Nyheder

KL's fråseri for skatterborgernes penge skal nu undersøges

KL har sat kammeradvokaten til at undersøge, hvordan flere ledende medarbejdere kunne bruge tusindvis af skattekroner uden direktionens kendskab.

Kaviar og hotelværelser til 4000 kroner per nat, indgraverede Mont Blanc-kuglepenne til en værdi af 90.000 kroner og dyre sommerhusture til Bornholm. 

I november måned kunne TV 2-dokumentaren 'En rigtig møgsag' afdække, hvordan Kommunernes Landsforening (KL) bevidst har misbrugt skatteborgernes penge på at forsøde tilværelsen. Det førte til en politianmeldelse af en tidligere chef, mens en vicekontorchef blev fyret.

Tilbage i det uvisse stod spørgsmålet om, hvor meget KL's egen direktion kendte til overforbruget. 

På et bestyrelsesmøde torsdag har KL derfor besluttet sig for at foretage en ekstern undersøgelse, der skal afdække netop dette.

Undersøgelse vedtaget enstemmigt  

Undersøgelsen skal foretages af kammeradvokaten, der blandt andet skal se på direktionens håndtering af sagen samt bestyrelsens rolle.

Og det er en enig bestyrelse, der nu har besluttet at igangsætte undersøgelsen, fortæller KL's formand Martin Damm til TV 2:

- Vi skal finde ud af, hvordan elementerne er faldet undervejs. Vi vil gerne sikre os, at det ikke kan ske igen og finde ud af, om de regler, vi nu har lavet, fungerer. Så kan vi hurtigere opfange, hvis der sker en lignende hændelse igen, siger han.

Sagen begyndte på Folkemødet

Sagen begyndte allerede at rulle i efteråret 2016, da TV 2s journalist Morten Eggert kunne afsløre, at KL havde brugt opsigtsvækkende mange penge på Folkemødet på Bornholm. Her havde de lejet sommerhuse i 14 dage - selvom Folkemødet kun varer i fire.

I den efterfølgende dokumentar 'En rigtig møgsag' gennemgik TV 2 flere end 8000 bilag, der blandt andet viste, at kommunernes penge blev brugt på en nu tidligere KL-chefs weekendophold i Europas hovedstæder. Bilagene viste også, at KL havde købt 37 Mont Blanc-kuglepenne.

Kort inden dokumentaren udkom, anmodede KL 16 tidligere medarbejdere om at få kuglepennene igen.

Lignende undersøgelse tidligere nedstemt

Allerede i september måned ønskede dele af bestyrelsen - den røde fløj - at foretage en lignende undersøgelse. Det ønskede de blå partier dog ikke, og forslaget blev dengang nedstemt. 

Men nu har piben fået en anden lyd. 

- Det er en helt anden undersøgelse, vi laver nu, siger Martin Damm og fortsætter: 

- Dengang var der tale om en revisionsundersøgelse, og vi ønskede ikke at kigge de mange bilag igennem én gang til - det har vi allerede gjort, vi har givet aktindsigt i dem, og politiet har også fået dem. Så vi mente ikke, det ville tilføre sagen noget nyt. Vi vil hellere undersøge, om vi internt har handlet korrekt. Og det er så det, vi gør nu.

Næstformand Jacob Bundsgaard supplerer: 

- Jeg synes, det er fornuftigt at få kigget på, om vi har gjort, hvad man kunne forvente. Og om der noget at lære af den her sag. Det får vi nu nogle eksterne øjne til at give et bud på, og det er vi tilfredse med, siger han. 

Du kan se dokumentaren 'En rigtig møgsag' på TV 2 Play