Nyheder

Trump afviser 'lortelande'-kommentar efter massiv kritik

En kontroversiel udtalelse, som den amerikanske præsident skulle have sagt på et lukket møde, får internationale politikere til tasterne med modsvar.

USA's præsident, Donald Trump, bliver mødt med international kritik, efter at han ifølge flere amerikanske medier, blandt andet Washington Post og CNN, har sagt følgende: 

- Hvorfor vil vi have alle de her mennesker fra "lortelande" hertil?

Udtalelsen skulle have fundet sted under et lukket møde i Det Hvide Hus, hvor der blev diskuteret en lov, som har til hensigt at beskytte immigranter fra lande som Haiti, El Salvador og flere afrikanske lande. 

Præsidenten skulle ifølge flere kilder have sat spørgsmålstegn ved, hvorfor USA skulle byde flere afrikanere og folk fra Haiti velkommen. Desuden skulle han have sagt, at USA i stedet burde tiltrække flere folk fra lande som Norge.

Men i et opslag på Twitter afviser Donald Trump udtalelsen.

- Det sprog, jeg anvendte under Daca-mødet var barskt, men dette var ikke det sprog, der blev brugt. Hvad der var virkeligt barskt, var det verdensfjerne forslag, som blev fremlagt - et stort tilbageslag for Daca, skriver han.

Vrede i England og Haiti

Bemærkningen har også fået det internationale samfund til tasterne. Blandt andre Haitis tidligere premierminister Laurent Lamothe, som bestemt ikke er begejstret for omtalen af sit folk. 

- Skam dig, Trump. Verden er vidne til et nyt lavpunkt i dag med denne #lortelande-bemærkning! Det er fuldstændigt uacceptabelt. Det er malplaceret, og hvad mere er, det viser en mangel på respekt og en aldrig tidligere set uvidenhed fra en amerikansk præsident i nyere historie. Nok er nok, skriver han på Twitter.

Kommentaren er også faldet den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband for brystet. Han er fredag præsident for den globale humanitære organisation International Rescue Committee.

- Trumps administration styrer et løb mod bunden, når det gælder flygtninge og immigranter, som er et forræderi mod USA's fremtid såvel som dets historie. Det er mennesker, vi taler om her, skriver han på Twitter.

Den tidligere FBI-direktør James Comey, som Donald Trump fyrede sidste år, har citeret et digt, som står på Frihedsgudinden, og tilføjet:

- Dette lands storhed og sande genialitet findes i dets diversitet.

Det Hvide Hus benægter ikke

Over for CNN har talsmand for Det Hvide Hus Raj Shah ikke afvist, at bemærkningen skulle have fundet sted, men siger i en udtalelse: 

- Trump kæmper for permanente løsninger, der gør vores land stærkere, ved at byde velkommen til dem, som kan bidrage til vores samfund, få vores økonomi til at vokse, og som vil integrere sig i vores fantastiske nation.

Sagen kommer ikke bag på USA-analytiker Mirco Reimer-Elster. Han vurderer tilmed, at det virker ganske troværdigt, at Trump kan have formuleret sig sådan, som medierne har beskrevet. 

- Hvis du tager alle forbehold og kigger på, hvordan han generelt udtaler sig, er det ret sandsynligt, at den formulering er faldet. Vi taler jo om en mand, som ikke tidligere har haft kvaler med at omtale mexicanere som voldtægtsmænd. En mand, som ikke har den fineste fornemmelse for den slags formuleringer for at sige det mildt, siger Mirco Reimer-Elster og tilføjer, at det netop er den form for åbenmundethed, som har bragt ham til tops i amerikansk politik.

USA-analytikeren har derfor svært ved at se, at udtalelsen vil få større konsekvenser. Tværtimod vil den måske ligefrem falde i god jord i visse kredse.

- Nok kan Trump være flyvsk. Men denne udtalelse om immigranter stemmer overens med hans politiske dagsorden. Han taber i hvert fald ikke i forhold til sin base. For mange af hans vælgere er enige. De vil mene, at han siger tingene, som de er, siger Mirco Reimer-Elster og henviser til et Tweet fra Fox News-værten Tucker Carlson:

Vi ved, hvad han mener

USA-analytikeren medgiver, at dele af citatet kan læses ind i en racistisk kontekst. Det er dog ikke hensigten, mener Mirco Reimer-Elster. 

- Han snakker om Haiti, omtaler Afrika, som var det ét land, og så giver det ekstra lag, at han nævner Norge. Som om at hvide mennesker er bedre. Det skaber en racekontekst. Men man ved jo, hvad han mener. 

Formuleringen "lortelande" er klodset, forklarer Mirco Reimer-Elster, men det er også et typisk eksempel på en Trump uden filter. En præsident, der er ligeglad med politisk korrekthed, og som siger, hvad han tænker, tilføjer han:

- Det, Trump siger på en klodset og racistisk måde, er jo i bund og grund: Hvorfor kan vi ikke få flere immigranter fra velfungerende lande og samfund, snarere end immigranter fra nogle af verdens mest fattige og dysfunktionelle lande, forklarer Miro Reimer-Elster.

- Omend det er en meget krads formulering, er Trumps immigrationspolitik ikke så forskellig fra indvandrerkritiske partier i Europa, påpeger han.