Dagens overblik

Børneægteskaber i Sverige | Fredericia Teater får ros | Radio24Syv til Jylland | Hvad er skærtorsdag?

Der skyller avocadoer og bananer op på Samsøs strande disse dage

Selvom det lyder mærkeligt, er der faktisk en logisk forklaring. Frugterne stammer nemlig fra et af de to skibe, der tidligere på ugen stødte sammen i Storebælt. Så forvent at få serveret guacamole, hvis du er inviteret til påskefrokost på Samsø.  

Her er overblikket fra en stille og rolig skærtorsdag: 

Svensk pjece om børneægteskaber får høvl

Voksne må ikke være gift med børn, og sådan er det. Alligevel har svenske myndigheder denne uge udgivet en pjece med titlen "Information til dig som er gift med et barn", hvor der blandt andet står, at hvis man alligevel er gift med et, så er det "upassende at man bor sammen, hvis barnet var under 15 år."

Pjecen er blevet køligt modtaget, blandt andet af den svenske børneminister, som siger, at hun "savner ord." Efter kritikken har Socialstyrelsen og migrationsverket, som står bag, nu trukket pjecen tilbage. 

Fredericia Teater får ros af Broadwaystjerne

Det er den ene ambitiøse opsætning efter den anden, som Fredericia Teater de seneste år har stablet på benene. Og til det næste store projekt, en adaption af Dreamworks' 'Prinsen af Egypten,' har de fået ingen ringere end Oscar-vinderen Stephen Schwartz med på holdet.

Han er en af musicalgenrens allerstørste stjerner og stor fan af Fredericia Teater. Da han så teatrets opsætning af 'Klokkeren fra Notre Dame' i 2016 var han blæst omkuld: 

- Det er den bedste brug af projektioner, jeg har set i mit liv. Det er langt forud for, hvad vi indtil nu har kunnet lave på Broadway, siger han. 

Rusland beder om hjælp til efterforskning af giftangreb

Sagen om forgiftningen af eks-spionen Sergej Skripal i Salisbury i Storbritannien tager nu en uventet drejning. Rusland, som hele tiden er blevet beskyldt for at stå bag giftangrebet, beder nemlig nu om hjælp til efterforskningen

Det skyldes, at eks-spionens datter Julia Skripal, som blev fundet forgiftet ved siden af sin far, er russisk statsborger. Derfor forlanger de russiske myndigheder nu "resultaterne af inspektionen af ​​det sted, hvor Julia Skripal blev fundet bevidstløs, og resultaterne af hendes lægeundersøgelse". 

Samtidig er der i dag forlydener om, at Julia Skripal er i bedring, og at Rusland nu gør alvor af truslerne om at smide vestlige diplomater ud.

DF vil have Radio24syv til Jylland

'Danmarks originale taleradio' Radio24syv skal i fremtiden sende fra til et sted i Jylland, "for eksempel fra Aarhus," mener Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Det vil nemlig betyde bedre radio, fordi man fra Jylland bedre kan dække nyheder vest for Storebælt, siger han. 

Det vil dog skade produktet at lave et flyt fra København, mener en uenig Jørgen Ramskov, der er chefredaktør på radioen. 

- Hvis man flytter Radio24syv helt ud af København, så får man en helt anden radio, siger han.  

Det rykker ikke ved Kristian Thulesen Dahl. Han vil have forhandlet kravet på plads, når kulturminister Mette Bock (LA) efter påske indkalder til forhandlinger om et nyt medieforlig. Han understreger, at det er et vigtigt krav fra partiet. 

Hvad er det nu lige 'skærtorsdag' betyder?

Og så må vi hellere runde af med en ordforklaring. Selvom det er 'palmesøndag', 'skærtorsdag' og 'langfredag' hvert eneste år, så er der stadig en del danskere, der ikke er klar over, hvad det er, der fejres. 

Men skærtorsdag (altså i dag) var ifølge Bibelen, den dag Jesus spiste den sidste nadver sammen med sine disciple. Navnet 'skærtorsdag' referer til den renselse, der gik forud for den sidste nadver. Her fik disciplene vasket deres fødder af Jesus, og 'skær' betyder altså 'ren'.

Du kan læse mere om påskens terminologier her