Prins Henrik

Historiker om Prinsens bisættelse: Meget usædvanligt og et klart brud med traditionen

Det er ifølge historiker usædvanligt, at prinsen har ønsket at blive kremeret og få sin aske spredt to steder.

Prins Henriks bisættelse og den efterfølgende spredning af asken bryder med traditionen inden for kongehuset.

Det siger lektor Sebastian Olden-Jørgensen fra Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.

- Det er meget usædvanligt og et klart brud med traditionen. Men det ligger jo fuldstændig i forlængelse af den protest mod hans rolle ved dronningens side, som prægede ham de senere år, siger han.

Historiker Lars Hovbakke Sørensen er enig med historiker Sebastian Olden-Jørgensen om usædvanligheden af bisættelsen. Kongehuset plejer at føre traditionelle begravelser i Roskilde Domkirke. Video: Karoline Lunddal Dam

Asken spredes i Danmark

Kongehuset har meddelt, at prins Henrik skal kremeres. Han bisættes ved en mindre ceremoni tirsdag den 20. februar i Christiansborg Slotskirke.

Herefter skal asken dels spredes i havet, dels nedsættes i en urne i den private del af haven på Fredensborg Slot.

Det er ifølge Sebastian Olden-Jørgensen helt atypisk, at kongelige kremeres. Løsningen med spredningen af asken er ifølge historikeren også "meget usædvanlig".

Men netop dét er meget godt i tråd med Prins Henriks personlighed, mener Billed-Bladets hofreporter Trine Larsen.

- Alt med prinsen er et brud på traditioner, siger hun til TV 2.

- Han har stukket snuden frem og var en farverig og spændende person. Og nu er han det også i døden.

Ingen statsbegravelse

Prinsen har angiveligt ikke haft noget ønske om en statsbegravelse.

Det er ifølge historiker Sebastian Olden-Jørgensen en "logisk konsekvens" af prinsens valg.

- Når han nu var en slags pensionist og ikke ville være med til de officielle sider af kongehusets liv de senere år, så skal han selvfølgelig heller ikke have en statsbegravelse, siger han.

Valg overrasker

Det overrasker historikeren, at den lukkede kiste med prinsen stilles frem i Christiansborg Slotskirke til offentligt skue.

Det ville man normalt forbinde med en statsbegravelse, siger han.

- Her har man fundet et sted, hvor man har kunnet tage et hensyn til offentligheden, og hvor befolkningen kan komme og give udtryk for deres følelser og deres respekt, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Men Billed-Bladets hofreporter Trine Larsen er ikke overrasket.

- Der er mange, der gerne vil sige farvel til ham og vise ham den sidste ære. Det er flot og smukt af den kongelige familie at give den danske befolkning mulighed for det, siger hun til TV 2.

- Og det har han sandelig også fortjent.