Station 2

Er dømt til anbringelse: - Overlægen er en sadistisk diktator

Mark har været indlagt på flere retspsykiatriske afdelinger. Han venter på dommen for sin seneste forbrydelse, hvor han satte ild til sit bosted.

Han står ved vinduet og kigger ud. Sådan har han stået de seneste mange dage. Mønsteret er det samme. Først står han der, så kigger han ud af vinduet, og så begynder vandringen. Op og ned ad gangen og endnu engang op og ned ad gangen. 

Ind i mellem tager han i dørhåndtaget. Bare for at tjekke, om nogen mon skulle have glemt at låse døren.

Han drømmer om frihed. Vinden i ansigtet, fuglenes kvidren, en gåtur og lidt tid alene uden nogen, der overvåger ham. Det er fire måneder siden, han har været udenfor afdelingen. Sådan rigtigt udenfor, ikke bare en tur ud i den indhegnede have.

Mark er 42 år og lider af paranoid skizofreni. Han er indlagt på retspsykiatrisk afdeling i Glostrup, fordi han har sat ild til det bosted, hvor han boede. 

For syg til straf

Gennem fem måneder har 'Station 2' som det første tv-hold nogensinde fået lov til at følge hverdagen på afdelingen, og Mark er én af dem, som programmet følger helt tæt på. Han har givet lov til at blive filmet, og lægerne har vurderet, at han er i stand til at give sit samtykke til tv-optagelserne.

På den retspsykiatriske afdeling i Glostrup har patienterne begået alvorlig personfarlig kriminalitet og er vurderet sindssyge i gerningsøjeblikket. Det betyder, at man i juridisk forstand er fritaget for straf, fordi man ikke var klar over, hvad man gjorde. De indlagte patienter er ofte meget syge, og mange er i perioder vurderet for farlige til at være ude i samfundet blandt andre mennesker.

Patienterne er idømt enten en behandlings- eller en anbringelsesdom og har begået alt fra trusler, vold, overfald og ildspåsættelse til drabsforsøg og flerdobbelt drab. Størstedelen lider af paranoid skizofreni og har været ind og ud af adskillige behandlingstilbud, før de er endt her. Afdelingen huser også varetægtsfængslede kriminelle, som er indlagt til mentalobservation eller er for syge til at være i fængslet.

Mark er tidligere stukket af fra retspsykiatrisk afdeling, fordi han blev træt af at være der. Han tog direkte i lufthavnen og med det første mulige fly.

Skizofreni og hash

Da Mark var 25 år, blev han første gang indlagt og behandlet for sin skizofreni. Hans kammerat har siden fortalt ham, at han oplevede, at Mark var begyndt at opføre sig underligt og virke paranoid.

Det var efter en periode, hvor Mark havde forsøgt at uddanne sig på teknisk skole, og hvor han, efter ikke at kunne finde en læreplads, røg ud i et massivt hash-misbrug. Ingen ved, om det er det massive hash-misbrug, der har udløst skizofrenien, eller om det altid har ligget i Marks gener.

Som ganske lille mistede han sin mor, og faderen magtede ikke ansvaret med at stå alene med Mark og hans to søskende. Derfor forsøgte Marks bedstemor at tage over, og han var i en periode hos hende, indtil hun heller ikke magtede ham. I teenageårene flaksede han rundt på må og få. Sov på væresteder eller på gaden og var meget overladt til sig selv.

Et råb om hjælp

Da skizofrenien brød ud, fik Mark plads på et bosted i Hjørring, hvor han var, indtil det gik konkurs, og han igen blev flyttet tilbage til København. Her endte han på et bosted, hvor stofmisbrug var en stor del af hverdagen. Han fortæller om, hvordan pushere kom og bankede på dørene ind til beboernes lejligheder, og hvordan der åbenlyst blev handlet med stoffer.

En stor udfordring for Mark, som havde svært ved at sige nej. Men han vidste, at han var nødt til at sige nej. For når han tog stoffer, slog det ofte klik for ham. Så blev han en helt anden. En person med en kort lunte, som ikke tog et nej for et nej. Det var også i de perioder, hvor han misbrugte allermest, at det gik helt galt for ham.

Blandt andet under et overfald på en medbeboer. Eller som den seneste gang, hvor han satte ild til sit værelse, fordi han ville væk fra bostedet. Væk fra alle fristelser og presset fra pusherne. Han ville ikke være sådan mere. Han ville ikke misbruge. Han ville have styr på sit liv og var bange for, hvad der skete, når stofferne tog over og forvandlede ham til en person, som han ikke følte, at han kendte, og som han var bange for.

Han havde ellers forsøgt at få kommunen til at forstå, at han ville væk fra bostedet. Men han følte ikke, at de lyttede til ham. Han ville ikke bo et sted, hvor stofferne konstant var så tæt på. Men han følte ikke, at der skete noget. Jo, de havde da tilbudt ham en lejlighed et andet sted, fortæller Mark. Men den lå ud til en meget trafikeret vej, fyldt med larm, som fik det til at gå endnu mere i kludder oppe i hoved, som i forvejen var fyldt af larmende stemmer.

Og så var det stadig tæt på stofferne og misbrugskredsene, og han var så bange for at falde i. Bare én gang kunne ændre alt. Han så ikke anden udvej end at gøre noget drastisk. At sætte ild på bostedet og på den måde komme væk. Han husker ikke så meget fra selve episoden. Bare at han havde fået nok. At nu skulle der ske noget.

Mark satte ild til sit bosted, fordi han ville væk fra stofferne og pusherne på stedet. Han ville ikke misbruge. Han ville have styr på sit liv og var bange for, hvad der skete, når stofferne tog over.

En hård straf

Nu er han så her på retspsykiatrisk afdeling, mens han venter på dommen for at sætte ild på bostedet. Byrettens afgørelse lød på en anbringelsesdom. Den har Mark anket, fordi han synes, det var for voldsomt. Der er stor forskel på at få en behandlingsdom og en anbringelsesdom. Det ved Mark godt. Han har fem behandlingsdomme i forvejen.

Når det er en behandlingsdom, er det overlægen, der bestemmer, om man kan få udgang. Det er overlægen, der afgør, om man er nødt til at bo på en retspsykiatrisk afdeling, eller om man kan bo på et bosted - eller måske endda i eget hjem. Men når det er en anbringelsesdom, er det en dommer, der bestemmer, at man skal bo på en retspsykiatrisk afdeling. Det er en streng straf, synes Mark. Han ved godt, at han har gjort noget dumt, men at få en anbringelsesdom er alligevel ret hårdt, synes han.

I går var Mark i retten for at give sin version af, hvad der skete, og i dag kommer dommen så. Han er nervøs. Går op og ned ad gangen og venter på betjentene, som skal hente ham og køre ham til retten. Han ved, at der er en risiko for, at de tre dommere og seks nævninge stadfæster Byrettens dom, og han skal modtage en anbringelsesdom. Men han håber alligevel på en behandlingsdom.

Det sker ikke. Dommen lyder på anbringelse i fem år. Retten har lagt vægt på, at Mark har fem forudgående behandlingsdomme, og at det ikke har stoppet ham i at begå ny kriminalitet.

Da Mark kommer tilbage fra retten, er han trist. Det virker udsigtsløst at få en dom til anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling i fem år, synes han. Og så for en ildspåsættelse. Han forstår det ikke. Men nu er Landsrettens afgørelse kommet, og han har ikke flere muligheder.

Da Mark fik den fem år lange anbringelsesdom, overvejede han, om det var en god idé at stikke af. Men han vil ikke være eftersøgt resten af livet. Video: Julie Kragh Thisgaard

De andre patienter på afdelingen mener, at han skal forsøge at flygte. Men Mark skal ikke nyde noget. Han ved godt, at det ikke vil hjælpe på sagen at stikke af, selvom det er fristende. For udsigten til fem år bag tykke mure og hegn er så deprimerende, at han næsten ikke kan få sig selv til at tænke på det.

Sadistisk diktator

Overlægen på afdelingen taler med ham om sagen. At det nu er sådan, at Landsretten har bestemt, at Mark skal bo på en retspsykiatrisk afdeling. At de nu må afvente, at papirerne fra retten kommer, og at Mark ikke sådan lige foreløbig kan få lov til at komme på udgang, som han ellers drømmer om.

Mark mener, at han er fejlplaceret på afdelingen. De andre virker langt mere syge end ham, og han synes, at overlægen giver dem alle sammen alt for meget medicin. Han har slet ikke brug for al den medicin. Den sløver ham, han sover midt på dagen, han kan ikke koncentrere sig. Det hele løber sammen for ham. I perioder kalder han overlægen for en sadistisk diktator, der udøver sin magt med medicin. Og da overlægen så ovenikøbet bliver ved med at tale om, at Mark skal have depotmedicin, stejler han for alvor.

Før Mark kan få mulighed for at komme på udgang, skal han have depotmedicin.

Men overlægen forklarer Mark, at hvis han skal gøre sig forhåbninger om at komme på udgang, skal han acceptere at tage depotmedicin. Depotmedicin gives med sprøjte og holder i længere tid end den daglige medicin, som Mark ellers får i pilleform.

Det betyder, at hvis en patient er på udgang og skulle finde på at stikke af, så behøver personalet ikke med det samme bekymre sig for, om patienten er dækket godt nok ind med medicin. Depotmedicinen frigives nemlig over længere tid i blodet og gør, at patienten kan klare sig i en længere periode uden medicin. Hvis patienten ikke har medicin i kroppen, er der stor risiko for, at den psykiske lidelse igen tager over og udløser en psykose, der gør, at patienten potentielt kan blive meget farlig og gøre alvorlig skade på tilfældige forbipasserende.

Stak af til Barcelona

Mark forstår egentlig godt, at overlægen er bange for, at han stikker af. For det har han gjort før. På et tidspunkt var han så træt af at være på en psykiatrisk afdeling, at han sammen med en medpatient fandt en vej ud og stak af. Mark tog direkte ud i lufthavnen og tog den først mulige afgang. Det var til Barcelona. Her opholdt han sig i et stykke tid, hvorefter han blev træt af det og fløj til Stockholm. Der blev han anholdt af svensk politi, som fandt ud af, at han var stukket af fra en psykiatrisk afdeling i Danmark. De eskorterede ham med fly tilbage og ind på afdelingen igen. Det var efter denne flugt, han blev overflyttet til retspsykiatrisk afdeling, hvor sikkerheden er højere, og det er sværere at stikke af.

Han husker ikke rigtig, hvad det var, han lavede i hverken Barcelona eller Stockholm. Han ved heller ikke, hvorfor det lige blev de to steder. Han havde jo ikke haft mulighed for at forudbestille, så det var de første ledige billetter, fortæller han og smiler skævt. Det var en god tur. Også selv om han godt ved, at det ikke var en god idé. Han var ved at blive fuldstændig vanvittig af at være spærret inde, og der skulle ske noget. Nu betaler han prisen. Det ved han godt. Og måske skal han alligevel overveje at sige ja til depotmedicinen. Han holder ikke til ikke at komme ud. Med alle de syge mennesker på afdelingen, så trænger han til at komme ud. Også selv om det kun er meget kort tid og med en medarbejder på slæb.

Det er fire måneder siden, Mark har været uden for den retspsykiatriske afdeling i Glostrup.

Efter et par uger begynder Mark at tænke mere og mere på ønsket om at komme på udgang. Derfor siger han endelig ja til at få depotmedicin. 

Kort derefter får han besked om, at han nu er så stabil, at han snart gerne må komme på udgang.

Det er fire måneder siden, Mark har været udenfor den retspsykiatriske afdeling i Glostrup.

Ude for første gang

Den 14. juli, cirka halvanden måned efter turen i retten og anbringelsesdommen for ildspåsættelsen blev en realitet, går Mark med en medarbejder ud af døren på retspsykiatrisk afdeling. Han lyser op i et smil og står stille et par minutter for at mærke luften og kigge sig omkring. Han er glad. Det her har han ventet på i lang tid. De går forbi afdelingen, ned ad stien mellem de høje træer og rundt om bygningerne. De skal ikke langt i dag. Bare mærke luften og følelsen af at være ude. Mark vil helst heller ikke længere væk lige nu. Han skal vænne sig til at være ude igen efter måneder bag hegnet på afdelingen.

For første gang i fire måneder er Mark med en medarbejder ude i det fri og på den anden side af hegnet på den retspsykiatriske afdeling. Video: Julie Kragh Thisgaard

Hvis Mark holder aftalen med overlægen og fortsat takker ja til depotmedicin, så varer det ikke længe, før han kan komme på udgang alene i kortere perioder. Så kan han gå i supermarkedet, selv købe sine ting, selv bestemme, hvad han vil lave uden at have en medarbejder med. Det er små skridt, og han glæder sig. Han ved, at det er nu, det gælder. Han skal vise, at han kan håndtere friheden uden at stikke af. Han skal vise, at han kan klare sig selv uden at havne i et nyt misbrug.

Stofferne er hans store modstander. Det er dem, der holder ham væk fra at leve det liv, han gerne vil leve. Dem, der gang på gang giver ham problemer og får ham til at gøre ting, som han fortryder. Han ved, at også hans psykiske sygdom skal behandles, og han ved, at han skal lære at tage medicinen. For ellers kan det gå galt. Igen. Men lige nu er han optimistisk. Han tror på, at denne gang er lykkens gang.

Patienterne optræder kun med fornavn af hensyn til deres videre liv uden for afdelingen. Deres fulde navn er redaktionen bekendt.

Torsdag klokken 20.50 sender TV 2 anden del af dokumentaren 'Station 2: For syg til straf' om Mark og de andre patienter på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Glostrup.

Du kan også se eller gense første del af dokumentaren 'Station 2: For syg til straf' på TV 2 PLAY.