Prins Henrik

Prins Henrik kørt væk til festmusik - meget var 'usædvanligt' ved bisættelsen

Ved tirsdagens bisættelse var det kun prins Henriks allernærmeste familie og få repræsentanter for det officielle Danmark, der var til stede.

Prins Henriks bisættelse tirsdag var på flere måder en anderledes bisættelse. 'Usædvanlig' er et ord, der går igen, når eksperterne skal sætte ord på bisættelsen.

Der var for det første væsentligt færre indbudte, end der traditionelt er ved kongelige begravelser, forklarer historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Kun prins Henriks allernærmeste samt få andre repræsentanter deltog i Christiansborg Slotskirke, hvor ceremonien fandt sted.

- Det var en meget smuk og rørende begivenhed, der var anderledes, fordi der ikke var ret mange med, i forhold til hvordan det plejer at være, når der er en af de centrale kongelige personer, der bliver bisat, siger Lars Hovbakke Sørensen.

En blanding af dansk og internationalt

Han hæfter sig også ved valget af salmer, der dels bestod af klassiske danske salmer, men der var også plads til fransk musik.

- Det er på alle måder en blanding af noget dansk og noget internationalt. Det er typisk for prins Henrik, at man har haft både det danske og det internationale indover, siger historikeren.

En tendens, der har præget hele den uge, der er gået, siden prins Henrik sov stille ind tirsdag aften den 13. februar. Det samme så man ved mindehøjtideligheden for prins Henrik mandag, hvor omkring 200 personer mindedes Prinsen.

Ikke tradition for kremering

Prinsens ønske om at blive brændt er heller ikke noget, der er tradition for i kongefamilien. Efter Prinsens ønske vil den ene halvdel af asken blive spredt udover havet, mens den anden halvdel skal spredes ud i haven ved Fredensborg slot.

Spillede festlig musik, da båren blev kørt væk

Bisættelsen blev sluttet af med, at Livgardens Musikkorps spillede 'Prins Henriks Honnørmarch'. Et meget usædvanligt valg, ifølge TV 2s politiske kommentator Hans Engell.

- Kongefamiliens honnørmarcher er festmusik. Det er festligt, farverigt og fejrende musik i hurtigt tempo, siger han.

Honnørmarchen blev spillet, mens prins Henriks båre blev båret ud af kirken og kørt væk, og dermed blev marchen det sidste musiknummer, der blev spillet i forbindelse med bisættelsen.

- Det tror jeg aldrig nogensinde er forekommet i Danmarkshistorien, at der bliver spillet en honnørmarch i forbindelse med en bisættelse i kongefamilien. Så det er helt tydeligt, at prins Henrik har valgt at signalere noget helt anderledes, siger Hans Engell.

Prins Henriks bisættelse. Video: Jacob Carlsen

En usædvanlig tale

Ved selve bisættelsen holdt den kongelige konfessionarius Erik Norman Svendsen en tale til Prinsen.

Og ligesom store dele af det øvrige forløb i forbindelse med Prinsens død var det en usædvanlig tale, der blev holdt i kirken.

TV 2s Ulla Terkelsen, der har fulgt kongehuset i mange år, siger om talen:

- Det var en meget usædvanlig tale, men helt i Prinsens ånd. Der var ikke noget føleri. Han (konfessionarius red.) forsøgte ikke at gøre det til en personlig sorg for sig. Han analyserede et kompliceret menneske, og det var helt i Prinsens ånd at gøre det på den måde.

- Vi hørte også om de problemer, der havde været. En usædvanligt usentimental tale til en afdød, siger hun.