Prins Henrik

Dronningen dukkede uventet op til gudstjeneste

Det blev en helt særlig dag i Grønholt Kirken i Fredensborg, da en uventet gæst dukkede op til søndagens gudstjeneste.

Præster over hele landet var søndag blevet opfordret af Kirkeministeriet til at inddrage prins Henriks død i deres gudstjenester.

I Grønholt Kirken, der ligger i Fredensborg Sogn, blev der også sagt et par ord. Og blandt kirkegængerne sad en helt særlig gæst – nemlig Dronningen.

- Det var meget bevægende at få mulighed for at sætte et par ord på Prinsen i et rum, hvor Dronningen også var til stede, siger sognepræst Jon Henriksen og fortsætter:

- Det var virkelig uventet, men også fantastisk smukt.

- Føles som en af vore egne

Det er ikke usædvanligt, at dronning Margrethe deltager i søndagens gudstjeneste i den lille kirke, da det er et sted, regentparret ofte er kommet gennem årene.

- Derfor føles det som en af vore egne, vi skal tage afsked med på tirsdag, og vi finder det helt naturligt at sige farvel med mindeord i dag. Det ville vi nok have gjort, uanset om der kom en opfordring til det eller ej, siger sognepræsten.

Der blev holdt et minuts stilhed til minde om prins Henrik i Grønholt kirke, hvor dronningen også var til stede under søndagens gudstjeneste.

Prinsen er kommet i Fredensborg i så mange sammenhænge, at der ifølge Jon Henriksen på forunderligvis er kommet noget naturlighed over omgangen med den royale familie.

- Og ellers var han fantastisk god til lige at løfte stemningen lidt, når folk blev meget stive over, at regentparret indfandt sig, siger han.

Sognepræsten afsluttede gudstjenesten med at velsigne Dronningen og sende resten af familien varme tanker. Hendes Majestæt var da også smilende henne og sige tak bagefter.

En mand af folket

I forbindelse med bisættelsen på tirsdag har Kirkeministeriet også udsendt cirkulære om, at der skal ringes med alle kirkeklokker i folkekirkens kirker i en halv time før højtideligheden og i en halv time efter.

Prins Henrik bisættes ved en mindre ceremoni for den nærmeste familie og ganske få andre. Bagefter skal en del hans aske spredes til søs og ellers lægges i jorden i Fredensborg Slotshave.

- Prinsen har jo valgt noget, alle danskere kan gøre. Selvom det er lidt utraditionelt indenfor kongehuset, så er han på den måde også lidt en mand af folket, siger sognepræsten.

Indtil da ligger prins Henrik på castrum doloris – sorgleje – i Christiansborgs Slotskirke, hvor det er muligt for danskerne at sige et sidste farvel.