Samfund

Bekymrede tillidsmænd om udflytning: - Bliver et videnstab af en anden verden

Det får konsekvenser for både medarbejdere og de statslige arbejdspladsers viden, når de udflyttes, fortæller to af de ramte tillidsmænd.

Onsdag fik de beskeden hos Danmarks Innovationsfond.

I den kommende tid skal alle 46 medarbejdere flytte fra det nuværende hovedsæde i hjertet af København til Aarhus.

De er bare en lille del af de 1800 statslige arbejdspladser, der skal flytte ud i landet i forbindelse med regeringens udflytningsplan Bedre Balance II.

- I går var jeg chokeret. Det var en melding, der kom bag på mig, siger Jakob Dahl Wedel, som er tillidsmand i Innovationsfonden, til TV 2.

Han kommer ikke til at flytte med sit arbejde til Aarhus - for han vil ikke væk fra sit hjem og familie i hovedstaden.

Og både erfaringen og undersøgelser peger på, at mange vælger det samme som tillidsmanden.

Jakob Dahl Wedel er tillidsmand i Danmarks Innovationsfond, der bliver flyttet fra København til Aarhus med 46 medarbejdere. Video: Silvie Ulrikke Østebø

De færreste vil rykke teltpælene op

Regeringen præsenterede deres første planer for udflytning i oktober 2015.

Det bliver et videnstab af en anden verden

Claus Torp Viberg, fælles tillidsrepræsentant i Styrelsen for Patientsikkerhed

Her var det 3500 arbejdspladser, der skulle fordeles rundt i landet. I dag er 2546 af de arbejdspladser reelt flyttet, men ser man på de enkelte medarbejdere, er det kun omkring hver fjerde, der er fulgt med. Det viser Finansministeriets tal fra september 2017.

- Uanset om man på det politiske niveau kan sige, at det er en sympatisk idé at flytte arbejdspladser rundt, så har man givet en fyreseddel til en masse mennesker i går, siger Jakob Dahl Wedel og understreger, at det ikke er alle, der har mulighed for at flytte til den anden ende af landet.

Den samme tendens viste sig, da Ingeniørforeningen IDA i forbindelse med udflytningen i 2015 undersøgte danskernes villighed til at pendle længere eller rykke teltpælene op og flytte med deres arbejdsplads.

Her svarede over halvdelen, at de ville sige nej tak, hvis deres arbejde blev flyttet 200 kilometer væk. Kun fem procent var villige til at flytte bopæl.

Staten håndterer det dårligt

Netop fem procent - eller 5 ud af 100 medarbejdere - flyttede med Styrelsen for Patientsikkerhed, da den i 2015 skulle flytte en del af sine kontorer fra Frederiksberg til Aarhus.

Vi har faktisk ikke fået noget at vide. Det første, jeg fik at vide, var klokken 13.05, da det blev annonceret i tv, og jeg har ikke fået noget at vide senere

Jakob Dahl Wedel, tillidsmand i Danmarks Innovationsfond

Med onsdagens udmelding fra regeringen skal yderligere 140 af deres stillinger flyttes væk fra hovedsædet.

- Min fornemmelse for, hvordan det bliver denne gang, er ikke bedre, siger Claus Torp Viberg, juridisk fuldmægtig og fælles tillidsrepræsentant i styrelsen.

Han har indtil videre kun hørt om én medarbejder, der vil flytte med.

- Det bliver et videnstab af en anden verden, tilføjer han.

Ifølge ham går medarbejdernes mange erfaringer og kompetencer tabt ved en udflytning.

Han ved, at der også er kompetente medarbejdere i Aarhus, men det vil tage flere år, før styrelsen kan drives på samme niveau og komme til bunds i de mange sager, som styrelsen behandler.

Føler sig dårligt behandlet

Begge tillidsmænd ærgrer sig over den måde, de onsdag fik beskeden på.

- Vi har faktisk ikke fået noget at vide. Det første, jeg fik at vide, var klokken 13.05, da det blev annonceret i tv, og jeg har ikke fået noget at vide senere. Min ledelse har selvfølgelig fortalt noget, men de ved heller ikke noget mere konkret, siger Jakob Dahl Wedel fra Danmarks Innovationsfond.

- Processen er ikke særlig ansvarlig over for medarbejderne.

I Styrelsen for Patientsikkerhed er de som sådan ikke imod udflytningen, men en stor del af medarbejderne har allerede oplevet de store udfordringer, der er i en udflytning. Dem står de nu over for endnu en gang.

- Nu får vi at vide, at vi skal igennem en udflytning igen. Det er som at få at vide: "I har gjort det godt, men i stedet for et klap på skulderen får I her en kniv, som vi skal sætte et sted", siger Claus Torp Viberg.

I alt er 4024 arbejdspladser på vej til 49 byer uden for hovedstaden. Det tæller både de 1800 stillinger, som flyttes, og en lang række nye statslige arbejdspladser, som oprettes.