Unge mobber sig selv med vilje på nettet
Unge er begyndt på at skade sig selv digitalt ved at oprette falske profiler på sociale medier, hvor de mobber sig selv.
Sårbare unge er begyndt at skade sig selv på nettet.
Det kaldes digital selvskade og sker for eksempel ved, at den unge opretter falske profiler for at skrive nedgørende ting om sig selv, så det ser ud, som om han eller hun bliver mobbet af andre.
Netop det gjorde 21-årige Victoria Wolsing, da hun blev mobbet i folkeskolen og var ensom og ked af det.
- Det handler ikke om opmærksomhed. Det handler om, at jeg har brug for at komme af med den her smerte, forklarer hun over for TV 2.
Unge mennesker er under pres
En amerikansk undersøgelse fra 2012 viser, at 10 procent af unge mennesker skader sig selv på nettet.
Og det tal passer meget godt med, hvordan det nu ser ud i Danmark.
Det mener Lotte Rubæk, der er psykolog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital og ser det i sit daglige arbejde.
- Der er mange tegn på, at unge mistrives i større grad, end de nogensinde har gjort, siger hun til TV 2.
Sociale medier med deres muligheder - og faldgruber - er en stor del af forklaringen, mener børne- og ungepsykologen.
Selvhad på skrift
Men hvad er det, der gør, at en ung pige, der er blevet mobbet meget og gennem lang tid, begynder at mobbe sig selv?
- Der er mange, der beskriver, at de har så stort et selvhad, at de har behov for at få det ud og se det sort på hvidt, som om det er andre, der bekræfter dem i, at de er så lidt værd, som de selv føler, siger Lotte Rubæk.
Men det, som de fleste unge selv angiver som motiv for at skade sig selv, er at få reaktioner fra andre.
- Det kan være ensomme unge, der har behov for at se, "hvem er der for mig?", når de bliver angrebet på nettet, forklarer hun.
- Det kan gøre det mere håndgribeligt for dem at se andres reaktioner i stedet for at tumle alene med de svære følelser indeni sig selv.
Digital selvskade endte med selvmord
For 21-årige Victoria Wolsing var mobningen - i skolen og på nettet - så slem, at hun i 8. klasse forsøgte at begå selvmord.
Det samme har man set i USA og Storbritannien, hvor flere unge mennesker har forsøgt at tage deres eget liv efter digital selvskade.
I Storbritannien skabte en 14-årig piges selvmord overskrifter i 2013, da man mente, at det skete efter lang tids mobning i skolen.
Men da politiet efterforskede de grove kommentarer, som pigen modtog over nettet, opdagede man, at de kom fra pigens egen computer.
Den unge Hannah Smith havde en profil på ask.fm, der af Red Barnet kaldes 'mobbe-appen'. Den samme app, som Victoria Wolsing brugte til at mobbe sig selv.
Tag de unge alvorligt
Selv om digital selvskade er forholdsvist nyt i Danmark, kan mange af årsagerne genkendes fra unge, der skader sig selv fysisk. Undersøgelser viser, at disse unge er mere tilbøjelige til at skade sig selv digitalt.
Men skal man standse de unge fra at gøre sig selv ondt på sociale medier, er det afgørende at tage dem alvorligt. Det mener Signe Sandfeld Hansen, der er psykologisk konsulent på den selvejende institution Center for Digital Pædagogik.
- Den dér tanke med, at de er "digitalt indfødte" og bedst ved, hvordan man opfører sig på sociale medier, den skal vi holde op med. Det er det samme som at tro, at man ved, hvordan man kører bil, bare fordi man ved, hvordan en motor fungerer, siger hun til TV 2.
I stedet er det afgørende, at man som forælder er nysgerrig på sociale medier og tager sine børn i hånden, mens de lærer dem at kende.
- Vi skal lære dem at begå sig i digitale fællesskaber, akkurat som vi gør det med sociale fællesskaber, siger Signe Sandfeld Hansen.
En nyere undersøgelse fra USA viser, at 13 procent af unge drenge og 8 procent af unge piger skader sig selv på nettet.
Går du med tanker om at skade dig selv, så kontakt Livslinien over chat eller på telefonnummer 70201201.