Nyheder

Familien har besøgt prins Henrik på hospitalet

Dronningen og parrets sønner og svigerdøtre har været på besøg hos prins Henrik i løbet af de sidste par dage, lyder det fra kongehuset.

Prins Henrik er på fjerde dag indlagt på Rigshospitalet, og der er stadig ingen oplysninger om, hvad han præcis fejler.

I løbet af de sidste par dage har han haft besøg af både Dronning Margrethe og begge sine sønner og svigerdøtre. Det oplyser kongehuset til TV 2.

Prinsens indlæggelse skete i søndags, efter han havde opholdt sig i Egypten siden starten af januar og også været i behandling der.

Vi ved intet

Siden har det været meget sparsomt med oplysninger om Prinsens helbred. 

Prins Joachim sagde mandag til Jydske Vestkysten, at han heller ikke ved meget.

- Nu må vi afvente diverse prøver. Så jeg ved sådan set ikke mere end andre, når det drejer sig om, hvad han fejler, sagde Prinsen.

Lider af demens

Det er ikke første gang, at prins Henriks helbred er i fokus. Kongehuset meddelte i efteråret 2017, at prins Henrik lider af demens.

I sommeren 2017 var prins Henrik desuden indlagt to gange på hospitalet.

Den 83-årige prins Henrik blev først indlagt på Universitetshospitalet i Aarhus i midten af juli, hvor han fik behandling for en infektion i benet. Indlæggelsen blev dog længere end forventet, og han endte med at få en ballonudvidelse i sit bækkenkar.

Siden blev han igen indlagt, denne gang på Rigshospitalet, med smerter i højre ben.