Prins Henrik

Grådkvalt Pia Kjærsgaard måtte holde flere pauser i tale

Folketinget holdt et minuts stilhed for prins Henrik.

Det var en tydeligt bevæget Pia Kjærsgaard, der som formand for Folketinget flere gange måtte rømme sig, da hun holdt mindetale for prins Henrik i Folketingssalen.

- En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, generøse og åndrige menneske, han var, og hvis lige man skal lede længe efter, sagde Pia Kjærsgaard.

Mindehøjtidelighed i Folketinget blev holdt tirsdag formiddag inden Prinsens bisættelse fra Christiansborg Slotskirke klokken 11.

- Hans store hjerte bankede også for os og alle de ting, som vi i Danmark er gode til. Hans gode humør, hans glæde ved livet og evne til at være tilstede nåede ud til rigtig mange, læste Pia Kærsgaard op fra talerstolen.

Hun fortsatte:

- Derfor er vi så taknemmelige for, at han valgte os. Og derfor er vi så berørte af, at han ikke er hos os længere, lød det med gråd i stemmen.

Hun sluttede med på hele Folketingets vegne at sende sin dybeste medfølelse og kondolence til Dronningen og den kongelige familie, før hun bad om et minuts stilhed.

Pia Kjærsgaard bad om et minuts stilhed for prins Henrik.

En oprigtig tale

Det var tydeligt, at Pia Kjærsgaard i faser af talen havde svært ved at levere sin tale, fordi hun var tæt på at græde, bemærker TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen:

- Det var helt klart en Pia Kjærsgaard, som kæmpede med sin gråd. Som var dybt personligt bevæget. Det var ikke teater, det var en dyb bevægelse, kan man se.

Det var en oprigtig tale, siger Ulla Terkelsen, og nok en, som mange danskere synes de kan associere sig med.