Nyheder

Robert Hansen udskrevet efter hjerneblødning

Den 38-årige skuespiller har nu fuldt fokus på sin genoptræning.

Han har tilbragt sin tid på hospitalet og blandt andet arbejdet med en ergoterapeut for at komme ovenpå, efter han blev ramt af en hjerneblødning i august.

Nu er skuespilleren Robert Hansen ikke længere indlagt patient.

Det fortæller hans agent, Sten Hassing Møller, der uddyber, at den 38-årige skuespiller er blevet udskrevet fra Bispebjerg Hospital for nylig - inden for de seneste par dage.

- Han skal bare i et fuldt genoptræningsforløb, og nu er det ikke nødvendigt at have ham på hospitalet, siger Sten Hassing Møller.

- Nu behøver han ikke at blive overvåget på den måde.

Glæder sig helt vildt

Der er gode udsigter for skuespilleren, som i sidste uge også meldte sig klar til at gå på scenen igen i fremtiden.

I en video på Instagram fortæller Robert Hansen om sin kommende rolle i 'Flashdance The Musical', der har premiere i marts 2019.

- Jeg glæder mig helt vildt meget, for jeg synes virkelig, vi ramte et eller andet helt specielt, da vi lavede 'Dirty Dancing', siger Robert Hansen, der kommer til at spille rollen som barejeren Harry.

I videoen står han sammen med Silas Holst, der har hovedrollen i den kommende forestilling. De to spillede også sammen i 'Dirty Dancing', inden Robert Hansen måtte udgå af forestillingen på grund af en livstruende lidelse.

Det sluttede dramatisk

Robert Hansen har været igennem to alvorlige sygdomsforløb. I 2015 fik han et ildebefindende under opførelsen af 'Dirty Dancing', hvorefter han blev hasteindlagt med en flænge i hjertets hovedpulsåre.

- Det sluttede dramatisk, og det sluttede med, at jeg blev syg. Så derfor kunne det være rart at komme tilbage og gøre det færdigt, siger han i et interview med tv-vært og journalist Annette Heick, som BT bragte i sidste uge.

Den 21. august i år blev den 38-årige skuespiller så ramt for anden gang. Denne gang af en hjerneblødning, som førte til en indlæggelse på Rigshospitalet. Senere blev han overflyttet til Bispebjerg.

På Robert Hansens Instagram-profil er der både lykønskninger, men også et par bekymrede kommentarer om, at skuespilleren skal passe på sig selv.

Anette Heick siger i interviewet, som BT har bragt:

- Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal være moderligt bekymret for dig eller pavestolt.

- Du skal da ta' pavestolt, siger Robert Hansen. 

Genoptræner for fuld hammer

Skuespillerens agent, Sten Hassing Møller, lægger vægt på, at comebacket er et godt stykke ude i fremtiden, og fortæller, at forestillingen, han skal medvirke i, har været planlagt, før Robert Hansen blev syg.

Fokus er fortsat på, at han kommer på fode igen. Agenten forstår dog godt, hvis nogle er bekymrede, men både Robert Hansen og lægerne tror på, at han bliver klar til den tid.

- Om et år skulle han gerne være fuldstændig fit for fight. Han er i gang med genoptræningen for fuld hammer, og det bruger han de næste to måneder på, siger Sten Hassing Møller.

Robert Hansen er ikke gået i gang med at øve sig på rollen, men agenten mener, at skuespilleren - ligesom andre ville - ser frem til at komme i gang igen.

- Sådan er vi vel som mennesker. Når man er freelanceskuespiller, er det klart, at det er dejligt at have noget fremadrettet, der ligger i ordrebogen.