Legoland fylder 50 år – se, hvordan parken har ændret sig her

16x9
Kronprins Frederik besøgte parken tilbage i 1975 sammen med dronning Ingrid. Foto: Willy Lund / Scanpix Denmark

Nogle af parkens forlystelser har været der, siden den åbnede. Se billeder af Legoland fra dengang og nu nederst i artiklen.

Når Legoland i Billund i dag lørdag slår dørene op for årets sæson, kan parken samtidig fejre sin 50-årsfødselsdag.

Den åbnede tilbage i 1968, og med årene er parkens areal blevet udvidet betragteligt og forlystelserne blevet større og vildere.

Det betyder dog ikke, at det klodsede udgangspunkt er blevet glemt.

Æresgæster til fødselsdag

Sammen med sæsonens første gæster bliver den runde dag markeret af prins Joachim og prinsesse Marie, der som æresgæster skal indvie parkens nyheder.

Og Lego lover, at der er sket en stor forvandling. Blandt andet har parken udvidet western-området, og så er der kommet en ny rutsjebane til de små.

Men selvom der er kommet nyt til, så er det stadig muligt at besøge minibyen, tage kørekort i trafikskolen eller grave efter guld i indianerlejren.

Mere at fejre

Det er ikke den eneste runde fødselsdag, Lego har fejret i 2018. Tidligere i år var der også kage på bordet i forbindelse med fødslen af en endnu mere grundlæggende ting i Legos historie.

Tilbage i januar kunne legoklodsen nemlig fejre 60-årsfødselsdag.

Det anslås, at verdens børn – og voksne – stadig leger med dem fem milliarder timer om året. Så på trods af de mange år på bagen er den populære klods slet ikke klar til at gå på pension.