Udland

Trump truer Nordkorea på Twitter - nu svarer virksomheden på kritik

Nordkorea siger, at de anser et tweet fra den amerikanske præsident som en klar krigserklæring.

Twitter vil ikke fjerne den trussel, som Donald Trump i weekenden skrev på det sociale medie.

I sit tweet truede præsidenten med at udslette Nordkorea.

- Jeg hørte Nordkoreas udenrigsminister tale i FN. Hvis han siger det, som den lille ’raketmand’ tænker, så vil de ikke være her ret meget længere, skrev Trump på Twitter.

Netop dette tweet fik i går Nordkorea til at sige, at de opfatter Trumps ord som en klar krigserklæring, hvilket USA på det kraftigste afviser.

Nu vil flere Twitter-brugere gerne vide, om Trumps truende tweet overtræder det sociale medies retningslinjer, skriver CNN.

I Twitters retningslinjer står der blandt andet, at man ikke må komme med voldelige trusler – hverken direkte eller indirekte. Overtræder man retningslinjerne risikerer man, at ens profil bliver låst midlertidigt eller slettet permanent.

Trussel bliver ikke fjernet

Her to dage efter den amerikanske præsident skrev sit tweet, er det dog stadig at finde på hans Twitter-profil.  

I en række tweets begrunder Twitter, hvorfor de ikke har valgt at gøre noget ved præsidentens trusler.

- Vi bedømmer alle konti efter samme regelsæt og overvejer en række forskellige faktorer, når vi afgør, om et indlæg (eller Tweet) overtræder reglerne, skriver Twitter og uddyber:

- Et af kriterierne er, om et indlæg opfylder kvalitetskravene til nyheder og er i offentlighedens interesse.

Kritik af Trumps Twitter-brug

Det er ikke første gang, at Twitter-brugere kritiserer præsidentens retorik på det sociale medie. Tilbage i august mente flere brugere, at et Trump-tweet var i strid med Twitters retningslinjer.  Også her drejede tweetet sig om Nordkorea.

- De militære løsninger er nu fuldt på plads. Alt er klargjort og klar, hvis Nordkorea skulle gøre noget dumt, stod der i Trumps tweet.

Dengang afviste Twitter at kommentere på kritikken, da det gik imod deres virksomhedspolitik at diskutere individuelle Twitter-konti, skriver Washington Post.

I juli ville Twitter dog gerne kommentere på endnu et eksempel, hvor der blev stillet spørgsmål ved Donald Trumps opførsel på det sociale medie.

Her havde præsidenten delt en manipuleret video, der viste ham selv tæve et CNN-logo under en wrestlingkamp. Præsidenten har længe ført en krig på ord mod medierne, herunder CNN, som, han mener, er løgnagtige.

USAs præsident Donald Trumo har postet en 28 sekunder lang video af sig selv, der fælder og banker en mand, hvis hoved er dækket af et logo fra tv-stationen CNN. Video: Anne Nordestgaard Dyrehauge

Flere brugere mente, at det ville være på sin plads at lukke helt ned for præsidentens Twitter-konto.

Men overfor CNN afviste Twitter dengang, at det omdiskuterede tweet fra præsidenten overtrådte det sociale medies retningslinjer.