Udland

Catalansk valg splitter familie

Spørgsmålet om selvstændighed har delt den catalanske befolkning. Selv blandt familiemedlemmer er der store uenigheder.

I familien Gracia fra Barcelona er der én ting, de ikke kan blive enige om: Skal Catalonien skal være selvstændigt eller forblive en del af Spanien?

Adspurgt hvordan det foregår, når familien Gracia diskuterer politik derhjemme bruger faren, Universitetsprofessor Jordi Gracia ordet energisk:

- Vi har forskellige holdninger hjemme hos os, og vi har viljen til at sætte dem op mod hinanden, siger han til TV 2.

Han er ikke begejstret for ideen om et selvstændigt Catalonien. Men det er hans datter, Laura Gracia, som mener, at Cataloniens løsrivelse er en hastesag.

Laura Gracia, der studerer statskundskab, har ved regionalvalget i Catalonien stemt på et af de meget løsrivelses-ivrige partier. Hun taler om at bryde med Spanien og give Catalonien mulighed for at starte forfra.

- For mig at se er det (selvstændighed, red.) en mulighed for at genoverveje de ting, der er vigtige for catalanerne, siger Laura Gracia til TV 2, både økonomisk, socialt og kulturelt.

Den kulturelle forskel mellem Catalonien og resten af Spanien et afgørende tema, når det handler om selvstændighed. Ligesom andre regioner i Spanien har catalanerne deres egne kulturelle traditioner, og de har også deres eget sprog, catalansk. Et sprog, der minder om spansk, men som befolkningen værner om. For eksempel bliver skolebørn i Catalonien primært undervist på catalansk.

Faren vil have at Catalonien forbliver i Spanien

Jordi Gracia er uenig med sin datter og siger, at for spanierne vil det være en tragedie, hvis Catalonien løsriver sig. For ham er den spanske stat ikke perfekt, men som han diplomatisk forklarer sig;

- Den spanske stat er den bedste ramme, vi har kunnet finde på, selvom den har sine fejl.

Ifølge ham vil det bedre kunne betale sig, at lave en ny aftale med centralregeringen i Madrid. Og dermed forblive en del af Spanien, men på andre vilkår end i dag.

- Jeg er en af dem, som i mange år har krævet en forfatningsreform, som tager højde for, at samfundet nu har været demokratisk i 40 år efter 40 års diktatur. Så forfatningen har længe haft presserende brug for en reform, siger Jordi Gracia til TV2

Skiftende regeringer i Spanien har mere eller mindre helhjertet talt om at reformere forfatningen, men det er ikke sket endnu.

Sønnen er i tvivl

Det håb har 20-årige Joan Gracia, familiens yngste medlem, ikke opgivet endnu, omend han hælder mod selvstændighed og erklærer sig mest enig med sin søster. Han nyder dog at blive konfronteret med forskellige synspunkter:

- Det er positivt at møde forskellige holdninger derhjemme, ellers ville jeg være lukket inde i en separatistisk spiral, fordi mange af mine venner tror på løsrivelse, siger Joan Gracia til TV 2

Ulig sin søster, som er afklaret om sit politiske ståsted, så tvivler Joan Gracia. En tvivl han ikke kan dele med alle sine venner. Nogle af dem tør han simpelthen ikke tale med det om. Han beskriver dem, som separatister, der er faste i troen.

- Hvis jeg tillader mig at betvivle visse ting, som en overbevist separatist tager for givet, så er der ikke plads til tvivl. Der kommer altid en meget voldsom reaktion, siger Joan Gracia til TV 2 og tilføjer, at det er hos en lille del af hans venner, det gælder.