Prins Henrik

Historiker: - Hoffet er meget forsigtig i dets kommunikation

Kronprinsen måtte i år 2000 også afbryde en rejse, da dronning Ingrids helbred var svækket.

- Det er, som kongehuset siger, alvorligt. Og han er nok døende. Der vil vel ikke være andre grunde til, at Kronprinsen skulle haste hjem fra sit elskede OL, siger Sebastian Olden-Jørgensen, historiker ved Københavns Universitet og ekspert i kongehusets historie til TV 2.

Hans udtalelse henviser til hoffets meddelelse fredag morgen, om at prins Henriks tilstand er "alvorligt forværret".

Han synes, det hele minder om år 2000, da dronning Ingrid døde, for da blev kronprins Frederik også kaldt hjem fra en rejse.

Fredensborg Slot har en særlig plads i kongefamiliens liv, og dronning Ingrid holdt af at opholde sig i Kancellihuset på Fredensborg Slot, hvor hun sov stille ind den 7. november 2000.

Det er et sted, der har dannet rammen om kongefamiliens liv og familie i adskillige generationer. Snarere end det mere officiøse Amalienborg, forklarer historikeren.

Kortfattet, men entydig

Den kortfattede pressemeddelelse fra hoffet i morges giver ikke mange detaljer andet end, at prins Henriks situation er alvorligt forværret, og at Kronprinsen er på vej hjem fra Sydkorea. Men mellem linjerne lurer alvoren.

- Hoffet er meget forsigtig i dets kommunikation, og de vil jo heller ikke komme i den situation, at nogen ser Kronprinsen haste hjem og ikke har fået en ordentlig forklaring, så det er et vellykket forsøg på at være absolut entydig, siger han.

Sidste strækning på rejsen

Dronningen var taget til Fredensborg Slot for at tage imod sin syge mand, når han skulle udskrives fra Rigshospitalet.

- Ja, ellers var hun forberedt på det værste. Det var jo også her, dronning Ingrid døde. Og Dronningen tog til Fredensborg tidligere, end hun skulle ifølge rutinen, har Sebastian Olden-Jørgensen bidt mærke i.

- Fredensborg har dannet rammen om kongelige dødsfald tidligere. Så når der bliver talt på den her måde, og der bliver gjort det her, så viser det, at vi er på den sidste strækning af rejsen, fortæller Sebastian Olden Jørgensen.

Royalist håber på, at Prinsen kommer tilbage

Fredensborg Slots særlige betydning for den kongelige familie understreges også af fredensborgenseren Lissi Hvenegaard, som i dag gik tur i slotsparken. 

Hun har fulgt regentparret det meste af sit liv - og bor nu kun 10 minutter fra slottet i Nordsjælland.    

- Jeg har været heroppe, hver gang der har været noget specielt. Til deres (Margrethe og Henriks, red.) sølvbryllup var jeg i slotparken for at nyde musikken og vinke til dem, og da kronprinsen fik sit første barn var jeg heroppe, da han kom hjem til Kancellihuset, siger hun til TV 2.

Hun håber, at Prinsen får lov at forlade hospitalssengen og komme tilbage til byen. 

- Men som situationen er nu, er jeg bange for, at han ikke kommer, siger hun slutteligt efter at have fulgt nyhederne i dag med sorg.