Presselogen

Hvordan beskriver medierne bedst de voldsomme detaljer i ubådssagen?

Der er noget for enhver smag, når medierne dækker retssagen mod Peter Madsen.

Når medierne rapporterer fra retssagen mod Peter Madsen, er det meget forskelligt, hvor detaljerede beskrivelser medierne giver.

Presselogen har lavet en gennemgang af, hvordan en lang række forskellige medier har beskrevet en animationsvideo, der blev vist i retten.

BT’s beskrivelse fra avisens liveblog er den mest detaljerede:

"Filmen viser en rødhåret kvinde danse i en rød nederdel, lille top og sorte nylonstrømper foran en filmfotograf i røde stiletter. Efterhånden forsvinder hendes nederdel, hun sætter sig ned på en rød stol, og der bliver zoomet ind på hendes kønsdel, mens hun sidder med spredte ben. Herefter dukker en mand op bag hende, og han skærer hendes hoved af i et enkelt snit. Halshugningen bliver vist to gange inden filmen slutter."

På Berlingske og i Jyllands-Posten beskrives samme video således i avisernes live-blogs:

"Nu vil anklageren vise en makaber tegnefilm, som blev fundet hos Peter Madsen."

Mere står der ikke.

Og så er der de medier, der slet ikke beskriver sagen. Blandt andet Børsen. Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, var i studiet, og han bryder sig ikke om de maleriske beskrivelser.

- Det behøver ikke at blive penslet ud i en detaljerigdom, hvor man ikke kan undgå at tænke, at det skal trække en bestemt type interesse. Selvom BT lever af noget andet (end de andre medier, red.), så skal der da stadig være en overvejelse omkring, hvor langt man går ned ad detaljernes sti, sagde Bjarne Corydon.

BT's chefredaktør Michael Dyrby mener ikke, avisen går over stregen.

- Sagen har den begrundelse, at den bringer os ind i et univers, som jeg tror, de fleste mennesker slet ikke kendte til. Derfor er det ret vigtigt, at vi beskriver, hvad der foregår, og hvad der bliver dokumenteret i den her retssag. Vi har valgt vores to mest erfarne krimireportere til at dække sagen. Vi har besluttet os for at beskrive præcis, hvad der sker, og hvad der bliver sagt. Vi vil være nøgterne og beskrive, hvad der foregår, siger Michael Dyrbys.

Se gennemgangen af alle mediernes beskrivelse og hør resten af debatten i Presselogen på TV 2 Play.