Dokumentar om prins Joachim vil ikke ændre hans image, mener eksperter
TV 2-dokumentaren 'Den anden prins' giver indblik i hverdagen hos prins Joachim på godt og ondt.
Han smører madpakker til sine børn, og han er en kærlig far, der bliver rørt over at tale med børnene, når han er i udlandet for at passe sine pligter.
Prins Joachim åbner op og viser hverdagen i den royale husstand nord for København i TV 2-dokumentaren 'Den anden prins'. Men sådan en dokumentar er slet ikke nok til at ændre Prinsens image i befolkningens øjne, mener Trine Villemann, der har skrevet flere bøger om kongehuset.
Hun mener, han er upopulær, fordi han har flere dårlige sager i bagagen.
- Det kan godt være, at prins Joachim sidder og siger, at han er enormt følsom, men han viser jo noget andet. For eksempel kan mange huske det klip, hvor han er på officiel opgave på et skib, og en journalist stiller ham et spørgsmål og kommer til at sige "du".
- Prins Joachim vil ikke svare på spørgsmålet, før han (journalisten, red.) siger "De", siger hun og tilføjer:
- Og så er tiderne forbi, hvor man faldt på halen over, at en kongelig kan smøre en madpakke.
Fortiden spøger
Trine Villemann mener, at Prinsen er blevet upopulær i befolkningen, fordi hans skilsmisse fra den tidligere prinsesse Alexandra har kostet skatteyderne penge, og fordi han har solgt Schackenborg Slot.
I dokumentaren fortæller Prinsen blandt andet, at han ved, at mange i befolkningen opfatter ham som arrogant, men at han føler sig misforstået.
- Jeg er ikke, som I tror eller hører eller nogle gange ønsker jer, siger Prinsen, som uddyber, at han er et følsomt menneske, der har lært at holde facaden.
Usædvanligt åbenhjertig
Dokumentaren kommer usædvanligt tæt på prins Joachim og vil dele vandene, vurderer Lars Hovbakke Sørensen, adjunkt og ph.d. ved professionshøjskolen Absalon.
- Det er ret usædvanligt, at en kongelig udtaler sig så åbenhjertigt. Men det er noget, den nye generation af kongelige er begyndt at gøre mere og mere.
- Nogle vil synes, at det er fint, at vi får mere at vide om, hvad der er bag rollen som prins, og at han er mere uformel, end han plejer. Andre vil synes, at vi for eksempel ikke får nok forklaring om, hvad der skete med Schackenborg, siger han.