Samtidig med alderen stiger hendes popularitet blandt danskerne.
Danmarks dronning fylder 78 år mandag.
Dagen bruger hun blandt andet med familien, og de vil stå bag hende, når hun for første gang i 50 år træder ud på balkonen på sin fødselsdag uden sin mand. Det skriver kongehuset.
Men det er ikke kun familien, der viser øget støtte til Dronningen. Det gør danskerne også.
Skal man tro en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, vil der lyde et ekstra stort hurra fra de fremmødte på Amalienborg Slotsplads, når Dronningen klokken 12 træder ud på balkonen på Christian 9.'s Palæ for at hilse på danskerne.
Monarkiet er nemlig blevet mere populært. Hele 79 procent af danskerne mener således her i 2018, at Danmark skal bibeholde monarkiet.
Sådan så det ud sidste år, da dronning Margrethe og prins Henrik stod sammen på balkonen på Marselisborg Slot i anledningen af Dronningens 77-årsfødselsdag. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
- Det er udtryk for, at befolkningen viser sympati og opbakning omkring Dronningen, fordi de synes, hun har haft en svær tid. Endnu mere opbakning, end de måske plejer, siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker ved Københavns Universitet, til TV 2.
Han fortæller, at kun 50 procent af danskerne var tilhængere af monarkiet, da dronning Margrethe overtog tronen efter sin far i 1972.
Dronning Margrethe udråbes til dronning i forbindelse med Frederik 9.'s død 14. januar 1972. Foto: Scanpix
I 2010 var tallet steget til 70 procent, men det har Dronningen altså formået at ændre yderligere.
I dag er det danske monarki det mest populære i Europa sammen med Storbritannien.
I andre lande ligger tilsvarende målinger på mellem 60 og 70 procent. Det gælder blandt andet Norge, Sverige, Holland, Belgien og Spanien, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.
Når Dronningen i dag runder 78 år, så er det 13 år siden, hendes jævnaldrende typisk ville være gået på pension.
Men 9 ud af 10 danskere mener ifølge Megafon-målingen, at dronning Margrethe fortsat er god eller meget god til at udføre sit erhverv som dronning af Danmark.
Dronning bliver 78 år. Video: Jacob Carlsen
Mere end 70 procent vil karakterisere hende som sympatisk og kreativ, mens knap hver fjerde siger, at hun fremstår moderne mod kun 13 procent i en lignende måling for otte år siden. Det er ikke tilfældigt, mener Lars Hovbakke Sørensen.
Dronning Margrethe sagde ja til at være scenograf og kostumier på opsætningen af balletten Askepot på Pantomimeteatret i Tivoli i 2016. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark
- Dronningen har været ekstremt god til at være en fornyer af monarkiet. Hun holder fast i nogle traditioner, men fornyer sig på andre punkter. For eksempel gav hun for første gang et liveinterview til TV 2 for nogle år siden. Det har hun aldrig gjort før. Og så er hun speciel, fordi hun aldrig siger noget, der er konkret partipolitisk. Det er også en grund til, hun er så populær, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Daværende prinsesse Margrethe og prins Henrik forlader Holmens Kirke i København som mand og kone den 10. juni 1967. Foto: Vagn Hansen / Scanpix Danmark
Trods fornyelse vil fødselsdagen i dag gå meget, som traditionerne foreskriver. I hvert fald på det officielle plan.
- Udadtil bliver det, som det plejer, men selvfølgelig vil det på det personlige plan for Dronningen være anderledes, ligesom det ville være for enhver anden, der har mistet sin ægtefælle, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Store øjeblikke i dronning Margrethes liv
1940
Prinsesse Margrethe bliver født
Dronning Ingrid viser sin lille datter frem for fotograferne. Foto: Scanpix
Klokken ti minutter over ti om formiddagen kom kong Frederik 9. og dronning Ingrids første barn til verden. Det blev en lille pige, og hun blev født en uge efter Tysklands invasion af Danmark.
Margrethe 2. blev senere døbt Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid i Holmens Kirke.
1953
Bliver tronarving
Prinsesse Margrethe med sine to søstre, prinsesse Benedikte og prinsesse Anne-Marie. Foto: Scanpix
Kong Frederik fik tre døtre og ingen sønner. Derfor var det umiddelbart hans bror Knud, der ved kongens død skulle arve tronen.
Men i 1953 ændrede en folkeafstemning tronfølgeloven. Der blev indført kvindelige arvefølgere med et overvældende flertal. Det betød, at prinsesse Margrethe var tronfølger.
1959
Nysproglig student
Dronning Margrethe og Birgitta Juel bliver nysproglige studenter og smiler til fotograferne med deres huer på. Foto: Vagn Hansen / Scanpix Denmark
Dronning Margrethe tog sin studentereksamen på Amalienborg Slot som "privatist" med veninden Birgitta Juel som den eneste klassekammerat.
Lærere fra gymnasier rundt omkring i København underviste de to piger, der i 1959 blev færdige som nysproglige studenter.
1960
Studerer i udlandet
Foto: Scanpix
Den unge prinsesse Margrethe studerede ved University of Cambridge i Storbritannien.
Hun fortsatte sine arkæologistudier fra universiteterne i Aarhus og København. Nogle år senere deltog hun blandt andet i Slusegårdudgravningerne på Bornholm.
1965
Møder sin kommende mand
Foto: Lars Hansen / Ritzau Scanpix
Til et privatselskab i London fik daværende prinsesse Margrethe den franske greve Henri de Monpezat til bords. Han gjorde dog ikke det store indtryk på prinsessen, før de mødtes igen året efter til et bryllup i Skotland.
Dronningen sagde selv om mødet: "Den aften blev jeg jo klar over, at jeg var vildt forelsket i ham".
1967
Bryllup i Holmens Kirke
Foto: Per Pejstrup / Scanpix Danmark
Biskop Erik Jensen viede prinsesse Margrethe og prins Henrik i Holmens Kirke, hvorefter parret kørte til Amalienborg i åben karet.
Selve festen blev holdt på Fredensborg Slot i Nordsjælland med 400 gæster. Prins Henrik afsluttede sin tale med ordene: "Jeg ved, det er en ære Dannebrog at bære".
1968
Føder kronprins Frederik
Foto: Scanpix
Ligesom sin mor skulle kronprins Frederik være født på Amalienborg, men i al hast blev familien overført til Rigshospitalet på grund af alvorlige komplikationer.
Prins Henrik fortalte senere, at han frygtede for dronning Margrethes liv, mens han holdt hendes hånd i ambulancen. Kronprinsen, der senere blev døbt Frederik André Henrik Christian, kom til verden 4,1 kilo tung og 53 centimeter lang.
1969
Føder prins Joachim
Foto: Scanpix
Kun 13 måneder efter kronprins Frederik kom prins Joachim til verden.
Prins Joachim vejede 3,5 kilo og målte 52 centimeter og var derfor lidt mindre end sin storebror.
1972
Overtager tronen
Foto: Scanpix
- Kong Frederik 9. er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2.
Sådan råbte statsminister Jens Otto Krag tre gange fra balkonen på Christansborg Slotsplads, hvor mellem 50.000 og 75.000 danskere var mødt frem i bidende kulde for at hylde den nye dronning.
Dronningens far, kong Frederik 9., døde efter kort tids sygdom med lungebetændelse. Nu skulle den 31-årige Margrethe påtage sig alle pligterne, der fulgte med stillingen som monark.
1988
Åbner første kunstudstilling
Foto: Scanpix
Dronning Margrethe havde længe malet og tegnet i privaten, men i 1988 tog hun mod til sig og udstillede nogle af sine malerier på kunstmuseet Køge Skitsesamling (i dag KØS - Museum for kunst i det offentlige rum).
Det blev den første af en lang række udstillinger og kreative udfoldelser. Dronning Margrethe både tegnede, malede, lavede decoupage og syede kostumer.
1992
Fejrer sølvbryllup
Dronning Margrethe vinkede til de fremmødte danskere med udslået hår på sølvbryllupsmorgenen. Foto: Scanpix
Talrige danskere var mødt frem, den morgen dronning Margrethe og prins Henrik havde sølvbryllup.
Ved sølvbryllupsfesten blev der holdt flere taler, men det var især talen fra parrets ældste søn, kronprins Frederik, der brændte sig fast i folks hukommelse.
Det var nemlig i denne tale, at han sagde de berømte ord:
- Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.
1994
Opereres for kræft
Foto: Annett Bruhn / Scanpix Danmark
- Dronning Margrethe er i dag blevet opereret for kræft i underlivet. Ved en operation på Århus Kommunehospital fik hun fjernet livmoder, æggeledere og æggestokke.
Sådan lød det i en pressemeddelelse fra hoffet, der blev udsendt 18. juli 1994.
Lægerne havde fundet en lille kræftknude i livmoderens slimhinde, men efter operationen blev dronningen erklæret kræftfri.
1999
Børnebørn kommer til
Foto: Scanpix
Daværende prinsesse Alexandra fødte sit og prins Joachims første barn på Rigshospitalet. Det var dronning Margrethes første barnebarn, og han blev døbt Nikolai William Alexander Frederik.
Senere kom der yderligere syv børnebørn til: Prins Felix, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Henrik, prinsesse Athena, prins Vincent og prinsesse Josephine.
2000
Mister sin mor
Dronning Margrethe og hendes to søstre var iført sørgeslør ved deres mors begravelse. Foto: Scanpix
Dronning Ingrid var omgivet af sine tre døtre, sine svigersønner og børnebørn, da hun døde 7. november 2000. Hun blev 90 år.
Sammen med sine søstre tog dronning Margrethe afsked med sin mor, der blev gravsat ved Roskilde Domkirke ved siden af sin mand, kong Frederik 9.
2017
Fejrer guldbryllup
Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Dronning Margrethe og prins Henrik fejrede deres guldbryllup privat og uden den store opmærksomhed ombord på kongeskibet Dannebrog.
Det var parrets valg, at det skulle foregå i stilhed.
2018
Mister sin mand
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Prins Henrik havde været syg igennem en længere periode og led blandt andet af demens.
13. februar 2018 døde dronningens mand på Fredensborg Slot i Nordsjælland. Han blev bisat ugen efter i Christiansborg Slotskirke og fik spredt sin aske i de danske farvande og i haven ved Fredensborg Slot.