Christian er dømt til behandling efter flere voldelige overfald. Han angrer, men føler sig ikke syg.
Station 2

Hun var en smuk, ung dame – og jeg fortryder, at jeg gjorde hende ondt

Christian har flere domme for overfald, vold og trusler. Han vil tilbage til sit bosted, men efter flere voldsepisoder tøver bostedet med at sige ja.

Han sidder på sengen. Hans tunge vejrtrækning fylder rummet, og alt omkring ham synes uendeligt stille. De to medarbejdere rømmer sig og stiller sig bedre til rette ved døren. De holder skarpt øje. Christian vil ikke tage sin medicin og skal holdes under skarpt opsyn, så de er helt sikre på, at han beholder medicinen i både mund og mave.

Christian synes ikke, at han er syg. Medicinen får ham til at føle sig følelsesløs og træt. Han vil ikke have den og synes ikke, noget ændrer sig, når han ikke får den. Så er jeg bare helt normal, siger han. Men lægerne på retspsykiatrisk afdeling er ikke enige. Christians journal heller ikke.

I de seneste tredive år er han røget ind og ud af forskellige psykiatriske og retspsykiatriske afdelinger, fordi han gang på gang ender med at blive psykotisk og aggressiv over for sine omgivelser og begår ny kriminalitet, når han bliver udskrevet.

Christian bliver overvåget af personalet.

Christian er indlagt på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Glostrup. Patienterne på afdelingen er psykisk syge kriminelle, der er blevet erklæret sindssyge i gerningsøjeblikket eller varetægtsfængslede kriminelle, som er indlagt til mentalobservation eller er for syge til at være i fængslet.

Størstedelen af patienterne lider af paranoid skizofreni og har fået enten en behandlings- eller en anbringelsesdom, som gør, at de skal være på afdelingen. Når man får en anbringelses- eller en behandlingsdom, er man i juridisk forstand fritaget for straf, fordi det vurderes, at man i gerningsøjeblikket ikke var klar over, hvad man gjorde. De indlagte patienter er ofte meget syge, og mange er i perioder vurderet for farlige til at være ude i samfundet blandt andre mennesker. Patienterne på afdelingen har begået alt fra overfald, vold, trusler og ildspåsættelse til drab og drabsforsøg.

Gennem fem måneder har Station 2 som det første tv-hold nogensinde fået lov til at følge hverdagen på afdelingen, og Christian er én af dem, som programmet følger helt tæt på. Han har givet lov til at blive filmet, og lægerne har vurderet, at han er i stand til at give sit samtykke til tv-optagelserne.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det

Han husker, at hun havde krøllet, lyst hår og var en smuk, ung dame, som han siger. Han husker ikke, hvorfor det skulle gå ud over hende. Han husker bare, at han følte sig bange og truet. Og så var det, at hun fik et knytnæveslag i hovedet. Og måske også mere, siger han. Men han husker det ikke rigtigt. Det var i 1990, og han fik sin første behandlingsdom dengang. En dom, som senere er blevet afløst af nye domme eller forlængelser af allerede eksisterende domme.

Overfaldet på togkontrolløren er noget, han tænker meget over. Han er ked af det og flov over, at det endte sådan.

Det var ikke meningen, at Christian overfaldt og slog en togkontrollør fra DSB. Han har fortrudt det mange gange siden. Video: Julie Kragh Thisgaard

Det samme med episoden for fem år siden, hvor han stak en medpatient i ryggen med en kniv. Heldigvis havde den anden patient en tyk vest på, og kniven var en spisekniv og ikke en køkkenkniv med en skarp ende. Heller ikke her ved Christian, hvorfor det endte sådan.

Midt i det hele kom politiet

Personalet omtaler Christian som én af de mest utilregnelige patienter, de har på afdelingen. Det er egentlig underligt, som man ser ham fodslæbende og omtåget komme trissende ned ad gangen. Han ligner ikke én, som kunne finde på at være voldsom eller pludselig fare hen imod én. Men det kan han.

Christian lider af paranoid skizofreni. Det gør, at han i store dele af tiden er i sin egen verden. Han ser og hører ting, som andre ikke gør, og han reagerer lynhurtigt i situationer, hvor han føler sig bange og truet. Hvor andre ville trække sig tilbage og gå i forsvarsposition, går han til angreb.

Senest er han blevet hentet af politiet på sit bosted, fordi han var truende overfor personalet. Han ville ikke tage sin medicin, men det skal han, når han har fået en behandlingsdom. Og fordi han ikke kan fungere uden, når han er så hårdt plaget af sin skizofreni, som han er.

Han husker selv, at der var en episode i opholdsrummet på bostedet, hvor han blev sur. Men han gjorde ikke noget, mindes han. I stedet gik han over på sit eget værelse og spiste en burger. Og midt i det hele kom politiet pludselig og tog ham med. Og nu er han her igen. På retspsykiatrisk afdeling. Han forstår det ikke.

Vil bostedet have mig?

I dag er det Christians fødselsdag. Personalet synger fødselsdagssang, og Christian serverer frugtsalat, som han selv har lavet. Stemningen er god, og Christian er glad for at blive fejret. Men i dag er også dagen, hvor et afgørende møde skal finde sted. Når Christian ikke er indlagt, bor han på et bosted, og han håber, at de kan finde ud af en løsning, så han kan komme derhjem og bo igen.

Hvis bostedet ikke længere kan have Christian boende, bliver det ikke nemt for hverken lægerne, regionen eller kommunen at finde på nyt til Christian. Med hans historik er der langt mellem de steder, der både kan og vil rumme ham.

Klokken 13.00 møder repræsentanterne fra bostedet op på afdelingen. Først taler de med medarbejdere og læger på Christians afdeling, og så kommer turen endelig til Christian. Han har længe ventet utålmodigt på gangen. Det ene ben skiftevis over det andet. Men det bliver et meget kort møde. Personalet må eskortere en meget vred Christian ud fra mødelokalet og hen ad gangen til hans værelse.

På mødet har Christian fået at vide, at personalet på bostedet er bange for ham og tør ikke længere løbe risikoen med at have ham boende. Christian forstår det ikke. Han kunne aldrig finde på at gøre personalet fortræd, siger han.

Christian har fået at vide, at bostedet ikke kan tage ham tilbage, som situationen er lige nu. Christian forstår det ikke. Han mener, det er dem, der misforstår tingene. Han kunne aldrig finde på at gøre personalet fortræd, siger han. Men lige meget hjælper det. Han kommer ikke tilbage til bostedet.

Personalet på afdelingen er frustreret. Hvor kan man sende Christian hen, når han skal afsted fra afdelingen. Det skal han på et tidspunkt, når han er velmedicineret og stabil nok til at kunne begå sig udenfor hegnet og de aflåste døre. Men hvor kan man rumme Christian, og hvor vil man rumme Christian?

Det er ikke en nem opgave, og det er langt fra første gang, at personalet står med et problem som dette. Mens de overvejer situationen, sidder Christian på sit værelse og kigger ind i væggen. Den næste time må han ikke forlade værelset. Han skal blive siddende og rase ud. Udenfor døren står en lille flagstang med Dannebrog i toppen. Nu har det lagt sig slidt ned langs flagstangen og passer ind i stemningen på en dag, som ellers begyndte så festligt med fødselsdagssang, gaver og frugtsalat, men som nu ender i fortvivlelse og en tung, tom stemning for enden af gangen på afdelingen.

Forsøgte at begå selvmord

De første tegn på Christians skizofreni viste sig for alvor, da han var omkring 17 år. På det tidspunkt var Christian ved at uddanne sig til skibsassistent ved Fanø Søfartsskole. Han sejlede med Mærsk på langfart til blandt andet Japan, og det var også her, at det endte med at gå helt galt for Christian. På det tidspunkt vidste han godt, at alt ikke var helt, som det skulle være, og han fik medicin mod sin skizofreni.

Christian synes ikke selv, at han er syg.

Men på turen til Japan fortæller han, at han glemte at tage medicinen, og pludselig så han sig selv stå på kanten af kajen og kort derefter springe i havnen, hvor skibet havde lagt til kaj. Han ville ikke leve mere. Verden var blevet for forvirrende for ham at manøvrere i. Men selvmordsforsøget lykkedes ikke.

Efterfølgende blev Christian sendt ind og ud af forskellige psykiatriske behandlingstilbud. Ingen formåede for alvor at få ham stabil, og han blev sigtet for flere episoder af vold. Christian forsøgte også endnu en gang at tage sit eget liv. Med et barberblad skar han sig dybt i halsen. Det efterlod et ar, som den dag i dag stadig er tydeligt at se, når han ikke bærer tørklæde, hvilket han ofte gør.

I uddragene fra de mange forskellige domsudskrifter kan man læse, at Christian er svær at behandle. At han ikke reagerer godt på medicinen, og at han anses som værende til fare for både sig selv og andre. Han er helt normalt begavet, men er ofte så psykotisk, at det er svært at føre en samtale med ham.

Men han husker tydeligt at være på havet, luften, nye eventyr og et liv udenfor de mange psykiatriske afdelinger. Og han ved godt, at han har gjort nogle mennesker ondt ved at være så syg. Både tilfældige mennesker og det personale, som er ansat til at få ham til at få det bedre. Han angrer de overfald, han har begået mod andre, men han finder aldrig en forklaring på hvorfor. Hvorfor det skulle ske, og hvorfor han pludselig angreb. Han prøver at gentage sætningerne fra personalet om, at man skal lægge fortiden bag sig og tænke på fremtiden. At han kan komme videre, hvis han tager sin medicin og lytter til, hvad de professionelle omkring ham siger, at han skal gøre. Men indtil videre er det ikke lykkedes Christian at finde en vej ud af skizofreniens jerngreb.

En ny begyndelse

Et par uger efter det dårlige møde med bostedet finder lægerne en ny mulighed til Christian. På en anden retspsykiatrisk afdeling ved Roskilde er der tilknyttet et gartneri. Et sted hvor Christian kan komme ud og få frisk luft og passe nogle planter.

Personalet mener, at det vil være en rigtig god løsning. Samtidig køber det dem noget tid til at finde det rette bosted til Christian. Et bosted med ekstra bemanding og som også har et godt øje for den helt særlig udfordring, som Christian er.

Christian får overbragt nyheden om, at der er et tilbud til ham, som han måske vil kunne lide. Sammen med en medarbejder fra afdelingen kører Christian til Roskilde for at se på gartneriet. Det går godt. Christian smiler, da han går rundt blandt tomat- og agurkplanter og nyder sensommeren i drivhuset.

Christian får overbragt nyheden om, at der er et tilbud til ham, som han måske vil kunne lide. Sammen med en medarbejder fra afdelingen kører Christian til Roskilde for at se på gartneriet. Video: Anne Nordestgaard Dyrehauge

Der falder en særlig ro over ham, og det virker som om, personalet har ramt rigtigt i deres antagelse af, at stedet her ville kunne give Christian mere livskvalitet end det, han kan få på sin nuværende afdeling. Der er haven lille, og det er ikke hver dag, man kan komme ud i den friske luft. I hvert fald ikke hvis man har det så dårligt som Christian.

Jeg vil meget gerne arbejde her, siger Christian til lederen af gartneriet, som også gerne vil høre, om Christian kunne være interesseret i noget køkkenarbejde. Det er han ikke. Han vil meget hellere gå ude i luften og kigge til planterne. Og måske også få tankerne mere på plads i det mylder, som ellers huserer i og dominerer hans tankegang. Christian fortæller, at han håber, at opholdet her kan hjælpe ham med at komme videre. At få noget stabilitet ind i livet, som han siger. At der er en fremtid forude, som ikke kun skal leves bag et hegn.

Et par dage senere bliver Christian overflyttet til den anden retspsykiatriske afdeling, hvor han kan arbejde i gartneriet. På afdelingen bliver der sagt farvel - det er vemodigt for alle, fordi Christian har været der så længe. Christian glæder sig. Han pakker sine ting ned i en stor, sort sæk og tager ghettoblasteren under armen. Nu begynder et nyt kapitel i Christians liv.

Christian overflyttes til en retspsykiatrisk afdeling på Sct. Hans Video: Julie Kragh Thisgaard

Se eller gense første del af dokumentaren 'Station 2: For syg til straf' om Christian og de andre patienter på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Glostrup på TV 2 PLAY.

Andel del om livet på retspsykiatrisk afdeling kommer på næste torsdag, den 19. oktober klokken 21.10.