Har bundet 40 kranse til Prinsens bisættelse: - De fortæller en historie

Franske anemoner, hvide liljer og margueritter pryder blomsterkransene, mens en enkelt også er udstyrret med to gevirer.

Når Prins Henrik tirsdag bliver bisat fra Christiansborg Slotskirke, vil kirkerummet være fyldt af blomsterkranse, der hver især bærer på særlig betydninger og elementer, som fortæller om prins Henriks liv. 

Det fortæller Bjarne Als, der er kongelig hofleverandør og blomsterdekoratør ved Bering House of Flowers, i 'Go' morgen Danmark'.  

Sammen med sit hold har han bundet buketter, dekorationer og 40 store kranse til Prinsens bisættelse.

Blandt andet for det hollandske kongehus, prinsesse Benediktes børn, Danmarks Jægerforbund og mange store danske firmaer som Royal Copenhagen, Novo Nordisk, Danske Bank og A.P. Møller Mærsk. 

En personlig hilsen

Fællestrækket for de mange kranse har været, at de er personlige og i høj grad fortæller en historie om prins Henrik. 

- Man vil gerne have, at den blomst, der ligger i kirken, er personlig og fra "os" - om end det så er fra en privatperson, et firma eller en organisation, forklarer Bjarne Als. 

- Der er mange, der går op i, at det skal være en krans med franske anemoner, hvide liljer eller også skal den være rød, hvid og blå, som det franske flag, eller i farverne som det danske flag, fortsætter han. 

Man vil gerne have, at den blomst, der ligger i kirken, er personlig

Bjarne Als, blomsterdekoratør

Kransen fra Danmarks Jægerforbund blev eksempelvist også udstyret med to gevirer fundet i Dyrehaven, som er meget sigende for Prinsens kærlighed til jagt, mens blomsten fra personalet på kongeskibet Dannebrog er formet som et anker.

Et sammensurium af liv

Bjarne Als bandt i 'Go morgen Danmark' også en krans med input fra seerne, som efter udsendelsen er blevet fragtet ned til bisættelsen i Christiansborg Slotskirke. 

Forinden havde danskerne på Facebook kunnet skrive, hvilke blomster, de mente, skulle bruges for at symbolisere Prinsen. Og flere nævnte, at der skulle fuld drøn på farverne, fordi prins Henrik var en farverig person. 

Kransen blev da også "et sammensurium over et liv", lyder det fra Bjarne Als.

Den blev udstyret med blandt andet franske anemoner, vinblade, lavendel, hvide liljer og forglemmigej. Så blev den også pyntet krydderurter og artiskokker, fordi prins Henrik elskede mad - og ikke mindst med margueritter som et symbol på hans kærlighed til Dronningen.

- Det passer jo ikke sammen med margueritter, violer og mimoser, men lige pludselig så hænger historien sammen, og så gør det ikke noget, forklarer Bjarne Als. 

- Så bliver det bare smukt på en hel anden måde.

Kransen har ingen ende

Netop kransen er særlig populær ved begravelser, fordi den symboliserer, at selvom livet slutter, så er der også meget andet, der går videre. 

- Kranse har altid været et sejrssymbol, men i dag handler det lige så meget om, at man går op i, at kransen ikke har nogen ende, siger blomsterdekoratøren. 

- Så selvom livet går i stå, så fortsætter det, man har gjort. Det kan være børnene, der lever videre, eller det kan være gerninger. De ting, man tænker på, fortsætter. Og så synes jeg lige pludselig, det giver mening, lyder det fra Bjarne Als.