Er for farlig til at blive lukket ud, men alligevel drømmer han om at blive fri på sin fødselsdag

Lars har paranoid skizofreni og er dømt til behandling. Hans største ønske er at blive udskrevet til sin fødselsdag.

Ding. Lyset i mikroovnen slukker, og dampen fra indersiden af lågen løber i små søer ned på bordet og videre ned på gulvet, da Lars tager plastikbøtten med de to røde pølser ud. Han smiler veltilfreds over udsigten til frokost, mens han forlader opholdsrummet for at indtage dagens frokost på sit værelse.

Han spiser altid for sig selv og laver hver dag klokken 12.00 to røde pølser i mikroovnen. Han spiser ikke afdelingens mad, for han mener, at personalet har puttet gift i den. Ligesom han mener, at der har ligget døde mennesker i afdelingens sengetøj, og derfor nægter han at sove med det. I stedet sover han på en plastikmadras og med dyne og pude uden betræk.

For farlig til at være ude

Lars er 57 år og er indlagt på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Glostrup. Patienterne på afdelingen er psykisk syge kriminelle, som er blevet erklæret sindssyge i gerningsøjeblikket eller varetægtsfængslede kriminelle, der bliver indlagt til mentalobservation eller er for syge til at være i fængslet.

Størstedelen af patienterne lider af paranoid skizofreni ligesom Lars og har fået enten en behandlings- eller en anbringelsesdom, som gør, at de skal være på afdelingen. Når man får en anbringelses- eller en behandlingsdom, er man i juridisk forstand fritaget for straf, fordi det vurderes, at man i gerningsøjeblikket ikke var klar over, hvad man gjorde. De indlagte patienter er ofte meget syge, og mange er vurderet for farlige til at være ude i samfundet blandt andre mennesker. Patienterne på Lars’ afdeling har begået alt fra overfald, vold, trusler og ildspåsættelse til drab og drabsforsøg.

Gennem fem måneder har 'Station 2' som det første tv-hold nogensinde fået lov til at følge hverdagen på afdelingen, og Lars er én af dem, som programmet følger helt tæt på. Han har givet lov til at blive filmet, og lægerne har vurderet, at han er i stand til at give sit samtykke til tv-optagelserne.

Første patient på afdelingen

Da den retspsykiatriske afdeling blev grundlagt i 1996, var Lars én af de første patienter på afdelingen.

Personalet kender ham og hans historie nærmest udenad, men de fleste af dem var alligevel rystede, da de fik ham ind igen for tre år siden. Han havde ikke noget sprog og udstødte lyde, som ingen kunne forstå.

Ingen ved, hvorfor han pludselig var blevet så dårlig, men Lars’ mor har fortalt, at hun fandt ham på gulvet på det bosted, hvor han boede. Livløs og helt udenfor enhver form for kontakt. Han var afkræftet, bar præg af at have levet helt derude på kanten af livet, ligesom så mange gange før, hvor han blev udskrevet fra forskellige psykiatriske afdelinger og igen havnede i misbrug.

Misbrug, tæsk og tankemylder

Nu efter tre år er Lars i perioder så velfungerende, at han i glimt husker tiden, før sygdommen for alvor brød ud, og husker, at han havde et liv med en kæreste og en datter. Det sker, når han sidder med sit fotoalbum, som er hans kæreste eje. Dér - midt på sengen på værelset - husker han at sidde med sin datter i armene, da han som 28-årig blev far.

square to 16x9
Lars blev far til datteren Denise, da han var 28 år gammel. Foto: Privatfoto

Han husker sin egen far, der var soldat, og han husker sin søster og sin mor. Tiden med fester og hyggelige stunder. Han husker ikke misbruget, alkoholen, tæskene og årene tæt på rockermiljøet, som tog hårdt på ham, og som var tæt på at koste ham livet.

I 1993 blev Lars overfaldet og næsten tæsket ihjel af tre mænd, som trængte ind i hans lejlighed. Ingen ved i dag, hvorfor Lars skulle have tæsk. Måske var det et jalousiopgør, fordi Lars havde været sammen med en anden rockers kæreste, måske handlede det om penge, måske noget helt tredje.

Lars var så hårdt medtaget, at lægerne i flere døgn kæmpede for hans liv. Ved overfaldet fik han så voldsomt et tryk på hjernen, at lægerne troede, at han skulle dø. Men Lars kæmpede sig tilbage til livet.

I tiden op til overfaldet havde Lars’ kæreste forsøgt at få ham til at forstå, at deres forhold var ved at køre helt skævt. Hun oplevede, at han sagde mærkelige ting og tit var fraværende. Under et møde med en fælles ven blev det klart, at Lars var meget syg. Han virkede rastløs og ude af den og talte kun om, at de blev overvåget, og at der sad et kamera inde i pæren på lampen over bordet.

Efter den episode mistede Lars gradvis kontakten til sin lille datter og sin kæreste.  

Sygdommen brød ud da Lars var sidst i 20'erne.
Sygdommen brød ud da Lars var sidst i 20'erne. Foto: Privatfoto

I årene derefter er der ikke rigtig nogen, der ved, hvad Lars laver, og hvor han er henne.

Nogen mener, at han turer rundt forskellige steder i Tyskland og er involveret i rockermiljøet. Senere dukker han igen op i Danmark og får en behandlingsdom, der gør, at han i 1996 bliver indlagt på den på det tidspunkt nyåbnede retspsykiatriske afdeling i Glostrup.

Vil udskrives til sin fødselsdag

Lars har siden været ind og ud af afdelingen. Og hver gang er hans store ønske at komme ud derfra igen. Så hurtigt som muligt. Denne gang er ønsket helt konkret, at Lars gerne vil udskrives til sin fødselsdag, som er om få måneder. Det går bare ikke altid så let. Lars har svært ved at forstå, at han er syg og skal tage sin medicin, og derfor tager han ikke den nødvendige medicin af egen fri vilje. I perioder har han boet på et bosted, hvor det hver gang er gået skævt, når han ikke tager sin medicin og i stedet tager stoffer. Så bliver han aggressiv og voldelig, og bostedet må give op.

Han har en lang række domme bag sig. Overfald, vold og trusler. Mønsteret gentager sig hver gang, man forsøger at udskrive ham fra retspsykiatrisk afdeling og give ham den medicin, som kan holde ham nogenlunde stabil, ambulant i stedet for som tvang.

Lars er i perioder så hårdt plaget af sin sindssygdom, at han hører stemmer, ser ting, andre ikke ser og mangler forståelsen af, at han er alvorligt syg og har brug for medicin. Så når han er indlagt på retspsykiatrisk afdeling, bliver han tvangsmedicineret. Hver dag.

Personalet på afdelingen har fundet en rutine, som virker. I hvert fald det meste af tiden. Lars bliver passet på af flere af afdelingens medarbejdere, mens en sygeplejerske står klar med medicinen i medicinrummet. Under voldsomme protester drikker Lars den lilla væske og går derefter med hurtige skridt ud for at ryge i det rygerbur, som patienterne må bruge, når de har lyst og ellers ikke er underlagt andre restriktioner, der gør, at de skal blive på værelset. Ude i rygerburet kan Lars finde på at forsøge at kaste medicinen op. Derfor er en medarbejder altid med for at sikre sig, at det ikke sker. Det er aldrig den medarbejder, som har givet medicinen, som går med Lars efterfølgende. Det er altid en anden, som han ikke har rettet sin vrede imod.

Stemmerne giver ordrer

Lars får den stærkeste medicin, som findes til behandling af skizofreni. Og trods det er det aldrig rigtig lykkedes lægerne at finde den balance, der gør, at Lars kan fungere ligesom alle andre. Han er stadig meget plaget af stemmerne, som han flere gange om dagen forsøger at overdøve ved at høre høj musik eller skrue op for volumen på fjernsynet. Når man går forbi hans værelse, kan man trods en lukket dør tydeligt høre Lars’ fortvivlede råb og skænderier med personer, som ikke findes. Men for Lars er personerne ægte og giver ægte problemer.

Paranoid skizofreni

Når man er paranoid skizofren, er man præget af vrangforestillinger. Man ser ting, som andre ikke ser, og man har oplevelser, som man ikke deler med andre. Man hører også stemmer, som taler og kommanderer rundt med én. Samtidig har man ofte ikke nogen oplevelse af at være syg. 

Kilde: Overlæge Hans Henrik Ockelmann

Lars kan rase som ingen anden på afdelingen og kan pludselig fare ud på gangen helt opkogt og rød i hovedet af anstrengelse ovenpå et skænderi. Lægerne er frustrerede. De kæmper for at give Lars så meget livskvalitet, som det nu er muligt efter alle årene med en ubehandlet skizofreni, et massivt misbrug af stoffer og alkohol og en livsførelse, som måske ville have taget livet af de fleste.

Men Lars er her endnu, selv om kroppen tydeligt har taget skade. Og medicinen, som Lars får, er også hård for kroppen. Faktisk så hård, at den i sjældne tilfælde kan give alvorlige bivirkninger.

Men alternativet er værre, fortæller lægerne.

Hvis Lars ikke får medicin, kan han falde ind i en så voldsom psykose eller et såkaldt delir, der gør, at han i værste fald kan dø af det. At hjernen simpelthen brænder ud, fordi den løber derudaf og til sidst kortslutter.

Medicinen er gift, og du skal skride

Overlægen på afdelingen forsøger at tale med Lars om, at hvis han skal opfylde Lars' ønske om at blive udskrevet fra afdelingen, så skal Lars selv tage sin medicin og ikke under tvang. Men samtalerne med overlægen ender altid med, at Lars råber, at medicinen er gift, og at overlægen skal gå sin vej. Fulgt op af fuck-finger, lynende øjne og mindre flatterende vendinger.

Personalet på afdelingen har gennem årene vænnet sig så meget til Lars, at de ikke lader sig påvirke af truslerne og hans til tider aggressive adfærd. Han får længere line end de fleste. Også fordi Lars i sine gode perioder er en charmerende mand med hjertet på det rette sted, fortæller personalet. Han holder sig for det meste for sig selv og rager sjældent uklar med de andre patienter på afdelingen.

Inde bagved skizofrenien, misbruget og kriminaliteten, gemmer sig et menneske, som aldrig rigtig får lov til at komme frem. Kun i små glimt, når en lun bemærkning bliver fyret af til yndlingsmedarbejderen, som dog også altid får de hårdeste ord med på vejen, når Lars er inde i en dårlig periode.

Lars største ønske er at blive udskrevet på sin fødselsdag. Men ham og lægen er ikke enige om vejen dertil. Video: Julie Kragh Thisgaard

Den man tugter, elsker man, lyder et meget brugt ordsprog. Det er også tilfældet her.

I stjæler mit hjerte

Men på ét punkt giver personalet sig ikke.

Lars skal regelmæssigt have målt sin hjerterytme. EKG’en skal hjælpe lægerne med at vurdere, om Lars’ hjerte fungerer, som det skal. Lars får præparatet Leponex, som er så stærkt, at Sundhedsstyrelsen kræver, at der bliver holdt nøje øje med patienternes tilstand. Men Lars vil bestemt ikke have målt sin hjerterytme.

Personalet kæmper en brav kamp for ar få Lars til at acceptere undersøgelsen, men nogle gange går det så skævt, at Lars må fastholdes – og en sjælden gang lægges i bælte for at få målt hjerterytmen. Så snart personalet tager måleren frem, går Lars amok. Han tror, at de vil stjæle hans hjerte.

Han er bange og råber af personalet. De skal holde sig væk. Personalet forsøger at berolige Lars, men han bliver ved med at slå ud efter dem og spytter på dem, som prøver at holde ham fast, så andre kan sætte de vigtige elektroder på hans brystkasse. Personalet kæmper med ham i et stykke tid, før overlægen beslutter, at de er nødt til at tage Lars med ind på bæltestuen, hvor de kan spænde ham fast. Det er for risikabelt at fortsætte strategien og forsøge at holde ham fast. For Lars er stærk. Især når han føler sig trængt op i krog. Så er det som om, at han pludselig klikker og får uanede kræfter. Han begynder at råbe efter dem, at de er nogle svin, at han vil slagte dem én efter én.

Det lykkes personalet at få Lars op at stå og eskorteret til bæltestuen. Her bliver han spændt fast om maven og om benene. Han kæmper stadig videre. Personalet får endelig så megen ro på Lars, at de kan tage hans EKG. Det ser acceptabelt ud. Bæltet bliver straks taget af Lars igen, han rejser sig hurtigt og styrter med bar overkrop ud af stuen og bliver eskorteret ind på sit værelse. Bagefter får han lov til at ryge et par cigaretter i rygerburet.

Et glimt af frihed

Lars' fødselsdag nærmer sig, og han vil gerne tale med overlægen om, at han skal udskrives. Endnu engang går samtalen i hårdknude, og overlægen må gå ud af Lars' værelse, inden de er nået til enighed om, hvordan Lars skal tage sin medicin. Lars mener, at det er overlægen, der er sindssyg, og at personalet giver Lars alt for meget medicin.

Det er karakteristisk for patienterne, der lider af paranoid skizofreni, at de ikke selv mener, at de er syge, forklarer overlæge Hans Henrik Ockelmann. Video: Julie Kragh Thisgaard

I gode perioder har Lars lov til at komme på ledsaget udgang. Det betyder, at han cirka en gang om ugen tager på tur sammen med en medarbejder fra afdelingen. Det er overlægens måde at sikre, at Lars får lidt mere livskvalitet og kommer udenfor murene.

På afdelingen kan patienter med en behandlingsdom, som er det, Lars har, komme på både ledsaget og uledsaget udgang, hvis overlægen skønner, at de kan magte det, og at det er forsvarligt. Udgangen er et skridt på vejen til at lære at håndtere det at have frihed og være ude blandt andre.

I dag skal Lars på udgang sammen med en medarbejder. Han glæder sig til at komme ud. Det er længe siden sidst. Han skal købe flere armbånd og halskæder til sig selv.

Han har en fast rute og skal lige i banken først for at hente penge. Her kender de ham godt. Damen ved kassen hilser genkendende på Lars. Hun smiler, da han forsøger at vise sine seneste karatetricks. Noget, som ellers for en udeforstående kan se forholdsvis voldsomt ud. Men bankdamen smiler anerkendende og lader sig ikke mærke med en scene, som ellers ikke er så vanlig at se i en bank. Efter karatesparkene fortsætter Lars op til kassen, hæver penge og sætter kurs mod guldsmeden. Her nikker de også og smiler, da de ser Lars. Han nærmest løber rundt i forretningen og peger på alt det, som han gerne vil have.

3500 kroner fattigere forlader han butikken og sætter kursen mod Matas og Føtex. Der skal handles underbukser, sokker, shampoo og en gave til nevøen, som snart fylder år. Efter et stykke tid kommer Lars glad ud igen. Alt er fundet, og nu skal der hygges. Overlægen har givet lov til, at Lars må købe en øl og drikke den, inden han igen skal tilbage til afdelingen.

square to 16x9
Lars nyder en øl i solen inden han skal hjem på afdelingen efter dagens udgang. Foto: Magnus Dall / TV 2

Lars sætter sig på en bænk i solen og knapper øllen op. Et stort smil breder sig i hans hærgede ansigt.

Det her er lykken. At sidde på en bænk i solen og nyde en øl. Han tanker op. Kigger eftertænksomt ud i luften.

Lars nyder en øl inden turen går hjem til afdelingen efter dagens udgang.
Lars nyder en øl inden turen går hjem til afdelingen efter dagens udgang. Foto: Magnus Dall / TV 2

Hvad der sker inde bag de mørke øjne ved ingen. Men et kort sekund er det som om, at sygdommen slipper sit tag i ham, og han ligner en ganske almindelig mand på en bænk en ganske almindelig sommerdag i juni måned. Han sidder sådan et stykke tid. Uden ord. Indtil medarbejderen siger til ham, at nu må de hellere se at komme hjem til afdelingen igen. Lars sætter flasken ved skraldespanden, tager posen med indkøbene i hånden og sætter kursen mod bilen. Det har været en god dag.

Kommer jeg ud til min fødselsdag?

I de følgende dage forbereder afdelingen sig blandt andet på, at det snart er Lars' fødselsdag. Han har sagt, at han gerne vil lave pandekager, og der skal også serveres is til.

Lars har endnu ikke fået besked fra overlægen, om han kan blive udskrevet til sin fødselsdag. Og da dagen kommer, begynder den godt med pandekagevending, Lars der viser sine seneste karatetricks og højt humør ved fødselsdagsbordet.

Senere på dagen vender stemningen, da overlægen fortæller Lars, at han ikke kommer ud til sin fødselsdag. Lars er skuffet. Han ligger på sin seng og kigger tomt ud i luften. Det blev heller ikke til denne fødselsdag, at han blev udskrevet fra retspsykiatrisk afdeling. Det er surt, konstaterer han tørt, mens fjernsynet næsten overdøver det lange suk, som kommer lige derefter. Lars ved ikke, hvornår han så kan blive udskrevet. Men det blev bare ikke nu, som ellers var hans største fødselsdagsønske.

Lars er stadig - her knap to måneder efter optagelserne sluttede - indlagt på retspsykiatrisk afdeling.

Torsdag klokken 21.10 sender TV 2 dokumentaren 'Station 2: For syg til straf' om Lars og de andre patienter på retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Glostrup. 

Patienterne optræder kun med fornavn af hensyn til deres videre liv uden for afdelingen. Deres fulde navn er redaktionen bekendt.