Mor på 26 føder barn fra 1992
Forældrene, der ikke er biologiske, kalder deres nyfødte datter for et mirakel. Det samme ville ikke kunne ske i Danmark.
Den 25. november i år blev Emma Wren Gibson født i den amerikanske delstat Tennessee.
Udover, at det selvfølgelig var en særlig begivenhed for forældrene, så er den raske lille pige også noget særligt på verdensplan.
Emma er nemlig resultatet af et befrugtet æg, som blev frosset ned for 25 år siden - helt præcist den 14. oktober 1992. På den dato var kvinden, der netop er blevet barnets mor, blot halvandet år gammel.
- Embryonet (det befrugtede æg, red), og jeg kunne have været bedste venner, siger den 26-årige mor Tina Gibson til CNN.
20 år er tidligere rekord
Der findes ikke en databaser, der fuldstændigt kan bekræfte, at det er en verdensrekord, men ifølge CNN er det det ældste befrugtede æg, man kender til, der er blevet til en succesfuld fødsel.
Den tidligere rekordindehaver var et befrugtet æg, der blev frosset ned 20 år før fødslen.
Tina Gibson og ægtefællen Benjamin Gibson er ikke biologiske forældre til datteren, og fortæller til CNN, at de blev overraskede over at finde ud, hvor gammelt det befrugtede æg var. Men det betød ikke noget.
- Jeg ville bare gerne have et barn. Jeg er ligeglad med, om det er en verdensrekord eller ej, siger hun.
Benjamin Gibson lider af cystisk fibrose og fertilitetsproblemer og derfor kontaktede parret, der har været gift i syv år, et amerikansk center, der tilbyder "embryon adoption".
- Emma er sådan et sødt mirakel, siger Benjamin Gibson til CNN.
- Jeg synes, hun ser ret perfekt ud i forhold til, at hun blev frosset ned for alle de år siden.
Det er det amerikanske National Embryo Donation Center, der står bag behandlingen. Centeret opfordrer par, der gennemgår fertilitetsbehandlinger, men som ikke ønsker flere børn, at donere deres befrugtede æg til barnløse.
Ifølge den britiske avis The Guardian skal par have været gift i mindst tre år, før de kan få doneret et embryon fra det religiøse center.
National Embryo Donation Center vurderer, at der lige nu opbevares mellem 700.000 og en million befrugtede æg i USA.
Imponerende - men ikke overraskende
At et barn kan blive født så længe efter, at ægget blev frosset ned, kan lade sig gøre, fordi det befrugtede æg placeres i kvælstof, der er minus 200 grader.
Det forklarer Claus Yding Andersen, der er professor ved Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet.
- Det er virkelig koldt, og det betyder, at alle biologiske processer bliver stoppet. Hvis du tør det op på den rigtige måde uden at skade det, så starter man der, hvor man slap, siger han til TV 2.
Han mener derfor ikke, at der er noget usædvanligt over processen - men det er stadig en bedrift.
- Det er altid dejligt, når der er data, og nogen viser det i praksis. Det er da imponerende, men biologisk er det ikke rasende overraskende.
Det er dog ikke en historie, man vil se i Danmark.
Befrugtede æg bliver blot opbevaret fem år i Danmark, hvorefter det destrueres.
Det er besluttet fra politisk side, og det skyldes flere ting - blandt andet pladshensyn ifølge professoren, der estimerer, at der er flere tusinde æg frosset ned herhjemme.
Derudover skal én af forældrene i øjeblikket være biologiske, så det såkaldte embryon donation eller dobbelt donation har man ikke hidtil foretaget herhjemme, forklarer Claus Yding Andersen.
Dette ændrer sig dog fra 1. januar, hvor dobbelt donation bliver en mulighed for enlige kvinder og par.
Opdatering: Det er efter udgivelsen blevet tilføjet, at dobbeltdonation bliver lovligt i Danmark.