Udland

Vansiret flygtningedreng slap væk fra Grækenland

TV 2s udlandsreporter Jeppe Krogager fortæller her om en af de store begivenheder, som han har dækket i 2017.

Børn har så mange år foran sig. Så meget liv at leve. Derfor gør det særligt ondt, når deres skæbne er tung. Når det korte liv de har levet, har været fyldt med død og ødelæggelse. Men heldigvis er der nogen gange lys forude.

Vinteren havde for længst lagt sigt over Danmark og var sågar ankommet til det sydlige Europa, da jeg mødte ni-årige Mannan Osso i Athen i februar.

Korrespondenter - året der gik 2017

I forbindelse med årets udgang har vi bedt TV 2's korrespondenter og udsendte reportere fortælle om de store begivenheder, som de har været med til at dække i 2017.

Han var forbrændt fra top til tå. Vansiret. På både krop og sjæl. En tredjegradsforbrænding havde ændret alt på et splitsekund.

– Jeg er blevet et monster, mor. Sådan lød det ofte fra Mannan Osso, når han havde kigget i spejlet.

Bag forbrændingerne kunne man mærke drengen

Det var moderen, der fortalte det, 35-årige Amina Arslan. Selv var Mannan Osso meget lidt talende. Han sad tavs ved siden af sin mor, mens hun fortalte om deres liv. Om flugten fra Syrien. Om ulykken i den græske flygtningelejr, hvor en brand i teltene havde forbrændt Mannan Osso ansigt til ukendelighed. Om en dreng, der var gået fra at være udadvendt og smilende til at være indadvendt, trist og ofte ked af det.

Det var først, da jeg begyndte at spille fodbold med ham i den lille lejligheds stue, at det var som om, at han livede op. Man kunne mærke drengen inde bag forbrændingerne, der ellers gjorde ham tavs og indesluttet. Den ni-åriges iver for at drible, tackle og vinde brød frem i lys lue.

Syriske Mannan Osso blev slemt forbrændt, da et brændende telt styrtede ned over ham.

Ifølge Mannan Ossos mor kunne de græske myndigheder ikke hjælpe. Ressourcerne var minimale, efter at en flygtningestrøm uden sidestykke var rejst mod Europa med første stop i Grækenland. Men hvad var der så at gøre? Familien måtte væk, mente Mannan Ossos mor, Amina Arslan. Væk fra Grækenland og til et land, med dygtige læger og medicin, der kunne hjælpe hendes lille dreng.

10-årige Maha tolker for sin mor

Et par dage forinden havde jeg mødt en pige på samme alder som Mannan Osso på øen Lesbos. Hun hed Maha og var ligesom Mannan Osso flygtet fra Syrien.

Selv om hun var bare 10 år, havde flugten og livet i en flygtningelejr givet hende opgaver i de voksnes rækker. Livet som flygtning havde ændret hendes rolle i familien radikalt. Hun havde nemlig på rekordtid lært sig engelsk i flygtningelejren og kunne nu optræde som tolk, når familien havde spørgsmål eller problemer. Blandt andet tolkede hun, når moren skulle til læge. Men hun – og forældrene - var meget opmærksomme på, hvad hun kunne og ikke kunne oversætte. Var det dårligt nyt, noget alvorligt, måtte familien eller andre, der ønskede at bruge hendes ekspertise finde sig en anden tolk.

Maha fik aldrig sagt farvel

Maha savnede selvfølgelig sin familie hjemme i Syrien. Sine bedsteforældre og særligt en jævnaldrende kusine, som hun legede meget med. Og så var den en ting, hun bar med sig i sit lille hjerte. Noget der gik hende på: At hun aldrig havde fået sagt farvel til sine klassekammerater.

Hun ville så gerne være gået hen på skolen, inden de tog væk. Men faren sagde nej. Det var ikke en ferierejse, de skulle ud på. Men en flugt over tusindvis af kilometer. Illegalt over landegrænser og til sidst en farefuld færd over havet fra Tyrkiet til den græske ferieø Lesbos.

Maha havde oplevet ting, et barn på hendes alder ikke skal. Hun kunne beskrive episoder, som jævnaldrende børn end ikke er klar over eksisterer. Og jeg ved det, for jeg har selv en pige på samme alder. En pige som Maha spurgte interesseret til, men hvis hverdag, hun havde svært ved at forstå.

 – Kan hun køre på cykel? På sin helt egen cykel, lød det fra Maha, tvivlende på om det kunne være rigtigt og samtidig nysgerrig efter at høre mere om et pigeliv i det nordlige Europa.

Maha og hendes far møder TV 2 på Lesbos.

Selv havde Maha ikke lært at køre på cykel. Men hun havde lært at holde sig for ørerne, når bomberne faldt ved hendes landsby i det sydvestlige Syrien.

-  Når man kunne høre bum bum lyde, blev jeg meget bange, forklarede Maha, mens hun med hænder viste, hvordan hun havde forsøgt at holde krigens rædsler ude.

Maha ville til Tyskland

Familien – der udover Maha – bestod af en højgravid mor, en far og tre søskende ville gerne til Tyskland. Til Saarbrücken, hvor hendes onkel boede. Men det tog tid at få papirerne i orden. Familien havde foreløbigt ventet i næsten et år, da jeg mødte dem. De håbede, men Maha selv var skeptisk.

– Jeg tror ikke, vi kommer til Tyskland. Det er en fornemmelse, jeg har, sagde hun til mig med sine store brune øjne, der hele tiden vekslede mellem smil, sorg og alvor. Men så pludselig, nogle måneder senere fik jeg en besked fra hende.

Her er Maha sammen med sin far Faez, sin lillebror Tala på 3 år og sin anden lillebror Taiem på 5 år.

Mannan Osso kom væk fra Grækenland

Flygtningedrengen Mannan Ossos mor Amina Arslan var meget berørt over interviewet, vi lavede med hende. Men hun håbede, at hun ved at stå frem med sin historie kunne hjælpe sin søn. Private humanitære organisationer var allerede i gang med at hjælpe familien. De samlede penge ind og forsøgte at finde et land, der ville sørge for den rigtige behandling til hendes søn. I vinteren 2017 virkede det nærmest som en umulig tanke, at Arslan skulle have held med sit projekt. Ikke nok med, at hun skulle skaffe penge. Dernæst var hele spørgsmålet om opholdstilladelse. Nej, jeg forlod bestemt ikke familien med en fornemmelse af, at det ville lykkes dem at komme væk.

Men faktisk gik der ikke så lang tid, før jeg ad omveje hørte, at familien nu var rejst væk fra Athen. Til Tyskland – vist nok Berlin - med et fly sponsoreret af en privat nødhjælpsorganisation. Jeg kender ikke de præcise omstændigheder, men det lykkedes altså Amina Arslan at komme væk. Det hun havde fortalt om som et spinkelt håb - nærmest en drøm - blev til virkelighed. Nu håber jeg bare, at Mannan Osso også er kommet under kyndig behandling. Og at han med tiden vil få helet det værste af sine sår. At han igen kan blive den sorgløse og smilende dreng, som moren beskrev, at han var før ulykken.

Maha i Tyskland

Og så tilbage til flygtningepigen Maha. Pludselig en dag tikkede en besked ind på min mobiltelefon:

- Hi Jeppe, how are you?

Det var Maha, der skrev fra sin fars mobiltelefon. Jeg svarede straks, at alt var vel, men hvad med hende? Hvad med familien? Og ikke mindst hendes højgravide mor? Alt er godt, skrev Maha. Og sendte et billede, hvor hun smilende holdt sin nyfødte lillesøster.

Hvordan og hvorledes har jeg ikke helt forstået på Mahas beskeder. Men i hvert fald var faderen endt med at komme til Tyskland med børnene. Men uden Mahas mor og nyfødte lillesøster. Hvorfor det var sådan, forstod jeg ikke helt, men i hvert fald regnede de bestemt med, at moderen og babyen ville følge efter.

Siden har jeg ikke hørt fra Maha. Jeg ved ikke om moderen og lillesøsteren er nået frem til Tyskland. Det piner mig, når jeg sidder og skriver dette. For jeg vil så gerne have nyt fra hendes liv. Få vished om, hvad der er sket med hende, siden jeg mødte hende på den græske ferieø Lesbos. En vinterdag i februar i 2017.