Udland

Catalansk uafhængighedsbevægelse - sådan skal vores land se ud

Sproget skal være catalansk, men valutaen skal fortsat være euroen. Det er et par af de mulige scenarier for hverdagen i et selvstændigt Catalonien.

Verdens øjne er lige nu rettet mod den catalanske regionspræsident Carles Puigdemonts næste skridt i kampen for et selvstændigt Catalonien.

Tirsdag holder han tale i det catalanske parlament i Barcelona, og der bliver vi formentlig klogere på, hvad han har tænkt sig at bruge resultatet af forrige weekends uafhængighedsafstemning til.

Over 90 procent af vælgerne stemte her ja til at løsrive sig fra resten af Spanien, og valgdeltagelsen var på 43 procent. Den spanske højesteret har dog erklæret afstemningen for forfatningsstridig.

Forventningen er, at regionspræsidenten tirsdag i et eller andet omfang vil erklære, at Catalonien vil løsrive sig fra Spanien.

Men hvad er det mere konkret, uafhængighedsbevægelsen i Catalonien ønsker sig og drømmer om i et nyt selvstændigt land?

Det har TV 2 spurgt den catalanske politiker Jordi Fábrega fra det republikanske uafhængighedsparti ERC, der er del af den catalanske regionsregering, om.

Jordi Fábrega er borgmester i landsbyen, Sant Pere de Torelló, og han har hele sit liv kæmpet for selvstændighed. Han var en af de mere end 800 borgmestre, der forrige søndag trodsede et forbud fra den spanske domstol og åbnede skolerne, så man kunne gennemføre folkeafstemningen om uafhængighed.

Her fortæller han, hvordan et selvstændigt Catalonien skal se ud på syv forskellige områder:

1. Euroen fortsætter som valuta

En af de helt store udfordringer for en ny stat er økonomien. For at banker, forretninger lignende kan fungere, skal der etableres en nationalbank. En nationalbank der har en økonomisk reserve og en valuta. Med hensyn til det sidste er det uafhængighedsbevægelsens plan, at man fortsætter med euroen. Og hvad angår en nationalbank, vil man bygge videre på en af de økonomiske institutioner, som lokalregeringen allerede råder over.

– Vi har allerede en finansiel institution, som på sigt kan blive lavet om til at nationalbank, forklarer Jordi Fábregra til TV 2.

2. Eget sprog 

I Catalonien er catalansk og spansk sidestillet, men for at man for eksempel kan blive ansat som politibetjent, sygeplejerske eller lærer, skal man kunne catalansk. I fremtiden vil man stadig kunne tale spansk i Catalonien, men kravet til de sproglige kvalifikationer inden for catalansk vil vokse med tiden. Ideen er, at alle skal kunne tale, skrive og så videre videre på catalansk.

- Men til at begynde med vil man – lige som nu – sagtens kunne klare sig på spansk, forklarer Jordi Fábrega.

3. Eget politi men ingen hær

Som en af de eneste af Spaniens autonomier (Spanien er opdelt i 17 i alt) har man i Catalonien sit eget politi, der er under lokalregeringens kontrol. Los Mossos d´Esquadra, hedder det. Der er omkring 16.000 betjente, og i en selvstændig stat ville man skulle øge antallet, fordi der kommer flere opgaver. Som det er nu, er der også flere spanske politikorps til stede i Catalonien, men de ville så forsvinde. Til gengæld har de catalanske separatister ingen planer om at opbygge en hær.

 – Det ville være absurd at opbygge en hær. Det, der er brug for, er en professionel hær oprettet af EU, som medlemslandene betaler til og kan trække på, siger Jordi Fábrega.

4. Eget pas, udenrigstjeneste og ambassader

Den lokale catalanske regering har de seneste to år været i gang med at opbygge en selvstændig catalansk udenrigstjeneste. Man har åbnet kontorer rundt omkring i verden – blandt andet i København. Planen er, at disse kontorer på sigt skal fungere som ambassader.

– Det skal være kontorer, hvor catalonierene i hele verden kan henvende sig, hvis de har problemer. Kontorer, der promoverer catalanske interesser; handel, kultur og så videre, forklarer Jordi Fábrega, som slår fast, at man selvfølgelig skal have indført et passystem.

5. Medlemskab af internationale organisationer som EU

Selvom EU gentagne gange har afvist, at et selvstændigt Catalonien kan blive optaget i unionen, er det lige præcis, hvad uafhængighedsbevægelsen håber og tror på.

6. Catalanske skoler og universiteter

Den catalanske region har i forvejen udstrakt kontrol med uddannelsessystemet. I stort set alle folkeskolerne foregår 85 procent af undervisningen på catalansk – som fremmedsprog undervises der først og fremmest i spansk og engelsk. Men national lovgivning kræver, at der skal tilbydes et vist antal timer på spansk, hvis forældrene ønsker det, og den lov vil forsvinde, hvis Catalonien bliver selvstændigt. Catalonien har i forvejen flere store og velrenommerede uddannelsesinstitutioner, og dem vil man køre videre som i dag med undervisning fortrinsvis på catalansk.

7. Egne hospitaler, skattevæsen og bistandssystem

Som det er nu, administrerer den regionale catalanske regering selv sundhedsvæsnet. Den driver hospitaler, plejehjem og så videre, men pengene kommer fra den spanske stat. Det vil ikke være tilfældet fremover, hvor catalonierene selv skal stå for både økonomi og drift.

Derfor ønsker de selvstændighed

Uafhængighedsbevægelsen har altså en masse drømme, og disse drømme om et selvstændigt Catalonien går langt tilbage. Og hvordan historien skal skrives, er mildt sagt omdiskuteret.

Selv nævner uafhængighedsbevægelsen ofte 1714, hvor den daværende spanske konge Philip den 5. besatte Barcelona, som et udgangspunkt. Og siden har den catalanske selvstændighedsbevægelse konstant kæmpet for mere selvstændighed.

Lyn-analyse

Den catalanske regionspræsident Carles Puigdemont bliver tirsdag nød til at erklære, at Catalonien vil løsrive sig fra Spanien.

Men det er afgørende, hvordan han formulerer sig. Mange tror – eller håber måske på – at Puigdemont vil holde sig til en symbolsk erklæring, hvor han lægger op til forhandlinger med den spanske stat – noget der i givet fald vil tage måneder, hvis ikke år.

Men der er stærke kræfter i hans bagland, der kræver, at Puigdemont med det samme og helt praktisk erklærer Catalonien for selvstændigt.

I 1932 erklærede regionens ledere en selvstændig catalonsk republik, og den daværende spanske regering sagde ja til en autonom stat. Men det varede kun kort tid. Under den efterfølgende borgerkrig vandt diktatoren Francisco Franco magten. Franco undertrykte efterfølgende catalansk autonomi, sprog og kultur. Først efter hans død blev catalansk igen et officielt sprog.

I 1978 vedtog man en ny spansk grundlov, hvor Spanien blev inddelt i 17 regioner – herunder Catalonien. Catalonierene fik en lokalregering med stor grad af selvstyre. Men uafhængighedsbevægelsen var ikke tilfreds. I 2006 trådte en ny selvstyrelov i kraft vedtaget af det lokale catalanske parlament. Her blev Catalonien kaldt en nation. Men i 2010 erklærede den spanske forfatningsret selvstyreloven ulovlig. Man mente ikke, at catalonierene kunne kalde deres område for en nation, og desuden måtte det catalanske sprog ikke have forrang for spansk. En beslutning, der fortsat vækker vrede hos den lokale catalanske selvstyreregering i Barcelona.

I 2015 vandt selvstændighedsbevægelsens partier flertallet i det lokale parlament, og man besluttede at øge presset for selvstændighed, og hermed var vejen banet for forrige søndags folkeafstemning om uafhængighed.