Prins Henrik

Tusindvis af danskere fulgte i tavshed Prinsens sidste rejse fra Amalienborg

Prinsens Musikkorps spillede en sørgemarch, da kisten blev båret ind i Christiansborg Slotskirke.

Mens kirkeklokkerne i Indre By ringede for prins Henrik, trodsede tusindvis af danskere det ustadige vejr og stod klar, da Prinsens båre blev transporteret fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke i København.

Kortegen begyndte sin kørsel klokken 18 og tog først en omgang på Amalienborg Slotsplads i den koksgrå rustvogn, hvor lyset i kabinen oplyste prins Henriks kiste, der er svøbt i Prinsens flag med hans våbenskjold på.

Dronning Margrethe fulgte prins Henriks kiste på dens sidste rejse fra Amalienborg til Christiansborg Slotskirke.
Prinsens Musikkorps tager opstilling foran Christiansborgs Slotskirke inden prins Henriks båre ankommer.

På den første del af ruten på Amaliegade havde hoffet ved Amalienborg taget opstilling. Her bukkede slottets ansatte for Prinsen, da han blev transporteret forbi.

Langs ruten ved Bredgade stod mange danskere klar til at sige farvel, ligesom de ansatte ved den franske ambassade ved Kongens Nytorv havde taget opstilling for at sende Prinsen godt på vej og vise ham den sidste respekt.

Ulla Terkelsen: Værdig tur til Slotskirken

Ud over kirkeklokkernes ringen var der helt stille, fortæller flere af TV 2s reportere, som stod langs ruten, og det viser en respekt for kongefamilien, mener TV 2s mangeårige korrespondent, Ulla Terkelsen.

- Det er en smuk og rolig vinteraften i København, som sætter en smuk ramme for Prinsens sidste rejse, som han er ude på nu.

- I katolske lande klapper man normalt folk op i himlen, når de tager ud på den sidste rejse som denne, men i Danmark er vi tavse. Det var en meget værdig tur ind til Slotskirken, siger Ulla Terkelsen.

Ved Christiansborg Slotskirke havde Prinsens Musikkorps taget opstilling, og korpset spillede Hartmanns 'Sørgemarch ved Thorvaldsens bisættelse', da rustvognen trak op ved kirken.

En samlet kongefamilie tog imod prins Henriks båre for foden af trapperne til Christiansborg Slotskirke, og efter båren blev båret ind, var kongefamilien samlet til en kort ceremoni.

Prins Henriks båre ankommer Christiansborg Slotskirke.
Kongefamilien foran Christiansborg Slotskirke i København, mens Prins Henriks båre bæres ind.

Fra lørdag til mandag vil det være muligt for danskerne at tage forbi Christiansborg Slotskirke, hvor prins Henrik vil ligge 'castrum doloris' i en lukket kiste.