Prins Henrik var en søens mand, der drømte om jordomsejling

Den afdøde prins var en stor del af det danske sejlerfællesskab.

Efter sin bisættelse på tirsdag skal prins Henrik kremeres, og efterfølgende skal den ene halvdel af asken spredes ud over havet i Danmark, mens den anden sænkes ned i jorden ved Fredensborg Slot.

En usædvanlig beslutning for et medlem af det danske kongehus, hvor der normalt er tradition for, at man bliver begravet.

Prins Henrik blev bidt af sejllads, da han kom til Danmark, hvor han også blev en del af sejlerfællesskabet. Et fællesskab, der altså fortsætter efter døden.

Noget de blandt andet hylder på havnen i Skovshoved. Her sejlede Mark Flindt, der er salgschef i Kongelig Dansk Yachtklub, for første gang ud med prins Henrik i sommeren 1992. I årene efter blev det til mange kapsejladser med Prinsen.

- Prins Henrik var en fantastisk rorsmand og en dygtig sejler. Prinsen elskede Fredensborg, og han elskede at sejle, så de to ting bliver forenet på den måde, siger Mark Flindt til TV 2.

Hvis han havde kunnet, ville han gerne være taget på en jordomsejling.

Troels Kløvedal

Også Phillip Guhle, der er bådsmand på Skovshoved Havn, hilser det velkommen, at prins Henriks aske skal spredes i de danske farvande.

- Det er en måde for andre at komme ud på vandet, tage et lille glas rødvin, give ham en lille smule af det og så sige farvel, siger Phillip Guhle til TV 2.

Drømmen om de syv verdenshave

Et af de mange mennesker, Prins Henrik mødte igennem sit liv, var den danske sejler og forfatter Troels Kløvedal, der er kendt for sine mange ture med skibet Nordkaperen. 

I sin seneste bog 'Alle Mine Morgener på Jorden' fortæller han om et møde med Prinsen midt i nogle filmoptagelser i Thailand.

Her ville Prinsen deltage i nogle kapsejladser, som skulle finde sted i Phukets Chalong-bugt, hvor Nordkaperen også lå.

- Prins Henrik fortalte mig, at noget af det, som Danmark havde givet ham, var glæden ved at sejle, som han ellers intet kendte til, da han kom til landet, skriver Troels Kløvedal i bogen.

Den danske sejler skriver også, hvordan han kunne mærke, at prins Henrik misundte ham hans liv.

- ...han sagde, at mit liv var den ultimative frihed.

-  Han betroede mig, at hvis han havde kunnet, ville han gerne være taget på en jordomsejling, skriver Troels Kløvedal.