind over den danske grænse. Størstedelen fragtet hertil fra Marokko.

I Station 2-programmet 'Hashens vej til Danmark' fortæller en 23-årig kvinde, at hun har solgt hash i seks år, og at hun ikke er bange for politiet.

- Jeg er blevet taget et par gange. Det bliver man jo, hvis man ikke holder øje. Men der har det bare givet en bøde, siger hun. 

Kvinden er et af de såkaldte 'brune bude', som tager imod bestillinger på mobilen og leverer hashen direkte til den enkelte kunde. 

- Det er alle typer. Lige fra de vildeste hippier til de fredeligste familiefædre, siger hun. 

Hun kører typisk ud med portioner på 10-12 gram og op til 100 gram. Hun forklarer, at hun tjener omkring 20.000 kroner eller mere om måneden. 

Det er vigtigt for hende, at hashen er af god kvalitet. Ligesom den klump, hun viser Station 2's vært Anders Lomholt. "En dejlig lys, blød ryger af topkvalitet". Men hvor hun køber det, vil hun ikke komme nærmere ind på.

- Jeg har nogen, der kommer med det til mig, og så er den ikke længere. Så spørger man ikke mere, siger hun.

Pusheren bekymrer sig ikke om, at hun er en del af et stort kriminelt netværk. For hende handler det om, at ’folk skal have en god ryger’, og hvis det stod til hende, skulle hash afkriminaliseres.

- Der vil stadig være et marked for folk som mig, der leverer høj kvalitet til en lav pris, siger hun.

Folk er indstillet på at tage store chancer

Men ifølge politiet er handel med hash langtfra så uskyldigt, som mange rygere eller småpushere gør det til. Tværtimod hænger det ofte sammen med organiseret kriminalitet, siger Michael Kjeldgaard, politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

- Når vi ser skyderier i indre København, som vi så sidste efterår og vinter, så handler det også om hashmarkedet.

- Der er mange penge i det her, som kriminelle grupper kæmper om at sidde på, siger han til Station 2.

Det foregår ifølge politiinspektøren overalt, både i den lille vestjyske landsby og i de større byer. Men især når det gælder smugleri af større mængder og kontrol med markedet i storbyerne, er både bander og rockergrupperinger ofte involveret. Lige fra de store bagmænd, der orkestrerer det hele, til chaufførerne og til pusherne på gaden, der "ordner det praktiske arbejde".

- Der er så store penge i det her, at folk er indstillet på at tage ret store chancer. Hvis man bliver taget i en indsmugling af flere hundrede kilo hash eller mere, står man jo til lange fængselsstraffe, siger Michael Kjeldgaard.

En halv million for et læs meloner

Station 2 har talt med en chauffør, der har løbet risikoen for en lang fængselsstraf mange gange. Han har smuglet hash i lastbiler i en periode på omkring seks år. Han er anonym, fordi han ligesom flere andre deltagere i Station 2-programmet ’Hashens vej til Danmark’ fortæller om langt mere kriminalitet end den, han er dømt for.

- Jeg fik en halv million for at køre det første læs hjem.

Lastbilchaufførens karriere begyndte som flyttemand, men fortsatte i eksportbranchen. Og da han i 00’erne blev tilbudt en krone per gram hash, han smuglede ind over den danske grænse, slog han til.

Læsset var en blanding af meloner og fem kilo hash. Og det blev den første af mellem 30 og 40 ture på motorvejen op gennem Europa med hash i lasten.

- Vi kørte med en trailer, hvor tingene blev gemt oppe i loftet. Der var lavet et hulrum, hvor hashen blev pakket ind.

- Jeg har tjent mange penge på det her. Jeg tror ikke, det er helt forkert at sige, at jeg har lavet et tocifret millionbeløb, siger han og fortæller, at han har boet i Spanien, nærmere bestemt Marbella, i en periode og levet det, han selv vil kalde et luksusliv.

- Dernede gik du på klub, sad sammen med en, tre, fire, seks damer med champagne og fest og farver. Når du gik op på værelset, tog du en eller to damer med op. Når du lejede bil, var det ikke en Fiat Punto, nej, så skulle det være en Mercedes, BMW, Jaguar eller Bentley, siger han.

Milliardomsætning på det danske marked

Chaufføren er ikke alene. Han fortæller, at mange hashsmuglere holder til på den spanske solkyst. For her havner rigtig meget af den hash, der bliver lavet i Marokko. Nærmere bestemt i Rif-bjergene, som er spækket med små cannabismarker.

Hash er officielt ulovligt i Marokko, men bliver i praksis tolereret af myndighederne i de områder, hvor bønder traditionelt har levet af cannabis-produktion. Station 2 har mødt en af de bønder, og for ham er dyrkningen en nødvendighed for at overleve.

- Vi har ikke noget andet arbejde, der kan erstatte det. Hvis de fjerner de her planter, hvordan skal vi så få mad på bordet, siger han.

Manden indvilliger i at vise Station 2 noget af den hash, der er kommet ud af årets produktion. Han henter to kilo. Det er af god kvalitet, siger han. Ifølge ham kan han sælge et kilo for et beløb svarende til omkring 15.000 danske kroner.

Station 2-vært Anders Lomholt spørger manden, om han har mere hash på farmen. Han henter tre poser mere, så der nu ligger fem kilo hash på bordet.

På gadeplan i Danmark vil prisen på fem kilo hash af den her kvalitet i løssalg nå op på cirka 500.000 kroner.

Værdistigningen fra markerne i Marokko til gaderne i Danmark betyder, at hash er et af de mest lukrative markeder for kriminelle. Også fordi der har været en konstant efterspørgsel gennem årtier. Men det er svært at vide, præcis hvor stor omsætningen er.

På baggrund af de seneste års konfiskationer lyder et forsigtigt skøn fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter på mellem 1,25 og 2,5 milliarder kroner.

- Det siger noget om, hvorfor hash er så interessant for kriminelle. Det er et kæmpe marked, og der er enorme gevinster. Så selvom vi ikke kan stoppe folks brug af det her stof, fortsætter vi kampen mod den organiserede smugleri og handel med hash, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Programmet 'Hashens vej til Danmark' sendes på TV 2 torsdag klokken 20.55. Du kan allerede nu se det på TV 2 PLAY.