Nyheder

Derfor skal du altid bakke ind, når du parkerer

Særligt om vinteren er den baglæns manøvre berettiget. Få tips sidst i artiklen.

Armen om nakkestøtten og blikket over skulderen. Gearet i bak og bilen det samme.

Mange bilister oplever den baglæns parkering som besværlig og risikabel. Men faktisk giver manøvren med at bakke ind i båsen langt mindre risiko for skader, end hvis man bakker ud.

Det viser en undersøgelse fra leasingselskabet ALD Automotive. Her faldt antallet af parkeringsskader med 35 procent, efter at selskabet begyndte at instruere sine 12.000 forsikringstagere i baglæns parkering.

Afstemning

Hvordan parkerer du i p-båse?

Særligt om vinteren, hvor der lettere opstår is og dug på ruderne, er det en god ide at bakke på plads, mens bilen er varm.

Det handler nemlig først og fremmest om udsynet fra førersædet, forklarer Søren Holten Jacobsen, chefinstruktør på FDM Sjællandsringen:

- Hvis du skal bakke ud, kommer bilens bagende længere ud, inden du kan se noget. Derfor er det fysisk bedre at køre forlæns, siger han.

Af samme grund anbefaler han og andre instruktører hos FDM altid folk at bakke ind i parkeringsbåsen. Og selv om det kan virke svært for nogle, kan man med hjælp fra spejlene hurtigt lære manøvren at kende.

Derudover er der endnu to gode grunde til at foretrække den baglæns parkering frem for den forlæns, fortæller chefinstruktøren.

Mental og økonomisk fordel

Den ene er selve den mentale forberedelse, hvor man ved at have parkeret baglæns giver sig selv den bedst mulige start på den kommende køretur:

- Man kommer måske lige løbende fra et møde eller noget andet presserende, kaster sig ind i bilen og drøner ud. Så er det rart at have næsen forrest, så man lettere kan koncentrere sig, siger Søren Holten Jacobsen.

Sidst, men ikke mindst, har den baglæns parkering også en fordel rent brændstoføkonomisk.

Når man bakker ind, allerede når man kommer til p-pladsen, er motoren stadig ”dejlig varm”, som chefinstruktøren fra FDM udtrykker det.

Dermed tærer manøvren også mindre på brændstoftanken, særligt om vinteren. Dog indrømmer Søren Holten Jacobsen, at der er tale om en begrænset besparelse.

- Det er selvfølgelig mest et kuriosum. Men hvor man allerede har en win-win, får man altså også lige det her med, siger han og fastslår:

- Det helt afgørende er dog stadig det sikkerhedsmæssige.

Få styr på den baglæns parkering

  1. Træn baglæns parkering, en dag hvor du har lidt ekstra tid.

    Begynd et sted, hvor der er flere tomme pladser ved siden af hinanden, inden du prøver mellem andre biler.

  2. Sænk eventuelt sidespejlene en anelse, så du bedre kan se de hvide striber og forenden af bilerne ved siden af.

  3. Lad dig ikke stresse af andre bilister på p-pladsen, når du bakker ind. Langt de fleste har tålmodighed og forstår, hvad du har gang i.

Kilde: ALD Automotive