'Hop i vandet, fede so': Ung kvinde skader sig selv på sociale medier

Victoria på 21 år har skadet sig selv digitalt ved at oprette falske profiler på sociale medier - og mobbet sig selv.

Victoria Wolsing er blevet mobbet siden børnehaven.

Dengang blev hun blandt andet skubbet af gyngerne, og det fortsatte op gennem folkeskolen, hvor mobberne også begyndte at kalde hende øgenavne og komme med nedsættende bemærkninger.

- Jeg blev knust. Jeg var bange for, at jeg var alene i hele verden. Jeg følte mig ensom, siger Wolsing, der i dag er 21 år.

Hvad er digital selvskade?

  • Digital selvskade sker gennem digitale medier som Facebook og Instagram, hvor man retter mobning og nedgørende kommentarer mod sig selv, for eksempel gennem brug af falske profiler.
  • En amerikansk undersøgelse fra 2012 viser, at 10 procent af de unge skader sig selv på nettet. Det tal er realistisk i en dansk kontekst, vurderer Lotte Rubæk, der er er psykolog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital.

Kilder: Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade og Center for digital pædagogik samt Professionshøjskolen UCC's magasin.

Falske profiler på sociale medier

Victoria havde meget få venner og et meget lavt selvværd.

Og i 8. klasse tog hun derfor et afgørende skridt.

Victoria begyndte at oprette falske profiler på et socialt medie med falske navne, der for det meste var kombinationer af navne fra de serier, hun elskede at se.

Profilerne oprettede hun på ask.fm, som ifølge Red Barnet går under tilnavnet 'mobbeappen', fordi brugere har mulighed for at spørge, svare og kommentere hinandens profiler anonymt. 

Men Victoria anvendte appen til at mobbe sig selv. 

Hop i vandet, fede so

Med de falske profiler skrev hun gengivelser af de bemærkninger, hun fik i virkeligheden, samt de stemmer, som hun hørte i hovedet.

"Hop i vandet", "Fede so" og "Som om nogen nogensinde vil kunne holde af dig" stod der blandt andet.

- Det handler ikke om opmærksomhed, forklarer Victoria, der i dag er 21 år.

- Det handler om, at jeg har brug for at komme af med den her smerte.

Selvskade endte med selvmordsforsøg

Men den digitale selvskade var bare starten.

Victoria Wolsing begyndte snart efter at gøre fysisk skade på sig selv ved at skære sig i armene og forsøgte at tage sit eget liv med en overdosis panodil. 

- Jeg var fyldt op af al den mobning, jeg var blevet udsat for i folkeskolen, forklarer hun selv.

Victoria Wolsing beskriver sig selv som ofret, der ikke kunne komme ud af rollen. Det lave selvværd gjorde hende et let offer.

Efter selvmordsforsøget kom hun i behandling på en ungdomspsykiatrisk afdeling og bor nu på Skibbyhøj, som er et bosted på Sjælland for psykisk sårbare unge.

- Det, jeg kan give videre til andre, er, at selv om det gør ondt, så er det ikke det værd, siger Victoria Wolsing.

Går du med tanker om at skade dig selv, så kontakt Livslinien over chat eller på telefonnummer 70201201.