Udland

Simi Jan: Mit gamle kvarter er ikke længere sikkert

TV 2s korrespondent Simi Jan fortæller her om sit besøg i Kabul tidligere i år, hvor der er mere usikkert, end sidst hun var i byen for tre år siden.

Det var et gensyn, jeg havde glædet mig til. Længe. Og et gensyn, der gjorde indtryk. Så meget, at jeg på vej hjem i flyet kiggede længselsfuldt ud på bjergene. Bevæget. Fordi jeg forlod et sted, jeg holder af. Et sted, der er i opløsning, uden håb, og med et ar på sjælen, der kun var blevet dybere, siden sidst jeg var der for tre år siden.

Hver morgen beder vi til, at vi kommer sikkert hjem igen

Abdul, tæppehandler i Kabul

Jeg savnede allerede duften af Kabul. Min kære by. I forandring. Et sted, der tog mig med storm, da jeg i 2009 første gang satte mine fødder i det fattige, korrupte, kvindeundertrykkende og krigshærgede land for at rapportere.

Året der gik

I forbindelse med årets udgang har vi bedt TV 2's korrespondenter og udsendte reportere fortælle om de store begivenheder, som de har været med til at dække i 2017.

Jeg blev forelsket. I et sted som mange af de lokale forsøgte at komme væk fra. Afghanistan er for mig historien om et sted, hvor jeg har mødt en grænseløs gæstfrihed midt i en krig. Hvor jeg hurtigt er blevet en eller andens søster eller datter og er blevet inviteret hjem til fremmede. Hvor jeg har mødt en kærlighed midt i en krig, som ingen andre steder. Afghanistan er et land, jeg håber, at jeg en dag kan besøge med min søn. Så han kan opleve det land, hans mor holder så meget af.

Humoren upåvirket af de mange terrorangreb

Jeg har boet i Kabul i flere år og rejst rundt i landet fra nord til syd. Jeg har lært lokalsproget, fordi det er smukt, rigt og poetisk, og fordi det har åbnet så mange døre for mig at kunne tale direkte med de lokale. Uden filter. Og derfor har venskaber med lokale også været en stor prioritet.

Min ven, tæppehandleren Abdul, har heldigvis sin humor i behold og gensynsglæden var stor

Så gensynsglæden var stor, da jeg mødte nogle af mine jævnaldrende afghanske venner. Det var kram og tårer. Det var gensynsglæde af den sjældne slags. Hvor oprigtigheden ikke behøver at blive udtrykt i ord. Hvor øjenkontakt og stilhed nogle gange er nok. For gensynet var også en opridsning af landets tilstand siden 2014, da jeg sidst var der. Over de fælles venner vi havde mistet. Enten dræbt i terrorangreb eller flygtet. Sammen sendte vi kærlige tanker til de døde. Som for eksempel en kær journalistven, der blev dræbt med sin kone og to små børn, da de var ude at spise på en restaurant, fordi bevæbnede mænd netop den dag trængte ind på det femstjernede hotel og skød løs.

Vi er nødt til at grine - har vi andet valg?

Abdul, tæppehandler i Kabul

Sammen savnede vi dem, der havde valgt at forlade deres elskede land. Jeg er i kontakt med flere og følger med i deres dilemmaer og svære valg, når de for deres børns fremtids skyld giver afkald på fædrelandets tryghed. Når de savner deres forældre og søskende, der stadig er i Kabul. Når de forsigtigt udtrykker håbet om, at freden en dag vil bringe dem hjem igen.  

Sammen grinede vi. For humoren var upåvirket. Trods flere terrorangreb, mere politisk ustabilitet, flere civile dræbte og manglen på lys for enden af tunnelen.

Usikkerheden forpester livet

- Vi er nødt til at grine, har vi andet valg?, spurgte en af mine afghanske venner.

Hans valg om at blive var også præget af en lille usikkerhed over, om det nu var det rigtige. Han elsker sit land. Og ville ikke føle sig hjemme andre steder. Så han tager risikoen og håber på bedre tider. Og på, at Gud holder hånden over ham og især hans børn. Men som min tæppehandler Abdul, som jeg har kendt i flere år, sagde, så har usikkerheden forpestet livet. Vi sad i hans tomme butik, kunderne var forduftet, men hans smil var det samme.

- Hver morgen beder vi til, at vi kommer sikkert hjem igen. Det er ikke bare mig. Sådan har alle det, sagde Abdul, mens hans 10-årige søn sad ved siden af på gulvet. 

- Jeg er nødt til at leve med situationen. Og jeg bliver nødt til at blive, og være her for min familie. Jeg skal være stærk. For mine børns skyld.

Vi drak grøn te. Stilhed. Jeg fortalte ham, at den sofa, han lavede til mig for flere år siden, står i min stue i Danmark, og at jeg elsker at slappe af på den. Og at jeg tit tænker på ham og Kabul.

150 blev dræbt i det værste terrorangreb nogensinde i Kabul

Men netop Abduls frygt, mærkede jeg, da jeg skulle besøge en kollega og ven fra BBC. En af organisationens chauffører hentede mig, så jeg kunne blive eskorteret til kontoret, der var flyttet til det topsikrede område i byen. Han genkendte mig fra gamle dage. Vi hilste på hinanden.

- Jeg er ked af det, der skete med din kollega, fik jeg sagt på persisk. 

- Må han hvile i fred. Han var så ung, svarede chaufføren, og tilføjede: 

- Jeg havde fri den dag. Men skulle have været på arbejde, og han havde så taget min vagt.

Terrorangrebet den 31. maj ud for den tyske ambassade i Kabul kostede over 150 mennesker livet - det blodigste terrorangreb nogensinde i Kabul

Jeg tog en dyb indånding. Forleden havde jeg set resterne af den tyske ambassade og de omkringliggende bygninger med egne øjne. Det var det største angreb i Kabul nogensinde i den 17 år lange krig. 150 mennesker mistede livet, da en lastbil fyldt med sprængstoffer rystede byen flere kilometer væk. Tv-stationen BBC's bil var på vej ind til kontoret med flere ansatte og var sekunder fra at have stået lige ved siden af lastbilen.

Dengang der var håb om nye tider

Da jeg var der i 2014, var der håb om nye tider. Jeg dækkede det historiske præsidentvalg, hvor Ashraf Ghani overtog ledelsen efter Hamid Karzai. Jeg har interviewet dem begge. Hørt om deres visioner og håb for deres land. Og jeg har mødt folkets skuffelse over manglende resultater. Den manglende sikkerhed. Jeg husker også, hvordan krigen kom tættere på journaliststanden i netop 2014. Hvordan jeg græd, da to kvindelige korrespondentkollegaer fra Tyskland og Canada, som jeg havde hygget med to dage forinden, blev skudt. Den ene døde på stedet. Den anden lå i koma og kæmpede for livet. Hun overlevede heldigvis. 

Deres skæbne chokerede os korrespondenter, der i mange år havde dækket Afghanistan. Vi trøstede hinanden, mens vi dækkede valget i en historisk tid, hvor en ny mand skulle overtage verdens vel nok farligste job fra den siddende præsident Hamid Karzai. Men det var i den grad en påmindelse om, at forandringer var ved at ske. Vi var blevet direkte mål. Anja og Kathy blev nemlig skudt af en politibetjent. En der skulle have passet på dem. 

Kort forinden var en svensk journalist blevet skudt på klos hold i byens diplomatkvarter. For ikke at nævne angrebet mod vores alles yndlingsrestaurant, hvor flere vesterlændinge og lokale blev dræbt. Også en 34-årig dansk kvindelig gymnasielærer, der netop var ankommet til Kabul for at arbejde for EU´s politikommission. Og ejeren, som var libaneser og en ven, blev dræbt, mens han forsøgte at forsvare sine gæster. Krigen i Afghanistan er forduftet fra de internationale medier. Selvom den bliver blodigere, og Taleban er på fremmarch. Omkring 40 procent af landet er lige nu direkte eller indirekte under Talebans kontrol i USA´s længste krig. Lovløsheden breder sig og kriminaliteten vokser. Også i Kabul er kidnapninger efterhånden normalt. 

Mit gamle kvarter er ikke længere sikkert

Den gade jeg boede i fra 2010-2012, hvor jeg gik rundt og hilste på de lokale, er nu ikke længere sikker. Cafeerne, restauranterne og de internationale korrespondenter er nærmest forduftet fra kvarteret. Min mangeårige chauffør er nervøs for at være der for længe. Sådan har jeg aldrig oplevet ham før i det nabolag.

- Situationen har ændret sig. Det er ikke som før. Jeg prøver bare at beskytte dig, siger han. 

Netop i disse gader er en australsk og tysk kvindelig nødhjælpsarbejder blevet kidnappet indenfor det seneste år. Og for nyligt var der et selvmordsangreb i en moske i gaden ved siden af mit tidligere hjem. Min kære by er under forandring.