TV 2 ved Nordkoreas grænse: I det blå hus hænger også det danske flag

Vi får besked på at stille op i to rækker.

Alt vores udstyr har vi fået besked på at efterlade i bussen, der selv kører ind gennem porten til fire af de mest bevogtede kilometer i verden: Den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.

Lidt senere får vi i gåsegang lov til selv at passere overgangen og stige ombord på bussen.

Vi får strenge ordrer om ikke at tage nogen billeder eller optage video. Den besked har vi allerede fået mange andre steder på turen fra Nordkoreas hovedstad Pyongyang og ned til grænsen, men denne gang bliver vi kontrolleret. En af vores guider sætter sig ned bagerst i bussen og holder øje med, om vi nu også overholder forbuddet. Forrest er en officer fra Koreas Folkehær stået ind i bussen i fuld kampuniform.

Nu begynder vi køreturen. Midt i ingenmandslandet ligger en lille landsby, hvor bønder arbejder ude i marken trods internationale kriser og meterhøjt pigtrådshegn i alle retninger. Et par soldater kigger på fra vagttårne, mens oksekærrer kører høsten hjem. 

Vi kører videre til det eneste sted, hvor man frit kan gå fra Nordkorea og ind i Sydkorea. I hvert fald et par meter. Det foregår i et berømt, blåt hus.

- Det her er et meget vigtigt rum. Ovre på den sydkoreanske side hænger flagene for alle de lande, der deltog i Koreakrigen på den amerikanske side. Se, det danske hænger der også.

Den blå barak ser ikke ud af meget: Der er lavt til loftet, og møblementet er slidt og umoderne. I den modsatte ende står to soldater med blege stenansigter. De er iført de samme uniformer som vores militære guide, der forklarer os vigtigheden af dette rum, der indeholder to døre. En, der fører til Sydkorea, og den fra nord, som vi netop er kommet ind ad.

Det var her, de før i tiden mødtes og talte sammen. Ved det brune bord sad de stridende parter over for hinanden. Mikrofonledningen midt på bordet markerer grænsen mellem de to lande, og hvis går man en tur rundt om bordet, er man først i nord, så i syd og så tilbage i nord igen. Det prøver vi - uden at mærke den store forskel. Den korte afstand kan lige nu heller ikke aflæses i forholdet mellem de to lande.

I dag er der nemlig kun turister og journalister i Panmunjom, som byen hedder. Forhandlerne er her ikke nu, alle forhandlinger er sat i bero. Nord- og Sydkorea er officielt stadig i krig, selvom der lidt længere oppe ad vejen blev underskrevet en våbenhvileaftale i forbindelse med Koreakrigens afslutning i 1953. Siden da har krigen været kold, men risikoen for, at temperaturen stiger, virker lige nu større end længe. 

Det mener også officeren, der i dag er vores guide i grænselandet. Ifølge ham var det amerikanerne, der startede den første Koreakrig, og skulle de finde på at starte en mere, er Koreas Folkehær mere end klar.

- Så udsletter vi dem. Vi er klar.

Alternativ fortælling om Koreakrigen

Gang på gang møder vi den alternative fortælling om Koreakrigen. Den om, at amerikanerne startede krigen og sidenhen måtte overgive sig til sejrherren Kim Il-Sung. Det er den fortælling, børnene lærer i skolen, og den danner grundlaget for det indædte had til USA. Den berettiger samtidig Nordkoreas massive investering i militær frem for civilbefolkning: USA har angrebet os før, og der er overhængende risiko for, at de gør det igen.

Vi bliver kørt rundt og får fremvist de steder, som vores nordkoreanske værter gerne vil vise os. Et af stederne beskriver de som "helligt". Det er fødestedet for Nordkoreas første præsident og grundlægger Kim Il-Sung, den nuværende præsidents bedstefar. Stedet er et populært turistmål i Nordkorea, og stemningen er højtidelig. Vi får at vide, at vi ikke må tale sammen på området og heller ikke have hænderne i lommerne.

Museet består af et par simple bygninger, hvor Kim Il-Sung voksede op hos sine bedsteforældre. Vi får fortalt, hvordan en række af familiens medlemmer mistede livet i kampen mod de japanske styrker, der i 1910 besatte den koreanske halvø. I en alder af 14 år rejste drengen ud for at begynde sin frihedskamp mod Japan. Han tog til Kina og vendte tilbage som sejrherre i 1945, hvor han sammen med sine oprørssoldater smed de japanske imperialister på porten.

Historien mangler dog nogle vigtige elementer. For eksempel den, at den sovjetiske hær i august måned gik over grænsen og angreb de japanske stillinger i Korea efter aftale med USA, samt at den japanske hær overgav sig efter de to altødelæggende atombomber, der jævnede Hiroshima og Nagasaki med jorden den 6. og 9. august. I den nordkoreanske version af historien var det alene Kim Il-Sung, der smed japanerne på porten.

Sovjet og USA delte landet imellem sig ved den 38. breddegrad, og Sovjet valgte den berømte, kommunistiske oprørsleder Kim Il-Sung til ny leder i nord, mens USA indsatte antikommunisten Syngman Rhee som leder i syd.

Forholdet mellem de to nyopfundne landes ledere var, ikke overraskende, særdeles anspændt. Al samtale ophørte hurtigt, og efter tre år startede USA, der styrede den sydkoreanske regering, Koreakrigen. Tre år og millioner af døde senere måtte amerikanerne give fortabt, og de gik til forhandlingsbordet for at få indstillet kamphandlingerne. Det lykkedes efter en våbenhvileaftale indgået den 27. juli 1953. USA havde tabt, Nordkorea vundet.

Sådan lyder den nordkoreanske udgave af historien i hvert fald.

- Vores land blev befriet fra japanerne i 1945, men amerikanerne var utilfredse med, at de ikke fik mulighed for at besætte vores land. Derfor startede Koreakrigen på grund af provokationer fra USA, får vi at vide af vores rundviser på Pyongyangs museum om Koreakrigen med det mundrette navn Victorious Fatherland Liberation Museum.

Resten af verden har en noget anden udlægning.

Her var det Nordkoreas Kim Il-Sung, der i 1950 så en åbning og udnyttede den. Nogle måneder forinden havde USA’s udenrigsminister mere end antydet, at Korea lå uden for den amerikanske interessesfære, og at de ikke nødvendigvis ville kaste sig ind i en eventuelt kommende konflikt på halvøen. Amerikanerne havde med andre ord fået nok af krig.

USA gjorde det

Efter blot nogle få dage nåede de nordkoreanske tropper hele vejen til den sydlige hovedstad Seoul og omringede byen. Det fik amerikanerne på banen, først med luftangreb og siden med landtropper. Langsomt trængte de Kim Il-Sungs tropper nordpå, og krigslykken vendte. Efter tre år med blodige kampe var grænsen tilbage ved status quo, og parterne indgik en våbenhvile. Våbenhvilen var det muliges kunst, fordi større krav fra USA’s side ikke ville blive taget vel imod i Kina og Rusland, der begge grænser op til Nordkorea.

Altså en noget anden fortælling end den, vi igen og igen hører i Nordkorea - at det var USA, der gjorde det.

Og det er den fortælling, der også i dag gennemsyrer vores guides holdning til fremtiden. Frygten for USA virker reel, og begrundelsen er, at det er jo sket før. På den anden side af grænsen afholder USA og Sydkorea fælles militærøvelser, der hvert år bliver mødt med fordømmelse fra Nordkorea, fordi de anser det for at være forberedelse til en kommende invasion.

Men når vi spørger soldaten, der hver dag kigger ind over den lille cementkant, der markerer landegrænsen til Nordkoreas værste fjendes gode venner i Sydkorea, er der ingen rysten på hånden:

- USA kommer aldrig til at ændre holdning til Nordkorea. Men hvis de starter en ny Koreakrig, så udsletter vi dem.