Nyheder

Professor om bandeforslag: - Vi nærmer os amerikanske tilstande

Forslaget om at fratage bandemedlemmer kontanthjælp møder modstand fra oppositionen, en ekspert og flere borgere, som TV 2 har talt med.

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at personer, der er dømt for banderelateret kriminalitet, skal have frataget så stor en del af deres offentlige ydelser som muligt.

Men det er en rigtig dårlig idé, mener professor Line Lerche Mørk, der forsker i bandeintervention på Aarhus Universitet.

- Min frygt vil være, at så går de bare ud og laver mere kriminalitet for at kunne finansiere deres liv. Samtidig mister myndighederne den kontakt, der kan være livsnerven i forhold til at få dem ud af bandemiljøet og få dem videre i et godt liv.

Amerikanske tilstande

Ifølge professoren vil det også betyde et skred i forhold til de muligheder, staten tilbyder dømte efter endt afsoning.

- Der betyder, at vi nærmer os amerikanske tilstande, hvor folk bliver løsladt til gaden uden en krone på lommen. Uden en bolig. Uden noget som helst, og så er det altså virkelig et lavpunkt, at reintegrationen i samfundet starter fra.

Professor Line Lerche Mørk mener, at forslaget – hvis det gennemføres – vil have en meget klar konsekvens:

- Det har den betydning, at så går man tilbage til et kriminelt netværk. Man skaffer nogle penge. For det er det, man er vant til.

Kritik fra Enhedslisten

Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, mener også, at det er et dårligt forslag:

- Jeg tror, at forslaget får den stik modsatte virkning. Det vil jo betyde, at de her bandemedlemmer er endnu mere afhængige af kriminalitet. Så det vil i virkeligheden modarbejde det, som vi vel alle sammen gerne vil have, nemlig at de frigør sig fra bandemiljøet.

Ifølge Finn Sørensen har de ydelser, som for eksempel bandemedlemmer kan få, et klart formål.

- Den bedste vej til, at de kommer ud af bandemiljøet, er, at de skal i gang med en uddannelse eller med noget arbejde, så man kan får klippet snoren til det dårlige selskab, de er i. Og det har vi jo nogle ydelser, man kan få adgang til, så man forbedrer muligheden for det.

Giver dem grund til at begå kriminalitet

Også i Mjølnerparken i København, der har dannet ramme om de seneste voldsepisoder i bandekonflikten, er de personer, som TV 2 har talt med, skeptiske over for forslaget.

- Det, tror jeg umiddelbart, er en dårlig idé, for så har de større grund til at lave kriminalitet, siger Jeppe Mann, der er skilteteknikker.

- Så skulle man måske aktivere dem på en anden måde. Man kan ikke bare fjerne deres penge og så tænke, at det løser sig.

Michella Weye, der er sygeplejestuderende, er enig.

- Det, synes jeg, ikke er en særlig smart ide, for så går de jo bare ud og laver endnu mere kriminalitet.

Dansk Folkeparti bag forslag

Forslaget om at fjerne kontantjælpen fra dømte bandemedlemmer er stillet af Dansk Folkeparti og har opbakning fra regeringen.

- Er man bandemedlem, og bliver man dømt for banderelateret kriminalitet, så skal det have konsekvens i forhold til ens offentlige ydelser. Jeg går efter, at man efter at have udstået sin straf skal ned på en ydelse, som minder om integrationsydelse – altså den lavest mulige ydelse, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen han til TV 2.

Inden det eventuelt kan gøres til lov, skal det dog klarlægges, hvad bandemedlemmerne skal have i stedet for kontanthjælp. Ifølge Grundlovens paragraf 75, stykke 2 er det nemlig ikke muligt at fjerne alle sociale ydelser fra en borger, der ikke kan ernære sig selv.

​Mens den verserende bandekrig raser, vil politikerne nu tage nye redskaber i brug for at komme banderne og deres kriminalitet til livs. Video: Karoline Lunddal Dam