Prins Henrik havde én fortrydelse omkring sine børn

16x9
Prins Henrik fortryder, at han ikke havde mere tid til sine børn, kronprins Frederik og prins Jaochim. Foto: Steen Jacobsen / Scanpix Danmark

Prins Henrik var familiens overhoved og forsvarede sine opdragelsesmetoder, selvom han fik en del kritik.

Den 13. februar gik prins Henrik bort, 83 år gammel. Foruden sin hustru, dronning Margrethe, efterlader han sig sønnerne Frederik og Joachim og hele otte børnebørn.

Som medlem af det danske kongehus måtte prins Henrik leve med, at der var et ekstremt fokus på hans familieliv - noget, der ikke altid faldt ud til hans fordel.

En række udtalelser og episoder medførte nemlig, at prins Henrik i mange danskeres øjne blev set som en gammeldags og streng opdrager, og mange havde ligefrem ondt af hans to sønner. Men kronprins Frederik og prins Joachim har senere fortalt, at de havde en noget anden oplevelse af deres opvækst, som offentligheden ikke kendte til.

”Børn er som hunde og heste”

Faktisk var der fokus på prins Henriks opdragelsesmetoder, allerede inden hans to børn kom til verden. I 1967 gav han et interview til Berlingske Tidende, hvor han sagde følgende:

- Jeg holder meget af børn, hvis de vel at mærke er velopdragne. Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes, for at man kan få et godt forhold til dem… Jeg har selv fået mine lussinger – det ta’r man ikke skade af.

Udtalelsen sendte chokbølger gennem Danmark, og forskellige organisationer kaldte ham ”håbløst forældet” og bad ham tie stille om sit syn på opdragelse.

Bedre blev det ikke, da kongefamilien inviterede den amerikanske journalist og tv-stjerne Barbara Walters indenfor med et kamerahold i slutningen af 70’erne. Her kunne man blandt andet følge prins Henrik på en ridetur med sine to sønner, der dog endte galt, da kronprins Frederik pludselig drattede af hesten og forskræmt løb ind i en busk og gemte sig.

Med ordene: ”Så-så, det gjorde ikke ondt. Prøv at gå lidt. Se, det er ikke så slemt. Han skal op igen”, fik prins Henrik gelejdet sin rædselsslagne og hikstende søn op på hesten igen. Kronprins Frederik kvitterede med et stilfærdigt: ”Der er højt op”, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham.

Prins Henrik gik meget op i, at hans sønner skulle lære at ride og deltog ofte i de ugentlige rideseancer.
Prins Henrik gik meget op i, at hans sønner skulle lære at ride og deltog ofte i de ugentlige rideseancer. Foto: Scanpix

Igen var danskerne rystede, og mange brød sig ikke om den konsekvente og hårde pædagogik. Faktisk skulle kronprins Frederik senere adressere netop denne hændelse overfor sin far.

”Den, man elsker, tugter man”

I 1992 fik offentligheden for første gang et indblik i kronprins Frederik og prins Joachims egen opfattelse af deres barndom, da Kronprinsen holdt tale til forældrenes sølvbryllup – en tale, han havde skrevet med sin bror.

- Mon forældre nogensinde tænker på, hvor stor en hest er i forhold til en lille dreng? Den skjuler himmelen, den er et bjerg, og den lille dreng anbringes på toppen af bjerget, og så bevæger det sig, sagde han blandt andet og tilføjede, at skrækken for heste i dag var udskiftet med ubetinget glæde.

Det var også i denne tale, at Kronprinsen sagde de berømte ord:

- Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.

Til forældrenes sølvbryllup fortalte kronprinsen om sit forhold til sin far. Video: Carina Buus

Hele salen brød ud i grin, og en fornøjet prins Henrik måtte fjerne sine briller, så han kunne tørre sine tårer væk – også Kronprinsen grinede højt.

Alligevel er netop denne sætning blevet hevet frem i pressen lige siden som en form for bevis på, at prinserne havde haft en streng far og hård opvækst.

Men sådan var den egentlig ikke tænkt, har Kronprinsen senere fortalt.

Kronprinsen: - Jeg blev voldsomt overrasket

I bogen ’Enegænger’ reagerer Kronprinsen med et stort suk, da forfatteren Stéphanie Surrugue spørger ind til talen.

- Ja, altså dén tale. Jeg må sige, at jeg blev voldsomt overrasket over, hvor meget der blev dvælet ved en enkelt passage. ”Den, man elsker, tugter man” er jo et almindeligt ordsprog, og vi var – jeg havde skrevet den sammen med Joachim – bestemt ikke ude på at udstille vores far. Han var jo i forvejen blevet udstillet helt rædselsregimeagtigt af medierne gennem tiden, siger kronprins Frederik i bogen.

Sådan oplevede prinserne selv barndommen

For selvom både han og prins Joachim har udtalt, at deres far kunne være streng, og at især kronprins Frederik opdrager sine børn noget anderledes, husker begge brødre barndommen med deres far langt mere positivt, end medierne fremstillede den. Den bestod blandt andet af ture i Zoologisk Have, bygning af sandslotte og en masse fantasifulde fortællinger.

- Når jeg ser tilbage på barndommen, har den ikke kun været rigtig god, men sjov også og fuld af fantasi – min far er et fantastisk godt fortællermenneske og brugte også sin løbske fantasi på sine to drenge, husker Kronprinsen i bogen ’Enegænger’.

Prins Henrik med resten af den royale familie.
Prins Henrik med resten af den royale familie. Foto: Scanpix

Prins Henrik: Jeg kunne have været meget strengere

Selv når kritikerstormen var værst, har prins Henrik altid forsvaret sin måde at opdrage sine børn på. Og til de mange journalister og forfattere, der gennem tiderne har spurgt, om han måske var for streng ved sønnerne, har svaret lydt - med et stort smil:

- Hvis nogen siger, at jeg har været en streng far, kan jeg blot sige: Jeg kunne godt have været meget strengere. Jeg betragter ikke mig selv som streng. Jeg betragter mig selv som kompromisløs, sagde han blandt andet i bogen ’En familie og dens dronning’.

Ærgrer sig

Én ting omkring sit forhold til sønnerne fortrød Prinsen dog. Kong Frederiks død i 1972 kom nemlig tidligere, end han og hustruen havde forventet, og det betød, at dronning Margrethe og prins Henrik ikke fik nær så lang tid til at nyde familielivet i nogenlunde ro og fred, før pligten kaldte:

- Jeg har kun én fortrydelse. Den tid, jeg ikke har kunnet give mine børn, kommer aldrig igen, genfindes aldrig mere. Men jeg har givet dem den tid, jeg kunne. Det var ikke nok, men alligevel noget, fortæller han i bogen ’En familie og dens dronning’.

Med årene blev prins Henrik en del mere rund og blød – især som bedstefar, eller ‘grand papa’, som han blev kaldt. Han forenede gerne sin store passion for dyr med bedstefarrollen og hev børnebørnene med i Zoologisk Have. Eller lavede pandekager med dem over kaminen på sit arbejdsværelse, selvom det fik Dronningen til at rynke lidt på næsen.

Prins Henrik tog børnebørnene med på sit arbejdsværelse... for at bage pandekager med dem over kaminilden. Video: Carina Buus

Gør livet kropumuligt for forældrene

Pandekager over kaminen var ikke sønnerne forundt, forklarede prins Joachim grinende i bogen ’Enegænger’. Her fortalte han også, at prins Henrik var bedstefar, som bedstefædre er flest.

- Jeg tror, det gælder alle generationer; uanset strengheden og hårdheden i opdragelsen af børnene, så er bedsteforældrene til for at forkæle børnebørnene – og gøre livet kropumuligt for forældrene – det er vist en naturlov.

Prins Henrik med sine to ældste børnebørn, prins Nikolai og Felix.
Prins Henrik med sine to ældste børnebørn, prins Nikolai og Felix. Foto: Scanpix

Til trods for offentlighedens kritiske røster satte prins Henrik som familiens ubestridte overhoved altid enormt stor pris på familielivet, både som far og bedstefar.

I forbindelse med sin 80-årsfødselsdag så prins Henrik tilbage på sit liv i TV 2-dokumentaren ’Prins Henrik 80 år – Når skæbnen forpligter’. Her fremhævede han netop stoltheden over familien som noget af det bedste i sit liv:

- Det er godt, at familielivet har været lykkeligt. Det er måske det, der er mest tilfredsstillende. Det er at have et familieliv, der er rigt og harmonisk.

Prins Henrik glæder sig over, at han altid har været lykkelig med sin familie. Video: Carina Buus