Udland

BLOG: Skal Dronning Margrethe sige undskyld?

Dronningen besøger i næste måned Ghana. Et land, hvor vi danskere engang bortførte 110.000 afrikanske slaver og sendte dem over Atlanterhavet.

Guldkysten. Det lyder så forjættende det gamle danske navn for Ghana, der ligger i Vestafrika. Der huserede vi engang. Danmark var en slavehandlernation, der tjente styrtende på at opkøbe mennesker og sejle dem til Dansk Vestindien, hvor de blev solgt som slaver.

I forbindelse med 100-året for Danmarks salg af øerne til USA er det flittigt blevet debatteret, om det var på tide med en officiel undskyldning fra dansk side til efterkommerne af slaverne.

Som jeg har læst mig frem til foregår debatten ikke så meget blandt dem, der i givet fald skulle have undskyldningen, men mere blandt dem, der har det hele på lang afstand, nemlig danske debattører. Det er ikke noget, de går og taler så meget om i gaderne med danskklingende navne på St. Croix.

Slavefortet Christiansborg

Jeg har selv besøgt Christiansborg, altså det Christiansborg, der ligger i Ghanas hovedstad Accra. De øverste etager indeholder prangende saloner. Der kunne magthaverne sidde og hygge sig, mens brisen stod ind fra havet. De sad bogstavelig talt ovenpå slaverne.

Nedenunder var der anderledes trangt, indelukket og umenneskeligt. Det var der, slaverne var stuvet sammen. Ofte i månedsvis inden afrejsen.

Christiansborg er et fort, der blev brugt som sidste station for de mange afrikanere, der var spærret inde og ventede på den lange ulidelige og farlige sejlads til øerne på den anden side. The point of no return kaldes den dør, der var den sidste, de skulle igennem, før sørejsen, der kostede mellem 10 og 14 procent af dem livet, begyndte.

Det er længe siden - men ikke længere siden, end at der bliver rippet op i det med mellemrum, når der er en anledning. Og nu skal dronning Margrethe snart på besøg. Det foregår med en hale af danske erhvervsfolk den 23.- 24. november.

Nogen HAR sagt undskyld

Vil hun stikke dem en undskyldning? Næppe, men man kan jo sige tingene på mange indirekte måder. Så det bliver interessant at følge. Det bliver faktisk fulgt allerede. Blandt andre af journalist Philip Kweku Amankwa Sampson, der blandt andet skrev følgende på Facebook, da det kommende statsbesøg i Ghana blev offentliggjort:

Nogen HAR sagt undskyld for uhyrlighederne, nemlig de ghanesiske høvdinge, der lukrerede på slavehandlen.

Der argumenteres både for og imod en officiel undskyldning fra dansk side. Tilhængerne taler om almindelig anstændighed og om at få sat en slags punktum.

Modstanderne hælder til den holdning, at det mest er en gratis omgang, der ikke reelt har nogen betydning. De spørger om, hvad der så bliver det næste, der skal undskyldes for. Enevælden? Det får aldrig ende, siger de.