Nekrolog: Prins Henrik - en verdensmand i et lille land
Prins Henrik er tirsdag død, 83 år gammel. Han vil især blive husket for at være en mand, der altid turde være anderledes – helt sin egen.
Da Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat landede i Københavns Lufthavn i 1966, mødte Danmark ham med gråvejr og paraplyer.
Men prinsesse Margrethe sprang ham om halsen med varme og solskin.
Han virkede dengang genert, lidt utilpas, men også forelsket og spændt. Spændt på det nye liv, der ventede ham som forlovet til den danske tronfølger. Men han var en fremmed fugl: Fransk, eksotisk og med et udseende som en filmstjerne.
Cigaretter blev røget af cigaretrør. Og strømperne var af silke. Han var en frisk brise i det danske kongehus, international med sin opvækst i Indokina, og han talte fransk, engelsk, vietnamesisk og mandarin.
Men ikke dansk – endnu.
Den 32-årige greve stod over for at skulle skifte land, navn, sprog, religion – han stod for at skifte liv for kærligheden. Han opgav en lovende karriere i det franske diplomati for at blive prins af Danmark.
Danmark havde aldrig haft sådan en som ham. Hvad skulle hans status være, og hvilken funktion skulle han have?
Brylluppet – et ja til Danmark
Den 10. juni 1967 sagde han ja til sin Margrethe i Holmens Kirke i København. Det var samtidig et ja til Danmark i medgang og modgang.
Den store fest blev efterfølgende holdt på Fredensborg Slot i Nordsjælland. 400 gæster og masser af tv-seere så Prinsens hengivne bryllupstale, der sluttede med en troskabserklæring til Danmark:
- Jeg ønsker sammen med min kone at lære Danmark og danskerne at kende. Jeg ønsker at blive dansk – ikke blot ved lov og navn, men af sind og hjerte. Jeg lover at være loyal og tro mod Danmark og det danske folk. Dets sæd og skik. Jeg lover at arbejde for Danmark og alt, der er dansk. Jeg ved, det er en ære Dannebrog at bære.
Festen varede til langt ud på natten, før parret stak af til Helsingør på bryllupsrejse.
I tre dage sejlede de nygifte rundt i de danske farvande. Skibet Dannebrog skjulte sig bag øen Hven, og parret blev bragt til lufthavnen med en motorbåd. Som hr. Adam Mørk og fru Eva Mørk fløj parret til Tyrkiet og nød anonymiteten. Først hen imod slutningen af rejsen blev de nygifte opdaget af pressen.
Hvedebrødsdagene var slut, og virkeligheden kunne begynde. Med et folkeligt krav om, at prins Henrik skulle lære dansk – ja, blive dansk. Og frem for alt støtte sin kone som kommende dronning.
Prins Henrik har senere udtalt, at han ville ønske, han havde været mere fokuseret på at lære dansk i begyndelsen. Det har været hans akilleshæl og en årsag til offentlig kritik og drillerier gentagne gange.
Ved Frederik 9.’s død den 14. januar 1972 besteg tronfølgeren, prinsesse Margrethe, tronen – nu som Hendes Majestæt Margrethe 2. af Danmark. Imens gav Prinsen sig i kast med at definere sit job som Prins af Danmark. Noget, han tillagde stor betydning.
I et interview har han sagt, at den eneste måde han kunne "give sig selv en undskyldning for at være prins af Danmark, var ved at give sit embede betydning".
Det krævede tid og tålmodighed at finde sig til rette, men da blev han både præsident for WWF Verdensnaturfonden og blandt meget andet protektor for Røde Kors. Han var altid meget bevidst om, at hans offentlige fokus kunne bruges i de sager, der stod hans hjerte nær.
Også dansk erhvervslivs anseelse i udlandet kastede han sig over som en af sine kerneopgaver på talrige officielle besøg, hvilket den tidligere administrerende direktør i Dansk Industri, nu afdøde Hans Skov Christensen, kaldte “uvurderligt for Danmark”.
Royal kunst – et tilflugtssted for en poet
Men den private side af prins Henrik fik offentligheden kun sporadisk indblik i.
Han havde en følsom side, som kom til udtryk i kunsten, klaverspillet og poesien. I Stéphanie Surrugues portrætbog ‘Enegænger’ har Prinsen tidligere beskrevet digtene som et tilflugtssted. De fungerede som en puppe, han byggede om sig selv.
- At skrive digte beroliger mig, fortalte han dengang.
- Da jeg var lille, fortalte jeg mig selv små børneremser for at kunne falde i søvn om aftenen. Det er på sin vis det samme, jeg gør i dag: Jeg falder til ro med smukke sætninger, som jeg gentager for mig selv.
Kunsten var også en måde for Prinsen at udtrykke følelser offentligt; følelser, som ellers ikke kunne finde plads blandt danskerne.
Blandt andet hyldede han sin hustru ved Dronningens 70-års fødselsdag i 2010. Ved en gallaforestilling i Det Kongelige Teater havde prins Henrik forberedt en særlig fødselsdagshilsen.
Et digt, som skuespiller Søren Sætter-Lassen læste op fra scenekanten: Skytsengel.
Som skumringens luftsyn
I et grænseløst himmelrum
Vil jeg være den skygge
Som følger dit fodtrin.
Et syn, som svinder
Mens ørkenen mørkner
En dunkel skygge
Du aldrig får at se.
Skjult i det bløde sand
Vil jeg værge og våge
Over de svage spor
Du træder på famlende fødder.
Hvad gør det mig
Hvor scenen er sat
Mit brændende ønske er blot
At skjule din frysende krop
Med min skælvende skygge.
I det mørknende blå
Vil jeg jage blandt ulvene
Uophørligt følge dit spor
Til vort evige stævnemøde.
Ofte kørte Dronningen og Prinsen kunstnerisk parløb. Hun illustrerede blandt andet hans digtsamlinger, og i 2013 slog kunstmuseet ARoS i Aarhus dørene op for en fællesudstilling med parrets kunst.
Udstillingen ’PAS DE DEUX ROYAL - et kunstnerisk møde’ med omkring 150 værker satte publikumsrekord på museet med 285.510 besøgende.
Mens Dronningen primært udstillede sine landskabsmalerier og aldrig gav figuren plads i sin kunst, havde prins Henrik altid fokus på både menneske- og dyrekroppen i sine skulpturer, ligesom han med den hyppige brug af ‘du’ og ’jeg’ betonede de menneskelige relationer i sine digte.
En anmelder på Morgenavisen Jyllands-Posten kaldte udstillingen for “et vibrerende og kreativt stævnemøde mellem et gallisk og nordisk temperament” og kvitterede med fem ud af seks stjerner.
Kong Henrik – familiens overhoved
Selv om regentparret fulgtes ad gennem livet som hinandens naturlige modpoler og sparringspartnere, havde prins Henrik svært ved at affinde sig med monarkiets indbyggede rangorden.
Han beklagede sig flere gange over sin placering og fik titlen prinsgemal for at markere sig selv i forhold til de yngre prinser i kongehuset. Løbende har han kritiseret – også offentligt – at han ikke var sidestillet med Dronningen.
Altid Hans Kongelige Højhed. Aldrig Hans Majestæt.
Men overhoved for familien blev han. Han tog det på sig at deltage aktivt i opdragelsen af sønnerne kronprins Frederik og prins Joachim. Han videreførte idealerne om børneopdragelse fra sin egen barndom, og den var til tider skrap og med både kæft og trit.
Ved regentparrets sølvbryllup i 1992 sagde kronprins Frederik de berømte ord om og til sin far:
- Man siger, at den, man elsker, tugter man. Og papa, vi har aldrig tvivlet på din kærlighed.
En kærlighed, som Kronprinsen i sin tale beskrev som både overvældende og en anelse tilfældig. Ligesom i kunsten var det et sammenstød af kulturer, som danskerne havde svært ved at forstå – tilmed også prins Henriks egen førstefødte til tider.
- Som barn følte jeg mig tit lidt magtesløs over for din stringente logik, din klare syntaks og dit galliske temperament, og jeg sagde tit – men ikke højt – som lammet i La Fontaines fabel om ulven og lammet: La raison du plus fort est toujour la meilleure (den stærkeste får altid ret, red.).
Men med nok tid og tålmodighed kan selv det uforståelige blive forståeligt, og ved sølvbrylluppet gav kronprins Frederik da også udtryk for, at prins Henrik har givet et par væsentlige livslektioner fra sig undervejs i hans opvækst.
- Du æggede til diskussion, og dermed lærte du mig ikke at tage noget for givet, at være kritisk. Det føler jeg i dag som en stor styrke.
Men med Prinsens børnebørn var historien en anden.
Stoltheden og kærligheden sås tydeligt, når hele familien var sammen. Med dem blev han blød, som kun en farfar kan blive det.
Om det var minderne fra sin egen barndom, som gjorde prins Henrik blød om hjertet, er ikke til at sige, men det er sandsynligt.
I hvert fald berettede Ekstra Bladet i 2011 om en prins, der under en af sine digtoplæsninger gævt fortalte om, hvordan han som den ældste i den ni mand store børneflok i Frankrig ofte fortalte sine søskende uhyggelige godnathistorier om farlige fabeldyr, han selv havde opfundet.
- Da jeg var 10-12 år gammel, morede jeg mig med at fortælle uhyggelige historier i sengen. Det var så morsomt, for ofte havde de mareridt. Men næste dag sagde de: “Det var frygteligt. Må vi få mere?”, så jeg var sikker på, at de kunne lide det, sagde Prinsen dengang.
De farlige fabeldyr tog han med sig som bedstefar, og fortællingerne på sengekanten havde stadig stor effekt.
Prins Henriks popularitet i befolkningen har altid bølget frem og tilbage, men selv ændrede han sig ikke.
De senere år opnåede han kultstatus – især blandt de unge. Måske netop for sit mod til at være sig selv. Han var i hvert fald ikke bange for at klæde sig flamboyant og konstant overraske, være spontan og sige sin ærlige mening.
Hvem husker ikke, da en pelshueklædt prins Henrik til offentlighedens store begejstring slentrede en tur på Christiania uden livvagter en kølig decemberdag i 2013? Eller da han til en gallamiddag for Verdensnaturfonden klædte sig ud som panda og gik rundt og kildede gæsterne i nakken med krydderurter fra køkkenhaven?
Men efter bølgetoppe kommer bølgedale.
Selvom prins Henrik altid har været en mand, der har været i stand til at grine af sig selv, stivnede smilene alligevel i 2015.
Med sygeafbuddet til dronningens 75-års fødselsdag sendte han kongehuset ud i en af de værste kriser i mange år. På et pressemøde fortalte Dronningen, at hendes mand havde lagt sig med influenza og derfor måtte melde afbud til alle festlighederne.
- Men jeg skulle hilse, lød det beklemt.
Manden, der i sin bryllupstale havde lovet altid at være sin hustrus støtte, og som altid havde været at finde ved hendes side, var pludselig væk til befolkningens store forundring. Og da han kun få dage efter fejringen blev set og fotograferet af danske turister i Venedig, ændrede forundring sig til forargelse hos mange.
Så da Dronningen satte sig til rette bag kameraet i modtagelsesværelset på Amalienborg den 31. december 2015, skulle hun levere et svært budskab i sin nytårstale. Dronningen rodede i sine papirer.
- Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at ‘drosle ned’ – til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension.
Hun takkede sin mand for hans uvurderlige støtte, hjælp og inspiration gennem årene. Kort før Dronningens fødselsdag – den 14. april 2016 – frasagde prins Henrik sig desuden titlen som prinsgemal, en titel, han ellers havde gjort krav på siden 2005.
Et anderledes eftermæle
I begyndelsen af august 2017 kom prins Henrik med en udtalelse, der rystede kongehuset – og det royale Danmark – i sin grundvold:
Kunne han ikke sidestilles med dronning Margrethe i livet, ville han ikke lade sig begrave ved hendes side under deres fælles sarkofag i Roskilde Domkirke.
Danskernes forargelse var til at tage og føle på. Arkæologer havde flere år forinden gravet ud til regentparrets fælles gravmæle, ligesom billedhuggeren Bjørn Nørgaard havde designet den milliondyre sarkofag.
Beslutningen blev kaldt “uværdig” og “egoistisk”. Men intet pres fik ham til at ændre mening.
En måned senere oplyste Kongehuset, at prins Henrik var diagnosticeret med demens. Flere undersøgelser henover sommeren havde slået fast, at Prinsens kognitive funktionsevner var nedsat - mere end forventet, oplyste hofmarskallen.
Det ændrede dog ikke ved den 83-årige prins Henriks begravelsesplaner.
Prinsen nåede aldrig at blive, som danskerne ønskede. Han var sin egen. Fransk i sit inderste dna med drys af Fjernøstens mystik. En patriark, der gennem årtier forsøgte at finde sig til rette med placeringen bag sin hustru, men som i sidste ende havde svært ved at gå på kompromis med dét, han var:
En verdensmand i et lille land.
Kilder: kongehuset.dk, ‘Enegænger’ af Stéphanie Surrugue, Prins Henriks erindringer ‘Skæbne forpligter’, ARoS, TV 2, DR, BT, Politiken, Berlingske.