Prins Henriks bror: - Nej, jeg er ikke på vej til Danmark
Prins Henriks bror og søster, Etienne de Laborde de Monpezat og Maurille Deauvillian, til Kongejagt på Ledreborg Gods. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix Danmark
Prinsens bror, Étienne de Monpezat, afventer dog stadig seneste nyt om prins Henriks tilstand, inden han selv sætter kursen mod Danmark.
- Nej, jeg er ikke på vej til Danmark, for jeg venter på de seneste nyheder. Jeg ved, at min bror ikke har det godt. Det ser ud til at være et spørgsmål om uger, siger Étienne de Monpezat til BT.
Indlagt efter rejse til Egypten
Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet den 28. januar efter en længere rejse til Egypten. Her viste det sig, at Prinsen havde en godartet tumor i venstre lunge.
Prins Henrik blev senere overflyttet til Infektionsmedicinsk Klinik, hvor han skulle behandles for en lungeinfektion.
Familien besøgte prins Henrik på hospitalet, og her lød det i sidste uge fra kronprins Frederik, at det gik fremad med farens helbred.
Siden er tilstanden altså blevet alvorligt forværret.
Længere sygdomsforløb
I september sidste år meddelte kongehuset, at det efter et længere udredningsforløb og en række undersøgelser på Rigshospitalet var blevet konkluderet, at prins Henrik lider af demens.
I den forbindelse sagde Étienne de Monpezat til Ekstra Bladet:
- Vi kan se, at han har problemer. Det ene øjeblik er han ikke helt til stede, om du vil, men det andet øjeblik er han helt normal.
I sommeren 2017 var den 83-årige prins indlagt to gange på hospitalet. I midten af juli blev han indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar.
Siden blev Prinsen igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet med smerter i højre ben.
Prins Henriks sygdomsforløb
2018
Sov stille ind
Omgivet af Dronningen og deres to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, sov prins Henrik stille ind på Fredensborg Slot. Han blev 83 år.
Flyttet til Fredensborg Slot
I en pressemeddelelse oplyser Kongehuset, at prins Henrik er flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot.
Her ønsker han at tilbringe sin sidste tid, fortælles det.
Prinsens tilstand er fortsat alvorlig.
Tilstand alvorligt forværret
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henriks tilstand desværre er "alvorligt forværret."
Kronprins Frederik har afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med vinter-OL, og er på vej til Danmark.
Tumor i venstre lunge
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. "Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet," skriver Kongehuset.
Kongehuset oplyser videre, at prins Henrik "i dag vil blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion."
Ifølge kongehuset skulle prins Henrik tage ophold på Fredensborg Slot efter udskrivelsen fra Rigshospitalet på en ikke nærmere angivet dato.
Indlagt efter rejse til Egypten
Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet i forlængelse af sygdom opstået på en rejse i Egypten.
Prinsen blev ifølge kongehuset "nogle dage før" indlagt på et hospital i Egypten og er "kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet."
2017
Prins Henrik lider af demens
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at prins Henrik har fået konstateret demens:
"Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen."
Tiltagende smerter i højre ben
Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben efter den operation, som prins Henrik fik foretaget i midten af juli, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Prinsen bliver behandlet medicinsk og "der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb på nuværende tidspunkt," lyder det.
Prins Henrik blev udskrevet fra Rigshospitalet den 22. august.
Operation i lysken
Kongehuset oplyser, at prins Henrik har fået foretaget en operation i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar på grund af forsnævringer på pulsårerne.
Overført til Skejby Sygehus
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet overført til Skejby Sygehus i forbindelse med behandlingen af en infektion i benet.
Infektion i benet
Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus til behandling for en infektion i benet.
2013
Opereret for kuskefingre
Prins Henrik er flere gange blevet opereret for kuskefingre.
2008
Problemer med den ene skulder
Prins Henrik bliver i juli opereret for problemer i den ene skulder.
2007
Bronkitis
Under et besøg i Sydkorea får prins Henrik bronkitis, og han bliver indlagt på et militærhospital i Seoul.
2006
Fald på Malta
Under et besøg på Malta falder prins Henrik og kommer galt af sted med det ene ben. Det efterlod et sår på skinnebenet, som ikke ville hele.
1997
Frygt for lungekræft
Prins Henrik bliver i sommeren 1997 undersøgt for lungekræft. Det blev senere udelukket, men problemerne med lungerne fik efterfølgende prins Henrik til at stoppe med at ryge.
1995
Prins Henrik bliver opereret for en diskusprolaps efter mange år med dårlig ryg.