Afviste familiens ultimatum på tv - nu har han taget en afgørende beslutning
Det var en episode for to uger siden, som fik 20-årige Danni Skinbjerg til at indse, at han nu er klar til behandling.
Han var kun 11 år, da stofferne blev en del af hans liv. Ti år senere var Danni Skinbjerg blevet så utilregnelig, at hans forældre måtte holde deres adresse hemmelig for ham.
Men i dag - et år efter TV 2-programmet 'Misbrug' blev optaget - har meget ændret sig for den nu 20-årige Danni Skinbjerg.
- Det er rigtig underligt og skræmmende at se, hvor voldsomt jeg reagerede dengang. Jeg har det jo meget bedre i dag, siger han.
Førhen var hårde stoffer som amfetamin og kokain hverdag for Danni Skinbjerg. Til sidst fik han så voldsomme psykoser, at han overfaldt sin lillesøster.
I sommeren 2016 sagde hans mor, far og søster derfor stop.
De ville ikke længere se på, at han ødelagde sig selv og alle omkring. Derfor gav de ham et ultimatum om at gå behandling eller leve som en fremmed for dem.
Sådan går det i dag
Valget fik han, efter hans familie i tre breve havde fortalt, hvad hans misbrug gjorde ved dem. Men Danni Skinbjerg afviste dengang at gå i behandling.
Hans søster valgte derfor at anmelde ham for overfaldet, og i efteråret 2016 fik han en dom på et års ambulant behandling.
Siden har han lagt de hårde stoffer helt på hylden, men som man så i ekstraprogrammet 'Danni - et år efter', er hashen og alkoholen stadig en del af hans liv.
Nu har han dog truffet en beslutning om at komme helt ud af den sidste del af misbruget.
- Jeg har fået følelsen af, at nu er det nok. Nu er jeg klar til hjælp, siger Danni Skinbjerg.
Klar til hjælp
Beslutningen tog han for to uger siden, da han en aften drak så meget, at han endte med at ligge og kaste op på badeværelsesgulvet derhjemme.
- Da jeg vågnede op dagen efter, sagde jeg til min kæreste: Nu skal jeg i behandling, siger Danni Skinbjerg.
Han henvendte sig derfor til et misbrugscenter, hvor han i denne uge skal til samtale hos en læge. Selv håber Danni Skinbjerg på, at medicinsk behandling kan være løsningen. Men hvis det ikke virker, er han indstillet på, hvad der skal ske:
- Så skal jeg helt sikkert i døgnbehandling. Jeg vil ikke ende som alkoholiker, siger han.
Har det godt med familien
Gitte og Henrik Skinbjerg oplever også, at deres søn bevæger sig i den rigtig retning. Derfor ses de lige nu jævnligt, og deres håb er, at tingene bliver ved med at gå fremad.
- Danni har fået det meget bedre. Samtidig er vi blevet bedre til at trække en streg i sandet og sige, hvad vi kan og vil være med til. Hvis der er problemer, og Danni hæver stemmen, så gør det noget ved os alle sammen - og det er ikke det gode, siger Gitte Skinbjerg.
- Det ville være fantastisk, hvis han tog imod behandling og kom ud af den sidste del af misbruget. De ville være godt for os alle, siger Henrik Skinbjerg.
Fortryder ikke nej til hjælp
Familien ærgrer sig i dag over, at deres søn ikke tog imod det behandlingstilbud, som lå lige foran ham for et år siden.
Selv har Danni Skinbjerg også tænkt på, hvad der ville være sket, hvis han havde sagt ja. Men han fortryder ikke sin beslutning.
- Jeg var ikke klar til behandling på det tidspunkt, og jeg havde ikke brug for flere nederlag. Hvis jeg havde sagt ja, var jeg bare smuttet derfra, så derfor sagde jeg nej, siger Danni Skinbjerg.
Nu håber han i stedet, at han på eget initiativ kan få den rigtige hjælp og komme helt ud af misbruget.
- Jeg har det godt med min familie, og nu vil jeg gerne se fremad og få et arbejde på et tidspunkt - måske som elektriker. Før kunne jeg ikke se noget mål for enden af vejen, men det kan jeg nu, siger Danni Skinbjerg.