'Nybyggerne'-par vil sove i samme rum som deres tre børn
Bolette og Jimmi Macdams blev trætte af at skulle leve op til traditionelle familiemønstre. Derfor har de fundet deres egen form.
To voksne og tre børn på henholdsvis ni, syv og fire år i en to-værelses-lejlighed kun med døre til badeværelserne.
Det scenarie kan for nogle børnefamilier lyde en anelse presset. Men for Jimmi og Bolette Macdams har det været et helt bevidst valg at skabe et meget åbent hjem i TV 2-programmet ’Nybyggerne’.
- Vi har været vant til at bo i et stort hus, som har krævet både tid og penge at vedligeholde. Men for os lå lykken bare ikke i de ekstra kvadratmeter. Derfor drømmer vi nu om mere frihed til at være sammen som familie, siger Bolette Macdams.
I programmet har de derfor valgt at opdele den 125 kvadratmeter store lejlighed i kun to rum.
Soveværelse, børneværelse og garderobe er slået sammen til et rum. Ligesom stue og køkkenalrum også flyder sammen uden døre.
- Vi tror på, at det giver mere nærvær i vores familie. Noget, man kan glemme i farten, siger Bolette Macdams.
Plantegningen for Bolette og Jimmis lejlighed i 'Nybyggerne':
Familiefællesskab styrker børn
Med det valg bryder nybyggerparret en traditionel familieform. Men de træffer også et valg, der kan styrke deres børn på sigt.
Det mener forfatter Sofie Münster, der er stifter af magasinet Nordic Parenting og ekspert i TV 2-programmet 'Opdrag en vinder'.
Hun kalder valget om at samle familien et positivt "modstykke" til den individualisering, der er i samfundet.
- Børn har brug for fællesskabet i familien, fordi de zoomer meget ind i deres egen verden gennem iPad-skærme og andet. Og her mener jeg, at det er forældrenes ansvar at skabe rammerne for samvær og nærvær, siger Sofie Münster.
Hun ser derfor positivt på familiens boligløsning. Især hvis det også betyder, at forældrene ikke er bange for at stille krav til børnene i familiefællesskabet - også når de bare gerne vil sidde med iPaden.
- Forældre skal turde gøre deres børn til en aktiv deltager i familien. Det gør dem stærkere, når de skal klare sig i andre dele af livet, fordi det vænner dem til at være noget for andre, siger Sofie Münster.
Havde travlt med at leve op til det traditionelle
Netop nærvær fylder også meget for Bolette og Jimmi Macdams.
For dem handler det om at nyde deres børn, mens de er små. Men de håber også, at fællesskabet i familien kan styrke deres tre drenge.
- Vi håber, at det kan gøre dem mere robuste og give dem større mod på alting, når nærværet og den elementære omsorg er på plads, siger Bolette Macdams.
Tanken med det fælles soverum opstod i det hus, som de bor i, når de ikke er med i 'Nybyggerne'. Her har de nemlig også rykket soveværelserne tættere - og det er både voksne og børn glade for.
- Vi har haft travlt med at leve op nogle firkantede, traditionelle mønstre. Men det var bare ikke særlig hyggeligt. Vi vil hellere bruge tiden med drengene, og de vil også helst være der, hvor vi er, siger Bolette Macdams.
Hun mener ikke, at det meget åbne hjem nødvendigvis er den bedste løsning for alle. Og vælger man den løsning, er det godt at skabe plads til alenetid for både voksne og børn.
Vigtigt at kunne være alene
Derfor har parret flere steder i lejligheden lavet små huler og hjørner. Ligesom voksentid også er prioriteret anderledes end den måske mere traditionelle voksentid i soveværelset.
- Selvfølgelig har vi tænkt over, at der også skal være plads til kærestetid. Men det prioriterer vi bare på andre tidspunkter, siger Bolette Macdams.
At vilkårene er lige for både børn og voksne, anerkender Sofie Münster. Hun mener også, at man ud fra det valg kan tage en snak med sine børn om, hvad alenetid er.
- Børn har ret til at være alene. Men hvad er privatliv? Det kan man jo så tage en diskussion om i familien, så man inddrager børnene, siger Sofie Münster.
Lige nu er Bolette og Jimmi Macdams ikke er i tvivl om, at de har valgt den rigtige boligløsning for dem. Og når det ikke er det længere, så har de udtænkt en løsning:
- Så laver vi om på planløsningen igen, siger Bolette Macdams.
'Nybyggerne' bliver sendt tirsdag klokken 20.00 på TV 2. Klik på billedet af parrene herunder, og læs mere om hvert enkelt par: