Røg sin første cigaret som 9-årig - 10 år senere var han deres største frygt
Gitte og Henrik er bange for deres teenagesøn, men frygter også at miste ham. Nu står de ved en skillevej.
Forårssolen skinnede ude i haven den dag. Men Gitte Skinbjerg sad inden for bag nedrullede gardiner i det store parcelhus. I skjul for sin egen søn.
Hvis Danni kom nu, ville hun ikke kunne holde ham ude af huset. Både fordi han fysisk ville være stærkere end hende, og fordi hun mentalt ikke længere ville kunne afvise ham.
Det gjorde hende bange at tænke på, hvordan et møde med Danni kunne ende. Sådan burde et forhold mellem mor og søn ikke være.
Hendes mand Henrik og datteren Sara var allerede søgt væk i et sommerhus.
Ligesom sine forældre var Sara også slidt op af at være på vagt, når hendes bror stod uden for huset med trusler. Mærkerne i døren mindede dem stadig om hans sidste besøg.
16-årige Sara satte sig derfor i frustration ved computeren og skrev en mail.
- Jeg har fået nok. Vi sidder her og gemmer os for min egen bror, begyndte hun.
Frygten
Hvordan kunne det komme så vidt, at en dreng fra en helt almindelig familie skulle blive til en person, som hans mor, far og søster var tvunget til at flygte fra?
Og hvad gør man så som forældre, når det er kommet dertil?
Gitte og Henrik Skinbjerg havde ikke svaret, da de stod midt i det. Men de har valgt at fortælle åbent om det i TV 2-dokumentaren ‘Misbrug’, hvor et kamerahold har fulgt familien tæt gennem halvandet år.
Forældrene husker i dag begge en lykkelig tid med deres søn. Det var før, han blev teenager. Før alle problemer kom væltende.
Ønskebarnet og problembarnet
Danni kom til verden i 1997 som deres første barn - et rigtigt ønskebarn.
Den lille lyshårede dreng gik lige i hjertet med sin store begejstring for nye ting. På familiens hjemmevideoer smiler han til kameraet, springer uden bekymring op på sin nye tohjulede cykel og viser stolt, hvordan han selv har lavet kaffe.
Han var en dreng “med krudt i røven”, som hans far formulerer det.
Men fra børnehaveklasse til første klasse begyndte tingene at gå skævt.
Danni havde svært ved de sociale spilleregler og ved de krav, som skolen stillede til ham. Hvor de andre børn kun havde én kontaktbog med påtaler fra lærerne på et år, brugte han fem bøger.
Det var som om, Danni var to drenge i én, bemærkede hans mor. Den ene var sød og betænksom, mens den anden var voldsom og aggressiv.
Som 9-årig begyndte Danni at ryge cigaretter, og få år senere røg han sin første joint. Cigaretterne fik han fra de større drenge i skolen, og da Gitte og Henrik Skinbjerg fandt ud af, hvad der foregik, var de ude af sig selv. Hvordan kunne det gå til?
Derfor var de lettede, da han som 11-årig fik diagnosen ADHD. Nu havde de en forklaring på hans adfærd, og med den rigtige medicin kunne alting nu kun blive lettere. Troede de.
Umiddelbart hjalp det på hans koncentration og til dels også på temperamentet. Men der foregik også noget indeni deres søn, som almindelig medicin ikke kunne dulme.
Danni begyndte at sniffe lightergas, drikke håndsprit, snuse til hårdere stoffer og skære i sig selv. Hans voldsomme adfærd sled så hårdt på familien, at hans mor og far på forskellige tidspunkter blev sygemeldt med stress.
Til sidst var der kun var en udvej, så alle kunne få det godt igen. Danni blev anbragt i plejefamilie.
Gitte Skinbjerg græd hver gang, hendes 13-årige søn skulle derhen. Det var hæsligt at være adskilt, men hun huskede sig selv på, at det var nødvendigt. Ellers ville resten af familien ikke kunne hænge sammen.
Får jeg min dreng at se igen?
Når 19-årige Danni Skinbjerg i dag kigger på barndomsbilleder, får han blandede følelser indeni.
Han husker, at flere kaldte ham et problembarn. Men han husker også, at hans mor og far sagde, at han var et ønskebarn, og at de gerne ville have ham. De kunne bare ikke håndtere ham.
Plejefamilien endte også med at sige stop, og derefter flyttede Danni rundt på forskellige opholdssteder og behandlingshjem, som han enten selv forlod eller blev smidt ud fra.
Billederne med hans egen familie er de minder, der i dag får ham til at smile. Men også der har han ofte følt sig som “det sorte får”, som ikke passede ind.
- Jeg har altid godt kunnet forstå, hvorfor jeg ikke kunne bo hjemme. Der var noget, der ikke fungerede her. Men alle de andre steder, jeg kom, var bare endnu værre. Det var jo ikke min mor og far, siger Danni Skinbjerg.
Da han blev teenager, handlede hverdagen udelukkende om at skaffe penge til stoffer. For det meste hash, men med tiden også hårdere stoffer som amfetamin og kokain. Flere gange fik han så voldsomme psykoser, at han så mennesker, der ville slå ham ihjel overalt.
På det tidspunkt var han begyndt at skylde de forkerte mennesker penge, og hans far måtte flere gange sætte ham af i en mørk gyde med en bunke kontanter.
- Får jeg mon min dreng at se igen?, tænkte Henrik Skinbjerg, når han bekymret ventede i bilen.
Danni kom oftere og oftere efter penge. Lige indtil hans mor og far en dag afviste at hjælpe mere. Han blev rasende, og flere gange kunne han ikke styre sin vrede.
I foråret 2016 kom det så vidt, at hans forældre følte sig tvunget til at tage et valg.
Vi skal væk
Danni havde kastet med havestolene, revet postkassen op og truet sin far med en jernstang, fordi de havde afvist at lukke ham ind i hjemmet, fordi han var utilregnelig.
Til sidst var de blevet nødt til at låse sig inde i huset, og en anden dag var politiet også blevet tilkaldt.
Henrik og Gitte Skinbjerg havde på det tidspunkt haft deres hus til salg i noget tid. De ville gerne bo i noget billigere, men nu så Henrik Skinbjerg også et andet formål med det.
De kunne flytte til en helt anden by for at få Danni på afstand.
- Hvor kommer det fra?, tænkte Gitte Skinbjerg først, da hendes mand foreslog det.
- Ja. Jo, det er godt tænkt. Det bliver vi nødt til, sagde hun så.
Mens de ventede på at få huset solgt, læste Gitte Skinbjerg til social- og sundhedsassistent. Det var eksamenstid, og derfor gik hun alene hjemme den forårsdag, hvor hun frygtede, at Danni pludselig ville stå uden for de nedrullede gardiner.
Til sidst tog hun op i sommerhuset til familien.
Det var her, at 16-årige Sara satte sig ved computeren og skrev alle sine frustrationer ned i en mail.
Hun sendte mailen til TV 2-programmet ‘Misbrug’, fordi hun gerne ville fortælle sin historie om at være pårørende til en stofmisbruger. Gitte Skinbjerg tænkte, at hvis Sara på den måde ville tale om de episoder, der havde været, ville det være godt for hende.
Men før de nåede at begynde optagelserne til programmet, skete det, som Henrik og Gitte frygtede allermest.
Overfaldet
2. juni 2016 blev Sara overfaldet af Danni.
Hun havde set ham sidde op ad et træ i Kongens Have i Odense. Han kunne ikke tale eller bevæge sig i sin rus af amfetamin og kokain, så hun forsøgte at få ham på benene og hjem i seng. Men så greb Danni fat i hende.
Han var tom og mørk i blikket og slæbte hende afsted, mens han havde et hårdt greb rundt om hendes hals og mave.
Hun råbte, at han skulle give slip og forsøgte at vride sig fri. I stedet tog han hårdere fat. Først da en forbipasserende fik Danni væk fra sin søster, var det som om, han selv vågnede lidt.
- Ring til politiet. Det her ender galt, råbte Danni gentagne gange som de eneste ord, der kom ud af hans mund.
Da politibilen kom, styrtede han selv ind på bagsædet af den. Sara rystede, hendes tøj var revet i stykker, og hun havde tydelige mørkeblå mærker på maven.
Danni var gået for vidt denne gang. Men kunne hun få sig selv til at anmelde sin egen bror?
Gitte Skinbjerg trak vejret dybt og kiggede længe på sin telefon dagen efter overfaldet. Hun havde et billede af en ulykkelig dreng i sit hoved, men samtidig mindede hun også sig selv om, at han havde været et monster over for sin lillesøster.
- Jeg burde ikke skænke ham en tanke. Men man er jo også bare mor, tænkte hun.
Hun tørrede tårerne væk, inden hun tastede sin søns nummer. Han lød glad, lige da han tog telefonen.
- Det bliver rigtig, rigtig svært det her, Danni. Det, der er sket med Sara. Hun er jo helt ødelagt, sagde hun.
Gitte Skinbjergs stemme var alvorlig, men skrøbelig.
- Og det tror du ikke, at jeg er?, svarede han frustreret.
- Jeg ved det ikke. Jeg vidste ikke, om du kunne huske det. Du havde jo været i København og taget alt muligt, sagde hun.
Den bemærkning trickede noget i Danni.
- Lad vær’ med at tro, at du ved, hvad der skete, når du ikke var der. Min hjerne kollapsede fuldstændig. Jeg fik en psykose, okay?, svarede han vredt.
Hverken Gitte eller Henrik Skinbjerg kunne længere finde de rigtige ord for deres søns adfærd. Men de vidste, at de var nødt til at vise, at den adfærd ville få konsekvenser.
Gitte Skinbjerg kunne næsten ikke sige ordene højt i telefonen.
- Vi aner simpelthen ikke, hvilket ben vi skal stå på. Vi er jo nødt til at tage afstand til dig, og jeg savner dig bare, som du var før.
De sidste ord fik hendes stemme til gå op, og hun kneb øjnene sammen for at styre tårerne.
- Du er jo syg, Danni. Du har brug for hjælp.
- No shit, men jeg ved ikke, hvad fanden jeg skal gøre, svarede han.
- Nej, sagde hun så med alvor i stemmen.
Gitte og Henrik Skinbjerg havde på forhånd talt om konsekvenserne. Hun afsluttede derfor samtalen med sin søn. Men hans sidste bemærkning fik hende til at bryde sammen.
- Pas på jer selv. Jeg elsker jer.
Ultimatum
Da Danni sagde ja til at være med i et tv-program, var det, fordi han gerne ville fortælle ærligt om at leve med et misbrug. Han vidste ikke, at det ville ende med, at han skulle træffe et valg.
Det er nu tre måneder siden, at kameraholdet begyndte at følge familien Skinbjerg.
Danni sidder i en sofa med sin mor, far og søster, og lige der ligner de på mange måder en helt almindelig familie. De smiler til hinanden, men alle ved, at det her ikke bliver sjovt. Over for Danni sidder en femte person, som ikke er en del af familien.
Gitte Skinbjerg lægger en hånd på sin søns skulder, før hun folder det brev ud, som hun har skrevet til ham.
- Kære Danni, min dejlige dreng. Vores første barn, ønskebarn, siger hun først, men så bliver hun mere alvorlig i sin tone.
- Mit liv har ændret sig, efter jeg har set dig i psykoser, hård og mørk i blikket. Mit liv har ændret sig, efter du har gjort Sara ondt, og efter du har truet med at smadre os. I virkeligheden tror jeg bare, at du savner os.
Danni lukker øjnene et øjeblik og nikker forsigtigt. Han kan se, at både hans mor, far og søster ser ødelagte ud, men indeni kan han ikke selv mærke noget.
Lillesøsteren Sara må holde en kort pause, før hun kan læse sit brev op.
- Kære storebror. Jeg har gjort alt for hjælpe dig. Men jeg kan ikke mere. På trods af alt det der er sket mellem os, elsker jeg dig virkelig meget. Men jeg elsker ikke misbrugeren, der bor inde i dig. Jeg hader ham, han ødelægger alt omkring sig – også mig, mor og far. Til sidst ødelægger han også sig selv, og det gør alt for ondt at se på, siger hun.
Overfor Danni sidder den femte person. Det er misbrugsbehandleren Carl Christian Randow, som sidder klar med et behandlingstilbud skræddersyet til Dannis behov.
Men han skal tage imod det lige nu. Tilbuddet gælder kun i dag.
Indeni tænker Danni, at hans forældre og kommunen i alle teenageårene har bestemt, at han skulle bo på forskellige opholdssteder. Nu skal de ikke også bestemme, om han er klar til behandling.
- Jeg kan ikke i dag. Nej, siger han og ryster på hovedet.
Henrik Skinbjerg kigger med et tomt blik ned i gulvet. Der er, som om alting står stille et øjeblik i rummet. Gitte Skinbjerg holder stadig sin hånd på Dannis skulder, mens Sara kigger over på misbrugsbehandleren.
- Hvad er det, du skal, der er mere presserende?, spørger Carl Christian Randow.
- Jeg skal være sammen med min kæreste, så jeg kan ikke i dag. Jeg vil gerne gøre det, men det bliver ikke i dag, svarer han.
Retssagen mod Danni
Dannis endelige svar på behandlingstilbuddet forbliver nej den dag. Og da Carl Christian Randow et døgn senere ringer for at få ham afsted med lidt forsinkelse, er svaret stadig, at han ikke er parat.
- Jeg kan heller ikke se, hvorfor jeg har brug for behandling. Det kan jeg ikke, siger Danni og smækker på.
Familien må derfor træffe et valg om at tage afstand fra deres søn. De flytter i et nyt hus i Middelfart, og da Danni en dag spørger, om han må se deres nye hjem, er deres svar nej.
Gitte Skinbjerg tvivler på, om de gør det rigtige. Hun savner sin søn - og lige der er det næsten hårdere at lukke ham helt ude end at have ham og misbruget tæt på.
Lillesøsteren Sara vælger at anmelde sin bror for overfaldet i juni. Ikke fordi hun vil se ham i fængsel, men hun håber, at det kan give ham den hjælp, han har brug for. Det samme håber Gitte og Henrik Skinbjerg, men tanken om, at deres børn skal sidde over for hinanden i retten, er svær at holde ud.
Dommen bliver ambulant behandling, der betyder, at Danni kan blive boede sammen med sin kæreste, mens han får hjælp til at komme ud af sit misbrug.
Da Henrik og Sara mødes med Danni uden for retten, fornemmer de, at der er sket noget med ham. Han har taget en beslutning.
- Jeg har fået et wake-up-call. Nu er det nok. Nu gider jeg ikke mere. Nu er der sket så meget lort, og nu vil jeg gerne starte op på noget godt i stedet for, siger han.
Hjem
Danni gennemgår tre måneders behandling. Det er ikke nok til at få ham helt ud af misbruget, oplever hans forældre. Men de vil gerne anerkende, at han har taget et skridt i den rigtige retning.
I oktober 2016 bliver han derfor for første gang inviteret hjem i deres nye hus i Middelfart.
Den aften sidder Gitte og Henrik Skinbjerg både med deres datter og søn i sofaen. De griner og ser billeder fra før, Danni blev teenager. Et scenarie der var utænkeligt for bare et halvt år siden.
På væggen hænger to nye billeder af Sara og Danni. De smiler begge mod kameraet.
- Jeg kan ikke sætte ord på, hvor fedt det er at have familien samlet igen. Det var noget af det værste, at vi ikke var samlet, siger Danni.
Hash og alkohol er stadig en del af hans liv, men de hårde stoffer er lagt på hylden. Nu er Henrik og Gitte Skinbjergs håb, at han kan få styr på den sidste del af misbruget.
- Det har gjort ondt på både ham og os, når vi ikke har set hinanden. Sådan skal man ikke leve livet med sit barn. Men det har været nødvendigt for at passe på os selv og Sara, siger Gitte Skinbjerg, inden Henrik Skinbjerg supplerer:
- Som jeg ser det, så holder vi lige nu på en parkeringsplads, hvor vi siger: Det går egentlig godt, men vi skulle gerne fremad. Vi skal bare lige være klar til det.
Dokumentaren 'Misbrug' om Danni og hans familie bliver sendt mandag den 9. oktober klokken 20.50 og på TV 2 PLAY.