- Prinsen er for et øjeblik siden kommet hjem til Fredensborg Slot. Her kan Prinsen være omgivet af familien og opholde sig i rammer, som betyder meget for Hans Kongelige Højhed, siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, til TV 2.
Prinsen havde siden den 28. januar været indlagt på Rigshospitalet, hvor undersøgelser viste, at han havde en godartet tumor i venstre lunge. Han blev senere behandlet for en lungeinfektion.
Undervejs forlød det, at prins Henrik var i bedring, men fredag i sidste uge oplyste kongehuset, at Prinsens tilstand var alvorligt forværret.
I tirsdagens pressemeddelelse fra hoffet lyder det, at hans tilstand forbliver alvorlig.
Familien besøger Prinsen
Prinsen vil være omgivet af familien på Fredensborg, hvor Dronning Margrethe allerede er til stede.
Kort før klokken 15 ankom kronprinsparret til slottet i Nordsjælland, og de var der omkring en time, inden de igen forlod slottet. Senere ankom prins Joachim og prinsesse Marie med flere af børnene.
Prins Henrik er blevet overflyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot. Her ankommer kronprinsparret til slottet. Video: Asger Manuel Jørgensen
Kronprins Frederik måtte fredag afbryde sit ophold i Sydkorea, hvor han befandt sig i forbindelse med åbningen af vinter-OL. Også Dronningen har aflyst flere arrangementer den kommende tid.
Ifølge TV 2s tidligere hofreporter Lally Hoffmann er der god grund til, at prins Henrik nu har ønsket at lade sig overføre til Fredensborg Slot.
- Første tanke er, at så er der ikke mere, lægerne kan gøre. Ordvalget fra kongehuset tyder på, at Prinsen er forberedt på, at døden nærmer sig, siger Lally Hoffmann.
- Fredensborg er et sted, han holder af, og et friere sted end Amalienborg. Det er mere personligt, det er tættere på, og det er familieagtigt, forklarer hun.
Ramt af demens og indlagt flere gange
Sygdomsforløbet startede i begyndelsen af januar, da Prinsen befandt sig i Egypten. Da han senere på måneden vendte hjem til Danmark, blev han indlagt på Rigshospitalet.
Indlæggelsen kom efter et år, hvor Prinsen var gennem flere sygdomsforløb.
I sommeren 2017 var den 83-årige prins indlagt to gange. I midten af juli blev han indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar.
Siden blev Prinsen igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet med smerter i højre ben.
I september meddelte kongehuset, at det efter et længere udredningsforløb og en række undersøgelser på Rigshospitalet var blevet konkluderet, at prins Henrik lider af demens.
Prins Henriks sygdomsforløb
2018
Sov stille ind
Omgivet af Dronningen og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, sov prins Henrik stille ind på Fredensborg Slot. Han blev 83 år.
Flyttet til Fredensborg Slot
I en pressemeddelelse oplyser Kongehuset, at prins Henrik er flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot.
Her ønsker han at tilbringe sin sidste tid, fortælles det.
Prinsens tilstand er fortsat alvorlig.
Tilstand alvorligt forværret
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henriks tilstand desværre er "alvorligt forværret."
Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med vinter-OL, og er på vej til Danmark.
Tumor i venstre lunge
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. "Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet," skriver Kongehuset.
Kongehuset oplyser videre, at prins Henrik "i dag vil blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion."
Ifølge kongehuset skulle prins Henrik tage ophold på Fredensborg Slot efter udskrivelsen fra Rigshospitalet på en ikke nærmere angivet dato.
Indlagt efter rejse til Egypten
Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet i forlængelse af sygdom opstået på en rejse i Egypten.
Prinsen blev ifølge kongehuset "nogle dage før" indlagt på et hospital i Egypten og er "kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet."
2017
Prins Henrik lider af demens
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henrik har fået konstateret demens:
"Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen."
Tiltagende smerter i højre ben
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben efter den operation, som prins Henrik fik foretaget i midten af juli, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Prinsen bliver behandlet medicinsk og "der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb på nuværende tidspunkt," lyder det.
Prins Henrik blev udskrevet fra Rigshospitalet den 22. august.
Operation i lysken
Kongehuset oplyser, at prins Henrik har fået foretaget en operation i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar på grund af forsnævringer på pulsårerne.
Overført til Skejby Sygehus
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet overført til Skejby Sygehus i forbindelse med behandlingen af en infektion i benet.
Infektion i benet
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling for en infektion i benet.
2013
Opereret for kuskefingre
Prins Henrik er flere gange blevet opereret for kuskefingre.
2008
Problemer med den ene skulder
Prins Henrik bliver i juli opereret for problemer i den ene skulder.
2007
Bronkitis
Under et besøg i Sydkorea får prins Henrik bronkitis, og han bliver indlagt på et militærhospital i Seoul.
2006
Fald på Malta
Under et besøg på Malta falder prins Henrik og kommer galt af sted med det ene ben. Det efterlod et sår på skinnebenet, som ikke ville hele.
1997
Frygt for lungekræft
Prins Henrik bliver i sommeren 1997 undersøgt for lungekræft. Det blev senere udelukket, men problemerne med lungerne fik efterfølgende prins Henrik til at stoppe med at ryge.
1995
Prins Henrik bliver opereret for en diskusprolaps efter mange år med dårlig ryg.