Prins Henrik

Ulla Terkelsen om prins Henrik: - Det er meget fransk, at man ikke stikker piben ind

Med sin åbenhed og franske mentalitet var prins Henrik med til at forandre det danske kongehus.

Prins Henrik opgav aldrig at være franskmand, og på sin egen væremåde var han gennem årtier med til at forandre det danske kongehus.

Det mener TV 2s mangeårige udlandskorrespondent Ulla Terkelsen, der til daglig selv bor i Frankrig.

- Han bevarede sin franske identitet. Det har han gjort ved være så åben om det, han var sur over. Det er meget fransk, at man ikke stikker piben ind, hvis man er utilfreds med noget, og ikke særlig dansk, forklarer hun.

På den måde var han med til at gøre op med den traditionelle tilgang til tingene, hvor de kongelige ikke måtte udtrykke følelser, men bare måtte slå hælene sammen i både medgang og modgang og altid se ud som om, at alting var, som det skulle være.

- Der har han helt klart været anderledes og en moderne kongelig, som også har givet udtryk for følelser, frustration, sorg, irritation og kritik. Det er noget, som de moderne kongelige er nødt til at vænne sig til. De kan ikke gå rundt og bære masker, der ikke ligner rigtige mennesker, siger Ulla Terkelsen.

Prinsens åbenhed kom gennem årene især til udtryk ved hans utilfredshed med ikke at have titel som konge og en manglende ligestilling inden for den det danske kongehus.

Opgav aldrig at være franskmand

Frankrig afsatte selv deres kongehus og halshuggede deres konge under den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Siden har franskmændene slået sig op på at være republikanere.

På den måde var der, set fra et fransk synspunkt, noget ironisk over, at den daværende franske greve i 1967 giftede sig med en dansk tronfølger, og det er noget, som løbende har været omtalt, forklarer Ulla Terkelsen.

TV 2s mangeårige korrespondent fortæller om Prinsens møde med Danmark, og hvordan han med sin franske identitet var med til at forandre os. Video: Mikkel Secher

Samtidig måtte han også i sit nye hjemland finde sig i såvel kritik som latterliggørelse for sin atypiske væremåde i et dansk samfund, hvor der i slutningen af 60’erne ikke var mange udlændinge eller fremmed kultur.

- Men han har aldrig opgivet at være franskmand. Hvis du tager hans forhold til mad, vin, livsnydelse og kunst, så var han en flamboyant franskmand, der ikke stak piben ind, men som også nød livet og havde lyster og udstillede disse lyster, siger Ulla Terkelsen.

Danskerne lærte at forstå Prinsen

Selv ville prins Henrik udlægge kritikken af hans person som ”dansk provinsialisme”, hvor danskerne ikke var vant til, at folk var meget forskellige, mener TV 2-korrespondenten.

Men Danmark ændrede sig, så de forstod Prinsen bedre, og det samme gjorde de kongelige.

- Derfor må man sige, at han var en moderne kongelig, der ikke gik med maske, siger Ulla Terkelsen.

Prins Henrik sov tirsdag aften stille ind på Fredensborg Slot med familien omkring sig. Kongehuset har oplyst, at han bisættes den 20. februar klokken 11.00 fra Christiansborg Slotskirke.

På TV 2s mindeside kan du skrive en sidste hilsen til prins Henrik, som tusindvis af danskere allerede har gjort. TV 2 samler alle kondolencer og overbringer dem samlet til kongehuset: