Politik

S: Firmaer skal kunne lukkes, hvis de ansætter illegale

Direktører, der har ansatte uden arbejdstilladelse, skal miste retten til at drive virksomhed, foreslår Socialdemokratiet efter rekordmange sigtelser.

Netop nu bliver flere virksomheder end nogensinde før afsløret i at benytte illegal arbejdskraft. Og derfor skal straffene øges dramatisk.

Det mener socialdemokraterne, som er klar til at øge bødestraffene dramatisk og samtidig indføre en ny, gennemgribende sanktion overfor ledelsen i de firmaer, som bliver taget i at have ansatte, som ikke har arbejds- og opholdstilladelse. 

- Vi ser, at der er firmaer, som gang på gang bliver taget i det her. Og nu må det være slut. Det skal være sådan, at man kan fratages retten til at drive virksomhed i Danmark, hvis man bliver taget i at have illegale ansatte, siger partiets ordfører for social dumping, Mattias Tesfaye.

Karantæne til direktører

- Danmark er ikke nået så langt ud, som vi ser i eksempelvis Italien og Spanien. Men vi har et voksende illegalt arbejdsmarked, og hvis vi skal sørge for, at det stadig kan lade sig gøre for en dansk lønmodtager at leve af at gøre rent eller arbejde i køkkenet på restauranter, er vi nødt til at skride hårdt ind, siger Mattias Tesfaye, som peger på de regler, som allerede kendes fra konkurssager, hvor direktører kan få en lang karantæne, som forhindrer dem i at starte nye virksomheder. 

Og den ide støtter Dansk Folkeparti, som mener, at de mange nye sager er et tegn på, at arbejdsgiverne ikke har forstået de politiske budskaber. 

Ultimativ straf

- Det her er vi nødt til at skride ind overfor, for vi kan ikke lave med denne udvikling. Det er den ultimative straf at fratage arbejdsgivere retten til at drive virksomhed, men jeg kan bestemt ikke afvise, at det er det, der skal til, siger Dansk Folkepartis ordfører på området, Claus Kvist Hansen. 

I de første tre måneder af 2018 er 207 danske firmaer blevet sigtet for at have ansatte uden arbejdstilladelse. Det er det højeste antal i et kvartal nogensinde, og følger efter rekordåret 2017, hvor i alt 540 danske firmaer blev sigtet.