Overenskomst 2018

Ville have nye regler for arbejdstid – fik en kommission

Lærerne fik ikke en aftale om arbejdstider på plads, selv om der fredag blev indgået et kommunalt forlig.

Der var brede smil at finde hos både kommunernes og Forhandlingsfællesskabets chefforhandler, da de ved middagstid fredag kunne fortælle, at de havde indgået et forlig på det kommunale område.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været et vanskeligt forløb, sagde KL’s Michael Ziegler.

- Jeg synes virkelig, at vi står med et resultat, som vi kan være bekendt, lød det fra Anders Bondo Christensen.

Ingen ændring af arbejdstidsreglerne

Nyheden skabte begejstring blandt de demonstranterne, der gennem flere uger har haft taget opstilling ude foran forligsinstitutionen i København.

Men det lagde et låg på festlighederne, da det efterfølgende kom frem, at det ikke var lykkedes at indgå en aftale om lærernes arbejdstid i overenskomstforhandlingerne. Blandt andet hos læreren Per Arnoldi:

- Det startede egentlig med en lettelse herinde, da vi fik en aftale. Men nu hvor der er kommet lidt ud om indholdet, og vi har ikke fået den arbejdstidsaftale, som vi havde håbet på - det er en skuffelse, sagde han.

Undersøgelseskommissionen

I stedet for en ændring af lærernes årsnorm, har Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening i stedet forpligtet sig til et forhandlingsforløb i den kommende overenskomstperiode:

  • Forhandlingsforløbet skal ledes af en undersøgelseskommission.
  • Kommissionen får en formand, som de to parter i fællesskab udpeget. Hvem det bliver, er endnu uvist.

- Vi har et fælles navn, og vi har en rigtig kompetent person, som vi skal have spurgt. Problemet er bare, at vedkommende ikke selv ved det endnu, sagde Anders Bondo fredag.

  • Kommissionen får til opgave at afdække, hvordan arbejdstidsreglerne harmonerer med lærernes mulighed for at lave kvalificeret undervisning.
  • Kommissionen skal også komme med bud på, hvordan folkeskolen og øvrige undervisningsområder kan spille bedre sammen.
  • Og de opgaver skal være afsluttet inden de næste overenskomstforhandlinger i år 2021.

- Det kan være, at undersøgelseskommission kommer til at finde nye geniale løsninger på lærernes arbejdstid. Men kommissionen betyder også, at lovindgrebet fra 2013 stadig står ved magt, siger TV 2’s finanskommentator Ole Krohn, der har fulgt overenskomstforhandlingerne tæt.

Håber på et ’ja’

- Jeg havde selvfølgelig håbet på et andet resultat. Men jeg må se i øjnene, at vi var kommet dertil, hvor alternativet til det, vi har lavet nu, var, at vi var endt i en ny konflikt, lød meldingen efterfølgende for Anders Bondo Christensen, der også er formand for Danmarks Lærerforening.

Han skal nu i gang med en kampagne for at overbevise sine medlemmer om, at de skal stemme ja til den nye overenskomstaftale, når den inden længe bliver sendt til afstemning.

- Der vil helt sikkert være nogen, fordi de er frustrerede over, det ikke lykkedes os at få den her aftale (om arbejdstid, red.). Men jeg tror også, at der er rigtigt mange lærere, der vil forstå, at det er vigtigere at få en god aftale, end at jeg i dag havde skrevet under på noget, der ikke giver mening ude på skolerne, siger han.