Overenskomst 2018

Afgørende forhandlinger om overenskomst

Dennis Kristensen fra FOA forlader forhandlingerne i Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København.

Her kan du få det fulde overblik over, hvad der skete i Forligsinstitutionen natten igennem.

Det hele endte med, at forhandlingerne blev udsat i yderligere 14 dage.

FOA's formand Dennis Kristensen forklarede efterfølgende til TV 2, hvad det er, der fortsat skiller parterne.

- Det er især lærernes arbejdsvilkår, hvor vi stadig mangler meget, siger han.

Det drejer sig om den såkaldte etårsnorm, som betyder, at lærernes arbejdstid udregnes på årsbasis. Dermed kan lærernes arbejdstid svinge meget fra måned til måned, uden at der bliver udbetalt overarbejde. Arbejdsgiverne åbnede ellers for, at man kunne kigge på lærernes arbejdstid hvert halve år for at se, om det ser helt skævt ud. Men det var stadig ikke nok for lønmodtagerne, der hurtigt afviste forslaget fra arbejdsgiverne.

Derimod fortæller Dennis Kristensen, at man er meget tæt på hinanden på både lønspørgsmålet og på opgøret om den betalte frokostpause.

Livebloggen lukker ned

Dramaet i forligsinstitutionen er nu overstået, og alle hovedpersonerne er gået hjem i seng. Vi lukker derfor ned for denne liveblog. Tak til alle jer, der fulgte med.

Niels Lunde: Kaotisk scenarie for erhvervslivet

Et katastrofalt scenarie for erhvervslivet. Det er, hvad der venter ved en konflikt, siger Niels Lunde, der er chefredaktør på Børsen.

- Vi kan jo for eksempel forestille os, at landmænd må stå og skyde deres dyr, mens TV 2 News filmer, siger han.

Han understreger, at han stadig mener, at parterne vil blive enige, fordi uenighederne i øjeblikket ikke berettiger en konflikt, der vil ramme erhvervslivet så hårdt.

- Hvis der er en ting, erhvervslivet ikke kan klare, så er det usikkerhed, siger han.

Spørgsmål

Uffe:

Er det rigtigt forstået, at lærernes primære utilfredshed består i, at skolelederne (altså deres øverste chefer) har ret til at fastlægge arbejdsfordelingen på skolerne?

Svar:

Hej Uffe. Problemet for lærerne er den såkaldte etårsnorm, som betyder, at lærernes arbejdstid skal gå op på årsbasis. Dermed kan lærernes arbejdstid altså svinge rigtig meget fra måned til måned, uden at lærerne får udbetalt overarbejde.

Spørgsmål

Benedikte:

Hej Kan Mette Christensen stadig synkronisere strejke og lockout, selvom hun nu har udsat forhandlingerne?

Svar:

Hej Benedikte. Ja, hvis hun vælger at afbryde forhandlingerne og erklære, at de er brudt sammen, så vil begge dele træde i kraft fem dage senere.

Spørgsmål

Mette:

Ser flere steder at mange mener her på fredag vil være den sidste dag de vil forhandle. Derefter kan forhandlingerne bryde sammen, selvom alle 14 dage ikke er gået? Og skal de stadig vente til den 1. maj og så syv og 11 dage før strejke og lockout kan træde i kraft?

Svar:

Hej Mette. Hvis forligsmanden vælger at erklære forhandlingerne for sammenbrudt, så vil både strejke og lockout kunne træde i kraft fem dage senere. Opgiver Mette Christensen for eksempel på søndag at nå til enighed, vil begge dele kunne træde i kraft næste fredag.

Spørgsmål

Anja:

Jeg kan se at konflikten er udsat til at starte strejke d. 8. maj og lockout d. 12. maj, hvordan kan det være det første er dér? Det er da længere end 14 dage fra d. 22. og 28.? Er det nogle helligdage der skubber tingene eller hvad er matematikken bag?

Svar:

Hej Anja. Udsættelsen skal ses sådan, at den trådte i kraft ved midnat. Dermed vil den altså vare til den 1. maj. Og derfra går der så henholdsvis syv og 11 dage, før strejke og lockout kan træde i kraft.

Ole Krohn: Det er en overraskende udvikling

TV 2s Ole Krohn, der har fulgt forhandlingerne natten igennem, er særdeles overrasket over, at forhandlingerne er endt med endnu en udsættelse.

- Det er anden og sidste gang hun kan det, og det betyder rent faktisk, at der er indkaldt til nye møder fredag. Det er en særdeles overraskende udvikling, det har bølget frem og tilbage hele natten, siger Ole Krohn.

 

Dennis Kristensen bekræfter nyt forslag - og knaster

FOA's formand, Dennis Kristensen, bekræfter i et interview med TV 2, at der kom et nyt forslag fra arbejdsgiverne omkring midnat, som bød på en lille lønstigning og andre "interessante ting", som han udtrykker det.

Imidlertid var forslaget på lærerområdet stadig ikke godt nok, siger han.

Dennis Kristensen: Der bliver ikke tale om 14 dage

Formanden for FOA, Dennis Kristensen, vurderer, at parterne ikke kommer til at bruge alle de 14 dage, som forligsmand Mette Christensen har forlænget deadline med.

- Forligsmanden har jo mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at afbryde. Og hvis jeg skulle vurdere på forligsmandens ansigt, da hun udsatte, så tror jeg ikke, hun har tænkt sig at bruge de 14 dage, siger han.

Ziegler tror stadig på en løsning

Michael Ziegler (K), der er borgmester i Høje-Taastrup Kommune og forhandler for arbejdsgiverne på det kommunale område, er positiv over for at nå en løsning i løbet af de ekstra 14 dage, parterne nu har fået.

- Alternativet havde jo været et sammenbrud, så jeg tænker, det er en god beslutning. Det er klart, at når forligsmanden vælger at udskyde er det jo fordi, hun vurderer, at det har et formål, siger han.

Chefforhandler tror på løsning

Anders Kühnau, der forhandler for arbejdsgiverne på regionsområdet, er positiv over at nå frem til en løsning inden for de næste to uger, som forligsmand Mette Christensen nu har givet parterne.

- Det kan stadig nås. Vi løb tør for tid i dag, siger han til TV 2.

Spørgsmål

Katrine Meilvang:

Godmorgen Nu hvor der er kommet endnu en udsættelse på 14 dage tænker jeg, hvor mange gange kan det egentligt blive gjort? Synes ikke umiddelbart, at jeg kan se det i forligsmandsloven. Hilsen Katrine

Svar:

Hej Katrine. Det her er sidste gang, en sådan udsættelse kan laves. Det kan højst ske to gange.

Sorgenfrey: Forligsmand må være positiv

FTF-formand Bente Sorgenfrey siger efter udsættelsen af deadline for forhandlingerne om en ny overenskomst, at forligsmanden må regne med at kunne rykke ved parternes standpunkter, siden hun har udsat.

Bondo: På fredag holder hun på os til den bitre ende

Efter en 19 timer lang forhandling tirsdag og onsdag er parterne blevet indkaldt til nye forhandlinger på fredag. Og ifølge Anders Bondo Christensen kan der godt blive tale om endnu en ordentlig omgang.

- Vi er blevet bedt om at tage soveposer og tandbørster med, så forligsmanden regner nok med at holde på os til den bitre ende denne gang, siger han til TV 2.

Nye datoer for strejke og lockout

Med den seneste udsættelse på 14 dage kan den varslede strejke nu træde i kraft den 8. maj og en eventuel lockout kan træde i kraft den 12. maj.

Nye forhandlinger på fredag

Efter meldingen om, at forhandlingerne endnu engang bliver udsat i to uger, vil parterne mødes igen på fredag for at forhandle.

Ny udsættelse i 14 dage

Forhandlingerne er igen udsat i 14 dage. Det oplyser forhandler Michael Ziegler på Twitter.

 

Forhandlingerne runder 19 timer - og stadig intet nyt

Forhandlerne har nu været i gang i Forligsinstitutionen i 19 timer i træk. Forhandlingerne startede klokken 10 tirsdag formiddag og er altså fortsat ud over deadlinen til midnat.

 

Der er stadig ingen forlydender om, hvordan forhandlingerne går bag de lukkede døre.

Anders Bondo Christensen går udenfor Forligsinstitutionen

En af hovedpersonerne i forhandlingerne, Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, har været udenfor for at få noget frisk luft, men han har ikke udtalt sig om de verserende forhandlinger.

Spørgsmål

Karoline Lautrup-Nielsen :

Hej, Jeg er lidt forvirret ang. deadline. Hvornår skal parterne havde fundet en løsning?

Svar:

Hej Karoline. Det kan jeg godt forstå - det har også været et forvirrende forløb i nat. I princippet skulle de have fundet en løsning inden midnat, ellers skulle der erklæres en udsættelse på 14 dage eller et sammenbrud. Men forligsmanden har valgt at sætte uret i stå og lade forhandlingerne fortsætte natten igennem - selvom hun oprindeligt afviste at gøre netop det.

 

Så nu venter alle på at finde ud af, om forhandlingerne er brudt sammen, om der kommer en aftale eller om parterne får to uger mere til at finde hinanden.